Prior Design giver her deres bud på, hvordan den nye Audi RS6 skal se ud. Sågar også den almindelige A6.
Det er ikke noget vi tænker over faktisk. Altså at den nuværende generation Audi A6 faktisk er over fem år gammel nu, for den ligner ikke en bil af den alder. Af den grund bliver diverse tunere også ved med at lave ændringer på den, og denne gang er det Prior Design der har været i gang.
Forkofangeren er blevet redesignet fuldstændig. Ligeledes er bagkofangeren, og så har den fået nogle nye sideskørter på sammen med udvidede skærmkasser. Vi fristes til at kalde det her bodykit bad ass, for det er virkelig hvad det er. Den ruller på et sæt Vossen VPS-310 21”-alufælge der er godt brede, fuldstændig som det skal være.
Audi-logoet bagpå er fjernet og erstattet med et logo fra Prior Design, og det er okay. Fjern det helt i stedet for, for det ser så meget bedre ud. Man kan også bare lade det sidde, for selvom det sidder der er den – og vil altid være bad ass. Såvel forfra som bagfra – ja sågar fra siderne af.
Ikke nok med de designmæssige opgraderinger så har Prior Design også nogle “powerpakker” at tilbyde. Det gør sig gældende for henholdsvis den “lille” 3.0-liters TDI og den store 4.0-liters V8 TFSI motor i RS6’eren. Diesel-motoren på seks cylindre får 98 hestekræfter mere og lander derfor på hele 411 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 807 Nm.
Ligger du og tuller rundt i den store RS6, mangler du nok ikke kræfter. Alligevel smider Prior Design 110 hestekræfter ekstra i den store maskine samt 130 Nm, så den efter en lille opgradering får 670 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 830 Nm.
Den er kraftfuld, den er aggressiv.