I forgårs blev den nye og længe ventet Mazda MX-5 roadster offentliggjort. Den første generation blev vist tilbage i 1988, og frem til juli 2014 har de tre generationer solgt 934.654 eksemplarer!
Dermed er det en bil af stor betydning for Mazda, da den udover nogle fine salgstal også er deres kæledægge.
Den fjerde generation holder fast i begrebet ”Jinba Ittai”, der referer til en køredynamisk oplevelse. Samme begreb har Mazda dog brugt til alle deres nyere biler, da de gerne vil være det lidt sjovere og sportslige bilmærke, men med tanke på miljøet. Miljøbevidstheden understreges af Skyactiv, der er Mazda teknologi til at køre langt på literen. Skyactiv teknologien omfatter både motorer, gearkasser, undervogn og karrosseriopbygninger.
Mazda MX-5 har tabt sig over 100 kilo ift. den tredje generation, tyngdepunktet er blevet lavere og vægtfordelingen stadig 50:50. Desuden er den blevet 105mm kortere, 20mm lavere samt 10mm bredere. Akselafstanden er dog blevet 15mm kortere.
Gearkassen er en sekstrins manuel specielt opsat til MX-5’eren, mens der også senere forventes at komme en automatgearkasse.
Vi ved endnu intet præcist om motorerne, men det forventes at blive hhv. en 2-liters firecylindret, samt en mindre potent og billigere 1.5 liters til visse markeder i Europa, hvor vi forventer Danmark bliver iblandt.
Designmæssigt kan man stadig godt kende MX-5’eren, som dog har fået en ordentlig overhaling med skarpe og flotte kanter. Her på redaktionen er vi i hvert fald helt betaget af den japanske skønhed.
Inde i kabinen kan man se den drager inspiration af de andre modeller fra Mazda-programmet, hvorfor man også finder det samme infotainmentsystem som i Mazda3’eren.
Mazda har endnu ikke fortalt om de vil introducere en hardtop, men mon ikke dette vil ske, da hardtop udgaven eksempelvis står for 80 % af salget i England.
Du vil kunne finde den nye Mazda MX-5 på vejene fra juli 2015.