Så er den her endelig, den længe ventede anden generation af Audi R8. Audis ultimative sportsvogn er både blevet skarpere og mere sportslig.
Den nye Audi R8 er op mod 50 kilo lettere end forgængeren, hvilket betyder V10 Plus udgaven kun vejer 1.454 kilo… Vægtreduceringen skyldes blandt andet Audis nye Space Frame chassis som kombinerer aluminium og kulfiberforstærket plast i sin konstruktion, hvilket vi også kender fra Lamborghini Huracan – de to biler deler nemlig platform.
Aero-undervognen, der integrerer en lang diffusor, øger bilens downforce. Også undervognen med dobbelte tværstillede bærearme viser, hvor tæt den nye Audi R8 er på motorsporten.
Udvendigt har R8’eren nu fået standardmonterede LED-forlygter, og ønsker man et endnu kraftigere lys kan Audis laserspot til fjernlys tilbydes suppleret af det dynamiske blinklys foran. Bagpå er det dynamiske blinklys dog standard.
To V10’ere
Ved lanceringen er der ingen V8’er, men hvad gør det, når man kan få en V10’er? V10 motoren er en opdateret 5.2 liters med enten 540 hk og 540 Nm eller 610 hk og 560 Nm. Vælger man den sidstnævnte udgave, der er at finde i Plus-modellen accelereres der fra 0-100 km/t på blot 3,2 sekunder, 0-200 km/t på 9,9 sekunder og topfarten lyder på 330 km/t. Er man nærig og vælger den almindelige V10’er tager 0-100 km/t hele 3,5 sekunder og topfarten er kun 323 km/t…
Den opdaterede V10-motor er blevet mere brændstofbesparende. Dette inkluderer teknologier såsom et nyt start/stop-system og Cylinder-On-Demand, hvor motoren kan lukke ned for to cylindre, hvis der ikke er brug for dem. Således kan R8 V10’eren nu køre 8,5 km/l og V10 Plus klarer 8 kilometer på literen rent.
Audi vil ikke tilbyde en manuel gearkasse til den nye R8, og således er det en selvfølge man har den syvtrins S-Tronic dobbeltkoblingsgearkasse. Kræfterne sendes til det opdaterede Quattro-firehjulstræk, hvor op mod 100 % af momentet kan sendes til enten bagakslen eller forakslen!
Desuden har Audi integreret Audi Drive select i R8’eren, hvilket gør den mere alsidig. Comfort, Auto, Dynamic og individual er mulighederne. Vælger man Audi magnetic ride, dynamisk styretøj og en sportsudstødning vil de må tryk i infotainmentsystemet få endnu større betydning på køreoplevelsen.
Indenfor finder man også Audis digitale cockpt, som vi kender fra den nye Audi TT. I det hele taget er kabinen blevet mere minimalistisk, og alle informationerne er omkring chaufføren.
Læs videre under videoen…
Får en elektrisk bror
Den nye Audi R8 får højst sandsynligt også en elektrisk bror. Audi fortæller den nye generation af R8’eren danner basis for to modeller mere. Elbilen R8 e-tron er en af disse, og helt kedelig er den ikke med en ydelse på 340 kW og et drejningsmoment på 920 Nm. 0-100 km7t er blot 3,9 sekunder og takket være den nye batteriteknologi har man kunne fordoble rækkevidden til mere end 450 kilometer!
Den nye Audi R8 LMS racerbil er udviklet efter det nye GT3-reglement. Til trods for betydeligt øgede præstationer er ca. 50 % af bilens dele identiske med delene i den serieproducerede model.
Følg med i næste uge på bilsektionen.dk, hvor R8’eren får sin debut ved dette års Geneve Motor Show.