1. Home
  2. Bilmærker
  3. Audi
  4. Gruppetest: Seks fede sportsbiler

Gruppetest: Seks fede sportsbiler

Gruppetest: Seks fede sportsbiler
0
0

Der er efterhånden et væld af sjove GTI’er, men samler man dem, finder man ud af, hvor forskellige de i realiteten er. Vi har dog udeladt alle dem med under 280 hestekræfter…

Feltet består af discountkøbet Leon Cupra, den hårdføre Subaru WRX STI, entusiasternes Golf R, den stilige Audi S3, BMW’s baghjulstrukne M235i og den ekstreme Mercedes A45 AMG. SEAT Leon Cupra koster fra under 430.000 kroner, mens den ekstreme A45 AMG også var særdeles fornemt udstyret, således prisen inklusiv ekstraudstyr næsten var over 1.3 millioner kroner, hvilket næsten er det samme som en S-klasse…

Udover testmodellerne vidt forskellige priser har de også meget forskellige tekniske data, men én ting har de dog alle til fælles: De er skide sjove at køre!

Vi er seks personer mødt op i Hvidovres industrikvarter for at teste bilerne. Jeg har personligt kørt alle bilerne før, så jeg har et nogenlunde førstehåndsindtryk. Det er dog noget tid siden, at jeg sad bag rattet i A45 og S3, hvor jeg i førstnævnte var lidt skuffet, mens S3’eren gjorde mig begejstret. For at gøre det mere overskueligt beslutter jeg, at prøve dem i prismæssig rækkefølge.

Leon Cupra

2.0 liters firecylindret motor med turbo
Ydelse: 280 hk v. 5.600-6.500 omdr/min, 350 Nm v. 1.750-5.300 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 5,8 sekunder
Forbrug: 15,6 km/l
Køreklar vægt: 1.395 kg
Mål i cm: 427,1, 181,6, 143,5
Bagagerumsvolumen: 380 liter

Pris: 441.400 kr. med DSG

Som nævnt tidligere er Leon Cupra selvfølgelig feltets billigste. Trods SEAT kæmper hårdt for at få fjernet sit imageproblem, så klinger navnet bare dårligere end resten af feltets bilmærker: BMW, Audi, Mercedes, Volkswagen og Subaru. Pris og kvalitet hænger sammen har en klog mand en gang fortalt mig, men jeg bliver efterhånden mere og mere overbevist om, at han ikke helt har ret. Trods Leon Cupra med DSG er cirka 200.000 kr. billigere end feltets næstbilligste, så fanger man sig selv med et smil på læben gang på gang.

Motoren er den samme som i Golf R og S3. Opskriften lyder på turbo, to liters volumen og fire cylindre, og det er en yderst fin og gennemarbejdet motor! I Leon Cupra er ydelsen 20 heste lavere end Golf R og S3, men med 280 hestekræfter accelerer man stadig tilpas hurtigt forbi 100 km/t på blot 5,8 sekunder med den lyneffektive DSG-gearkasse. Topfarten er endda også elektronisk begrænset til 250 km/t fra standard, hvilket også gælder for resten af testfeltet, hvis man ser bort fra Subaruen, som først stopper ved 255 km/t. Hvis man tager A45’ernes AMG Drivers Package med i mente, så er det dog klart feltets hurtigste med 270 km/t.

Leon Cupra er næsten identisk med Golf GTI Performance. Således får man samme undervogn, differentiale og bremser. Dog er prisen lavere og man får flere hestekræfter… Det bør også bemærkes Leon Cupra har de adaptive fjedre via DCC, og det er ekstraudstyr til Golf GTI! Ligesom Golf GTI gør Leon Cupra kun brug af forhjulstræk, og på en lidt våd dag bider den sig ikke specielt godt fat i asfalten ved acceleration.
Inde i kabinen oplever man hurtigt der er blevet sparet. Kedelig plastik er at finde over alt, og den kan bestemt ikke betegnes som lækker. Det må nok siges at være fattigrøvens racer.

Læs også:  Audi SQ7 opgraderes på design og teknologi

WRX STI

2.5 liters firecylindret boxermotor turbo
Ydelse: 300 hk v. 6.000 omdr/min, 407 Nm v. 4.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 255 km/t – 0-100 km/t: 5,2 sekunder
Forbrug: 9,6 km/
Køreklar vægt: 1.580 kg
Mål i cm: 459,5, 179,5, 147,5
Bagagerumsvolumen: 460 liter

Pris: 649.900 kr.

