0
0
Der er en afsindig mængde værdi for pengene i Hyundai i30. Men indtil de koreanske ingeniører får sat en snegl på, bør man holde sig fra de turboløse benzinmotorer.
Der er efterhånden tredje gang, at jeg indfinder mig bag rattet af i30. En enkelt af tilfældene var ikke helt frivilligt, da jeg fik tildelt vognen som lejebil under en forlænget weekend i Storbritannien.
Prioriteter
Rattet i højre side var unægtelig en udfordring, men det samme kan ikke siges om i30’erens tilgængelige køreegenskaber, hæderlige pladsforhold og høje udstyrsniveau.
Det er principielt set de tre parametre, der tillader Hyundais storsællert at score så højt som den gør.
Køreoplevelsen kan i bedste fald beskrives som middelmådig. Der er ingen udmærkelser, men den forsigtige koreaner træder heller ikke ved siden af.
Det skulle da lige være med undtagelse af det håbløse system, hvormed man kan regulere styretøjets vægtning. Comfort er for let til bedstemødre, mens ’Sport’ sender tankerne tilbage mod lede firmavogne i begyndelsen af 90’erne, med alle ekstraudstyrstilvalg undtagen servostyring.
Der er ikke rigtig nogen gevinst ved nogen af programmerne, og derfor lod jeg passende styretøjet forblive i ’Normal’. Med det ude af verden, er der overskud til at fokusere på andre ting i kabinen.
Her finder man for første gang berøringsvenlig plast på store dele af instrumentbrættet, og det standardmonterede Bluetooth-system er velfungerende, når man først har navigeret sig gennem den lidt klodsede tilslutning.
Sæderne er velstøttende, gearskift præcist og rattet byder på justeringsmuligheder man forventer af en moderne bil.
På egen hånd
Som den observante læser efterhånden må have konstateret, er der ikke meget galt med i30 som en pakke, der kan transportere dig og familien fra udgangspunktet til destinationen.
Vi retter derfor i stedet blikket mod hvad der gemmer sig under motorhjelmen: den kraftigste motor i hele modelprogrammet. Vi taler en turboløs, 1.6-liters benzinmotor med seksten ventiler, der yder 136 hestekræfter.
Pudsigt nok samme slagvolumen og ydeevne som den hyggelige lille sag i en Swift Sport; og med en motorkarakteristik der ikke ligger langt fra den.
’Fantastisk!’, tænker du så nu og iler ned til din lokale Hyundai-mand for at underskrive slutseddelen så hurtigt som muligt.
Problemet primært i, at Hyundai i30 ikke er nogen Swift Sport. Det er en halvklodset mellemklassebil, der primært vil blive ført af stressede og uengagerede fædre samt mødre, for hvem bilen blot skal fungere som en brik, der kan få hverdagen til at hænge nogenlunde sammen.
Så selvom en vellydende og omdrejningsvillig benzinmotor af den gamle skole kunne have værdi for den tusindedel af en procent af befolkningen som mine kolleger og jeg repræsenterer, fungerer det ikke i hænderne på et menneske, der ikke har overskud til at bekendtgøre sig med udtryk som ’momentkurve’ eller ’omdrejningsbegrænser’.
Med en dieselmotor, sker der netop det du forventer når du planter foden i akryltæppet: bilen accelerer. Der er tung olie og en turbolader til at hjælpe maskineriet på vej.
Tingene er en kende mere komplicerede i den turboløse udgave, hvor motoren pludselig forlanger at du er opmærksom på nye elementer, såsom omdrejningstal eller hvilket gear du befinder dig i.
Og trist som det nu engang måtte være for de sande entusiaster, er det et fænomen der inden for et årti vil høre fortiden til.
Konklusion:
Har du bestemt dig for den udemærkede koreaner, så vælg en dieseludgave.
Og nu vi er ved det, så køb den mindste af slagsen, for 90 hestekræfter er rigeligt i en bil, der ikke giver dig lyst til mere.
[table “” not found /]
tags:
Hyundai i30
