Kviktest: Hyundai i40 1.7 CRDi Style

Hyundai har med den glimrende i40 smidt en sand bombe i firmabilsklassen.

Man ved, at en testbil er noget særligt når den kvindelige halvdel af husstanden bemærker den.

Det er ellers oftest kun en af de tre tyske mastodonter eller ’sportsvogne’ (læs: alt med foldbart tag) der fortjener prinsessens opmærksomhed.

Men Hyundai’en fandt åbenbart vej til hendes hjerte. Det blev noteret, at i40’eren både var ’pæn indeni’ og ’så meget sporty ud’.

Efter en kort tur på passagersædet var den nu også ’frisk’, og det blev efterfølgende observeret at der ‘aldrig var blevet tænkt på Hyundai på den måde før’.
Hyundai, det var jo ligesom… også dvælede hun.

For sandheden er, at vi lever i en nærmest gylden tid, hvor fænomenet lortebiler basalt ikke eksisterer.
Og det kan man jo som bilentusiast kun glæde sig over.

Lexus på budget

Den testede Hyundai er ikke overraskende ingen klausul til overstående. Tværtimod, det er en fremragende bil som matcher og måske endda overgår de andre asiatiske bud i klassen.

Kabinen er da skam nydelig, og selv om læderet på dørsiderne er af gummi og man ikke finder samme nærmest uvæsentlige høje mængder af blød plast i kabinen som i de europæiske bejlere, er den stadig et ualmindeligt behageligt sted at opholde sig.

Koreanerne er efterhånden ved at få ergonomien på plads, og selvom layoutet i store træk er lånt fra andre fabrikanter fungerer det ikke værre i deres egen kreation.
Samtidig svulmer den af udstyr, som du ellers skal have pungdyret op af lommen for at få med i din Avensis. Bluetooth telefoni med stemmestyring, bakkamera i spejlet, bi-zone klimaanlæg, fartpilot og varme i bagsæderne er blot et udsnit.

Overraskende nok er sæderne også blandt de bedste jeg har haft fornøjelsen af at tilbringe godt og vel en uges penge i. Atypisk for en ny producent, men Hyundai har på blændende vis formået at skabe et sæde, der byder på støtte og kalibreringsmuligheder der passer en den gennemsnitlige, fedladne europæer.

Magelig

Ude i maskinrummet finder man en hæderlig dieselmotor, med en lidt ejendommelig slagvolumen på 1.7 liter.
Den er bomstærk, støjsvag og omdrejningsvillig, men desværre leveres førnævnte på bekostning af responsen, der lider en kende for meget under turbotøven. Når der møllen først kommer i gang er motoren en perle, men skubbet udebliver, således at overhalinger må beregnes som i en gammel Saab 900 Turbo.

Firmabiler damper det meste af deres liv af sted ude på de ensomme motorveje, og her kommer i40 også for alvor til rette.

Navnligt fordi den er formidabelt støjsvag og støt langt op i de trecifrede hastigheder, men også på grund af den imponerende affjedringskomfort, som især lader sig bemærke ved motorvejshastigheder.

Det kan højest til dels tilskrives en dækmontering, som lykkeligvis ikke tjener til at imponere hverken salgseleven eller kunden, men i stedet øge førerens livskvalitet over længere ture.

I byen, kan man bilen opleves en anelse nervøs, og man finder ikke samme følelse af soliditet som i mere efterprøvede, europæiske rivaler.

Det samme gør sig gældende for dynamikken, som bestemt ikke er utilfredsstillende eller andenrangs, men ikke står mål for biler som Ford Mondeo eller Peugeot 508.

Konklusion:

Det er nu tredje gang, at vi indfinder os bag rattet af i40.
Flåderabatter undtaget, er det mig en gåde hvorfor landets slipsefolk søger ud i de japanske bud, når Hyundai i40 giver mere for mindre.

Erkendt, dynamisk kan den ikke hamle op med det europæiske modparti, men som en motorvejsridende arbejdshest, er den nærmest pletfri.

[table “” not found /]