Der er ingen tvivl om Leon Cupra har spansk temperament, men det er ingenting i forhold til den aggressive og ekstreme Subaru WRX STI. Førstehåndsindtrykket i kabinen er mildest talt forfærdeligt. Jeg ved næsten ikke hvad der er værst: Leon Cupra eller WRX STI, men at Subaruen koster 200.000 kroner yderligere gør det ikke bedre. Der er mange irriterende elementer ved kabinen, som man må lære at leve med, men hvis man kan det, så er den uden tvivl en værdig partner at have stående i garagen. Dog er der også positive aspekter i kabinen. Eksempelvis det tykke sportslæderrat og muligheden for at styre momentfordelingen til hhv. for- eller baghjulene fra midterkonsollen.

Subaru WRX STI er ret anderledes fra de andre i feltet. Først og fremmest fordi det er feltets eneste med boxermotor, men man kommer også næppe uden om, at dens design tiltrækker en lidt anden målgruppe. Kort sagt ligner den en rallybil på afveje, og er enhver teenagedrengs våde drøm.

Turboboxermotoren er den velkendte 2.5 liters med fire cylindre, men det gør den ikke mindre fantastisk. Motoren kan tåle at få tæv, og skal have omdrejninger før der sker noget, da man først har det optimale drejningsmoment ved 4.000 omdrejninger i minuttet! Men når motoren får omdrejninger kan man samtidig nyde den dejlige lyd. Boxermotoren er dog samtidig kendt for at være ret forslugen, og således er det også feltets mest tørstige.

WRX STI har ligesom hovedparten af feltets biler firehjulstræk. Fordelingen af momentet er 59/41, men fra midterkonsollen kan man ændre en smule på dette – dermed kan den faktisk godt slå lidt med røven. Desuden har WRX STI feltets mest aggressive speederrespons, når bilen er sat i sportsindstillingen. Bare man snitter speederen kan man med det samme høre, at den tager lidt omdrejninger. Styretøjet er også fantastisk præcist og hurtigreagerende og med den manuelle gearkasse er den rå på en helt anden måde end de andre biler i klassen – dette føles som en banebil til almindelig vej!

Golf R

2.0 liters firecylindret motor med turbo
Ydelse: 300 hk v. 5.500-6.200 omdr/min, 380 Nm v. 1.800-5.500 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 4,9 sekunder med DSG
Forbrug: 14,5 km/l
Køreklar vægt: 1.495 kg
Mål i cm: 427,6, 179,9, 143,6
Bagagerumsvolumen: 343 liter

Pris: 710.000 kr. med DSG og fem døre

Læs også:  Fra 0 til 100 på et øjeblik: 3 lynhurtige biler

Golf R er slet ikke som WRX STI. Volkswagen Golf R har også firehjulstræk, der kan sende næsten 100 % af momentet til bagakslen, hvis der er brug for det, hvilket giver bedre svingegenskaber samt en mere neutral balance.
Når man kommer fra Subaruen virker Golfen dog meget kedelig. Golf R er uden tvivl hurtigere på bane, og det er en bil alle kan køre stærkt i – teknisk set er den virkelig et mesterværk.

Ligesom Leon Cupra har Golf R DCC-pakken, og når man aktiverer Race-mode og sætter ESC-systemet i Sport kan den blive sjov at lege med. Desværre virker Golf R dog for kontrolleret, og man savner drama, hvilket man finder mere af i WRX STI.

Den danske importør har netop meddelt, at de vil importere Golf R, men den bliver ikke ligefrem noget røverkøb… Vælger man den med fem døre og DSG-gear skal man have sat 710.000 kroner af! I mine øjne et vanvittigt beløb, når en mere eksklusiv og lækker S3’er blot koster 15.000 kroner mere.

S3

2.0 liters firecylindret motor med turbo
Ydelse: 300 hk v. 5.500-6.200 omdr/min, 380 Nm v. 1.800-5.500 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 4,9 sekunder med S-Tronic
Forbrug: 14,5 km/l
Køreklar vægt: 1.445 kg
Mål i cm: 430,2, 176,5, 140,2
Bagagerumsvolumen: 340 liter

Pris: 725.715 kr. som Sportback og med S tronic

De ekstra heste S3’eren og Golf R har ift. Leon Cupra er fremskaffet ved hjælp af et ændret topstykke, nye ventilfjedre og udsugningsventiler, mens turboladeren er integreret i motorens kølesystem, som en del af en ny avanceret termostyring. Vigtigst af alt takker man dog firehjulstrækket, for modsat Cupraen trækker både Golf R og S3 fra med det samme trods vejen er lidt våd.

