1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Mazda6 sedan 2.2 Vision
0

Test: Mazda6 sedan 2.2 Vision

Test: Mazda6 sedan 2.2 Vision
0
0

Det er svært at vende det blinde øje til Mazdas nye 6’er hvis man er på udkig efter ny firma- eller familiebil. Efter en uges test af 2,2 diesel i sedan udgaven er bilen kravlet ind under huden på os her på redaktionen.

Sporty køreegenskaber

Blandt konkurrenterne som VW Passat og Ford Mondeo som ligger og slås i samme firmabils-klasse, er Mazda6 helt klart det sporty valg. Mazdaen har en forholdsvis hård, men afstemt, undervogn som giver den et forspring når det handler om de sjove køreegenskaber. Udfordrer du bilen lidt på små snoede biveje, leverer den over det forventelige, af bilen som trods alt henvender sig til familier. Du har fornemmelsen af at du sidder i en mindre bil end du gør, på trods af at det er den største Mazda6 til dato, det skyldes ikke mindst også det gode moment.

Moment for alle pengene

Taget i betragtning af at den 2,2 liters diesel er den mindste diesel version i programmet, med 150hk, leverer den til fulde det man har brug for som kørende sælger eller familiefar. Du har et dejligt kraftoverskud hele vejen op igennem gearene. Mazdas nye automatgearkasse, som testbilen er udstyret med frembringer heller ingen sure miner, den fungerer rigtig godt, ikke på DSG niveau men bestemt tæt på. Gearskiftet er flydende og forholdsvis umærkbart.
Trods automatgear og den 2,2 liters store motor med 150hk, leverer Mazdaen til gengæld for én liter diesel, 20,8 km retur – hvilket må siges at være konkurrencedygtigt.
Mazdas nye Skyactive motor leverer et godt stykke arbejde, økonomisk, moment-glad og så lyder den overraskende godt, taget dieselmotoren i betragtning. Den får ikke den trælse dieselsnerren når du kører den ud i gearene, og så griber gearkassen heldigvis ikke ind hvis du sætter den i manuel, og gerne selv vil bestemme hvornår der skal skiftes op og ned.

Læs også:  Audi SQ7 opgraderes på design og teknologi

Stop eller…

Start-stop systemet i bilen nåede vi i testperioden ikke at blive helt dus med. I andre biler med start-stop, er systemet styret af hastigheden af bilen. Det vil sige at når speedometeret når de 0 km/t, slukker motoren.
Men Mazdas system er anderledes – her er systemet styret af hvor hårdt du træder på bremsen når du holder stillet i et lyskryds. Det betyder reelt at du hver gang du holder stille skal tage stilling til, hvor vidt du vil gøre brug af systemet. Dette gør sig kun gældende med automatgear.

Normalt er jeg typen der sidder ret let på bremsepedalen når jeg holder og venter i et kryds, derfor har jeg/miljøet ikke haft meget gavn af det. Men på den anden side set er det også rart, at hvis man kan se det kun er få sekunder man kommer til at holde, at motoren ikke går ud. I øvrigt opleves selve starten af motoren i systemet ikke som helt optimalt, det virker lidt som om der er en forsinkelse når man gerne vil ”hurtigt ud af starthullet” – og det giver fornemmelsen af at bilen hopper i gang, på en ubehagelig måde.

Læs også:  Hvad er et partikelfilter?

Læs videre under galleriet

Interiøret

Velafstemte linjer langs siderne, en front der er sporty at se på og en bagende med dobbeltudstødninger, det er opskriften på en Mazda 6 der ser bedre ud en nogensinde før.
Meeen, interiøret halter efter – overordnet set er kvalitet af både materialer og samlinger god. Men alligvel er der punkter der ikke lever op til standarten for en bil til over 425.000kr., som et armlæn der virker meget billigt og er så løst at du kan ruske med hele midterkonsollen hvis du hviler din vægt på det. Et dørside armlæn der er velafstemt resten af bilens design, men som overhovedet ikke er funktionsdygtigt. Mazdas 5,8” skærm imponerer heller ikke, den er lille, langsom og virker oldnordisk i design. Kabinen virker ikke indbydende, men leverer materiale og knapper som virker holdbare og klar til virkelighedens strabadser.

Udover de få skavanker, så opleves bilen som værende meget stor. Det er den største Mazda 6 til dato, og utroligt nok får du mere plads på bagsædet i sedan udgaven end du gør i stationcar. Det giver rigelig med plads til ben, og det er faktisk muligt at sidde tre voksne mennesker skulder ved skulder på bagsædet.
Det 506 liter store baggagerum ligger højt, men har en god læssehøjde og er meget dybt. Trods den megen plads og gode funktionalitet, sidder du heldigvis ikke med fornemmelsen af en tung bil når du sidder bag rattet. Mazda har nemlig formindsket vægten til bare 1495kg.

Læs også:  Spar penge med helårsdæk

VW Passat som skal konkurrer med testbilen koster 439.994 kr. Prisen på testbilen er 425.000 kr. – hvor alt fra karrosseri til motor er nyudviklet og kommer med en lang række udstyr som standard, bla. i-ELOOP systemet der regenerer energien fra nedbremsninger til en kondensator der lagre strømmen, som skal øge dynamik og brændstoføkonomi. Derudover får du også i den midterste af de tre udstyrspakker, Vision, som testbilen er udstyret med, fartpilot, 17” alufælge, parkeringscensor for og bag, navigationssystem, regn og lyssensor, tågelygter og meget mere.
For færre penge, i forhold til konkurrenterne, får du altså en bil der har nyere teknologi, og som virker mere kørevillig – og som i den mellemste udstyrspakke, leverer udstyr der kan tilfredsstille de flestes behov.

Konklusion

Er du til det lidt mindre konservative valg, som Skoda Superb, VW Passat og Ford Mondeo, så er Mazda6 din kommende bil.
Den imponerer på rigtig mange af de punkter som motor og funktionalitet, som bare skal fungere på biler i denne prisklasse.
Du får en frisk og villig bil der blander sig i den absolutte elite i sin klasse.

 [table “” not found /]

tags: