1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Ford bekræfter spritny Focus RS
0

Ford bekræfter spritny Focus RS

Ford bekræfter spritny Focus RS
0
0

Ford bekræfter, at en helt ny Focus RS er i støbeskeen – den ultimative udgave af verdens mest købte bil. For første gang vil RS blive solgt på globalt plan.

Ford har ved samme lejlighed etableret et nyt team kaldet Ford Performance, som fremover skal udvikle virksomhedens højtydende modeller.

Ifølge Ford er efterspørgslen på biler af denne type vokset over hele verden. I Europa har der været en stigning i solgte biler i segmentet med 14% siden 2009, mens tallet i USA er imponerende 70%.

Ford Performance planlægger at udvikle mere end 12 nye højtydende sportsmodeller inden 2020.

Den nye afdeling ledes af Dave Pericak, der er tidligere chefingeniør for den nye generation af Mustang, der som bekendt lanceres i Europa i 2015 for første gang i modellens 50-årige historie. Teamet er en sammensmeltning af afdelinger som Team RS i Europa og Special Vehicle Team (SVT) i Nordamerika. Med det nye team bliver man i stand til både at udvikle flere produkter men også lancere dem hurtigere end tidligere.

– Vi flytter os fra det regionale fokus. Med One Ford-platformen ændrer vi vores forretnings metode for højtydende biler og fokuserer på at styrke vores bredde inden for Ford Performance-teamets rammer, siger Raj Nair, som er ansvarlig for den globale produktudvikling hos Ford.

– Fords engagement inden for højtydende biler er større end nogensinde før, og vi fortsætter udviklingen med konstante innovationer, fortæller Nair og fortsætter:

– Med Ford Performance teamet samler vi motorsport, motorsportsteknik, højtydende biler samt komponenter og tilbehør under ét og samme tag. Det skaber en synergi, der gør at vi bedre kan opfylde alle vores kunders behov – både på banen og på almindelige vej.

Den nye Focus RS vil tilføje endnu en gren til det stamtræ der i 1968 blev startet med Ford 15M RS, der i sin tid blev lanceret i Tyskland. Den første RS-model, som Ford Europa lancerede var Ford Escort RS1600 i 1970, mens den første Focus RS-model ramte vejene i 2002.