Kort sagt er S3 og Golf R samme historie. Samme motor, dobbeltkoblingsgearkasse, firehjulstræk og vel nok også samme ESP-sport indstilling. I det hele taget er det to meget fine køremaskiner. S3’eren er dog mere lækker indvendig, og udvendigt er den knap så anonym som Golf R. Desuden opleves lyden bedre i S3 end Golf R – det er nu anden gang jeg synes at bemærke dette, så der må også være en forskel her.

M235i

3.0 liters rækkesekser motor med to turboer
Ydelse: 326 hk v. 5.800-6.000 omdr/min, 450 Nm v. 1.300-4.500 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 4,8 sekunder(Sportsautomatgear)
Forbrug: 13,2 km/l
Køreklar vægt: 1.545 kg
Mål i cm: 445,4, 177,4, 140,8
Bagagerumsvolumen: 390 liter

Pris: 775.267 kr. med sportsautomatgear

BMW’en er feltets eneste med seks cylindre, en volumen på tre liter samt baghjulstræk. Derved skiller den sig meget ud på både det lydmæssige billede og så sandelig også køremæssigt. M235i kan købes med firehjulstræk, men det bliver en særdeles dyr fornøjelse, og jeg er personligt faldet pladask for det sjove baghjulstræk i den kompakte coupé. Motoren er samtidig den mest fleksible og føles ikke anstrengt modsat de andre 2-liters motorer. Kort sagt er det uden tvivl bilen med testens bedste motor.

Gearkassen er den en ottetrins ZF, men trods det ikke er en dobbeltkoblings, så føles det som om, at den skifter på niveau med en.

Læs også:  Mangler du opbevaringsplads i den lille garage? Skab mere via smart møblering

BMW M235i er testens vildbasse, hvilket specielt viser sig, hvis man slår nok af sikkerhedssystemerne fra… Det er en sand køremaskine, som leverer underholdning for hver en krone! BMW’en virker utæmmet og kan samtidig fungere som en fin hverdagsbil.

Eneste kritikpunkt er den kedelige kabine. Betaler man over 700.000 kroner for en lille coupé, så skal der gerne være lidt specielt bag rattet. Nej, et M-rat, sportssæder og nogle stafferinger gør ikke forskellen BMW!

A45 AMG

2.0 liters firecylindret motor med to turboer
Ydelse: 360 hk v. 6.000 omdr/min, 450 Nm v. 2.250-5.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 4,6 sekunder
Forbrug: 14,5 km/l
Køreklar vægt: 1.555 kg
Mål i cm: 429,2, 178, 143,3
Bagagerumsvolumen: 341 liter

Pris: 882.500 kr.

Testens feinschmecker er A45 AMG, men spørgsmålet er om den er pengene værd? Jeg var ikke specielt imponeret sidst, og med testmodellens pris på 1.344.000 kroner er den i mine øjne nærmest til grin. Det er jo fuldstændig vanvittigt.

Vanvittig er accelerationstiden dog også. A45 AMG er forbi 100 km/t på 4,6 sekunder, men det sker også ved hjælp af launch control. Motoren er en hårdt pumpet to-liters med 360 hestekræfter… Det er 180 liter pr. liter, og for at tøjle alle disse kræfter har A45 AMG firehjulstræk, men det er ikke permanent, da man ved almindelig kørsel blot gør brug af forhjulstræk. Gearkassen er en syvtrins AMG Speedshift dobbeltkoblings som er hamrende effektiv, men Volkswagens DSG-gearkasse er mere behagelig.

Blot få minutter efter jeg har sat mig bag rattet kan jeg konkludere, at A45’eren ville være den hurtigste på banen. Mercedes A45 AMG har endda en tre-trins regulering af ESP-systemet, der betyder man løbende kan lære bilen bedre at kende og køre den på grænsen til eksempelvis trackdays.
Bilens præcision er i top, og mens M235i ”blot” er en højtydende 2-serie med M-dele, så er A45’eren en rigtig AMG! Det betyder man bl.a. har det hastighedsafhængig AMG sportsservostyring, AMG sportsundervognen, AMG akslerne og et AMG bremsesystem.

Kabinen er desuden uden tvivl den mest lækre. I A45 AMG er der kælet for nogle ekstra detaljer, og det savner man i de andre. Sportsrattet med alcantara, AMG-logoet broderet på midterkonsollen og mange andre detaljer gør, at man ved den er speciel.

Vi synes:

Den ville jeg vælge med hjertet: Uden tvivl BMW’en! Lille kompakt bil med baghjulstræk og rækkesekser – jeg er fan.

Den ville jeg vælge med hjernen: Det åbenlyse valg er Leon Cupra, da man får utrolig meget for pengene. Samtidig er den dog feltets kedeligste, hvis man altså alligevel kan være så fræk at kalde den det.