0
0
Ibiza har fået glattet folder og pudret næsen. Ændringerne er subtile, hvilket er acceptabelt da det i udgangspunktet var en særdeles hæderlig bil.
De fleste mennesker vil næppe kunne kende forskel på den ansigtsløftede Ibiza og modellen før. Den mest iøjnefaldende forskel er på fronten af bilen, hvor ny kofanger og forlygter former et mere aggressivt udtryk. Lykkeligvis er de nærmest maritime linjer langs hoften bevaret.
Spansk grundighed
I kabinen er der byttet lidt rundt på et par greb og knapper, men det store svungne layout er uberørt, og der er ikke sket noget kvantespring for så vidt angår materialekvalitet. SEAT har bevaret den store halvsvampede sektion af plastik der skal agere berøringsvenligt. Grundet være sin ribbede overflade, er den dog hverken eller.
Der er forventelig høj, tysk ergonomi i kabinen, der er skruet nøjagtig lige så godt sammen som i søsterbilen fra Volkswagen. Det eneste sydlandske element, synes at være den fjollede betjeningsarm til lydsystemet, som sidst blev set i en Renault i 2002.
Bag rattet sider man umiddelbart noget højt, og sæderne er ikke lige så kønne eller velstøttende som man måske kunne forvente af en bil, der bryster sig af at være sporty.
Den umiddelbare skuffelse fortrænges dog hurtigt af et rat, der har fået en ny omgang læder og nu er endnu mere velformet end før. Som altid formår tyskerne at skabe et rat, der ser tyndt ud ved første øjekast, men føles fuldstændigt rigtigt i hånden.
I toppen af segmentet
Det samme gør sig gældende for gearskiftet, der på trods af en nærmest kilometerlang vandring er uhyggeligt præcist, og mere fornøjeligt at anvende end de efterhånden sterile quickshift gearkasser, som man i særdeleshed finder blandt de japanske fabrikanter.
Med det i hånden, smides Ibiza nemt og gnidningsfrit rundt i byens stræder og landevejens kurver. I bund og grund minder køreoplevelsen meget om den, som tilbydes i en VW Polo. Styretøjet er en anelse mere direkte, og der er en brøkdel mere bid fra forenden, men prisen betales i form af en middelmådig affjedringskomfort, der sammen med pladsen på bagsædet synes at være bilens akilleshæl.
Samlet set opleves Ibiza for hvad den er: en ikke helt kompromisløs, men mere velkørende udgave af VW Polo. Så velkørende, at jeg foretrækker den frem for Peugeots nye 208, uden at den når op på siden af en decideret underholdende Ford Fiesta.
Tid til forandring
Testbilens dieselmotor er en velbevandret sag, der som forventet ikke er helt så lydløs eller harmonisk som i resten af Volkswagen koncernens biler. Det er ærgerligt, for det var nogen udpræget støjsvag eller vibrationsfri enhed fra starten af.
Der er en pågående raslen, der selv ikke forsvinder ved motorvejskørslen med fartpiloten aktiveret. Turbotøven er også en faktor, og selvom man efterhånden lærer at arbejde sig udenom motorens svagheder, synes den stadig at blegne sammenlignet med de nyeste tilbud fra Ford eller Peugeot.
Trækkraften er hæderlig, når man først får damp på turboen og ved trecifrede hastigheder er der stadig skud i bøssen. Hvad motoren måtte mangle i raffinement og smidighed, opvejes af de positive forbrugstal.
Da jeg kørte den gamle stationcarudgave tilbage i vinters, opnåede jeg uden problemer 20 km/l. Mildere vejr og lavere vægt medfører at der at 22 km/l opnås, uden videre strabadser.
Konklusion:
Desværre er der er ikke sket forfærdeligt meget på bagsædet, hvor man stadig må affinde sig med pladsforhold, der næppe kan siges at være voksne mennesker værdige.
Ibiza har fået tildelt et facelift, som den egentligt ikke havde det stort behov for. Det er fortsat en af klassens bedst kørende biler, kun toppet af den måske lidt forudsigelige Ford Fiesta.
Komforten halter også efter VW Polo, så med mindre man insisterer på at imponere naboen, bør man holde sig fra de større fælgmonteringer.
Til gengæld fås den til en pris, der er mindst 40.000 kr. lavere end en tilsvarende Fiesta. Også i grå.
[table “” not found /]
tags:
Seat Ibiza
