1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Kia giver smugkig på ny Sportage
0

Kia giver smugkig på ny Sportage

Kia giver smugkig på ny Sportage
0
0

Det er ikke meget, vi hidtil har fået at se af den kommende Kia Sportage, som forventes præsenteret på Frankfurt Motor Show i midten af september måned. Men nu giver Kia et lille smugkig forud for den store messe.

Det er nogle tegninger af den kommende crossover, der netop er blevet offentliggjort. Ifølge den sydkoreanske bilproducent vil den nye model være præget af “et modigt, progressivt design, der udstråler kraft og smidighed fra alle vinkler”.

Man må sige, at de offentliggjorte tegninger i den grad understøtter påstanden, men hvordan de endelige proportioner og linjer kommer til at se ud, ved vi selvfølgelig ikke endnu. Vi ved dog, at bilen vil være baseret på samme platform som Hyundai Tucson – sandsynligvis med et lignende motorprogram.

Læs også:  Ny generation af Mercedes-AMG GT Coupé: kraft og elegance forenes

Hvad angår interiøret lover Kia, at der vil være tale om den bedste kvalitet, de nogensinde har præsteret. Og selvom det ikke nødvendigvis siger så meget, så kan man vel godt konstatere, at Kia eksempelvis med Optima trods alt har vist, at de godt kan finde ud af at skrue en kabine sammen.

Men meget mere vil Kia så heller ikke ud med på nuværende tidspunkt. Vi glæder os til at se mere til den nye Sportage i næste måned.