BMW har netop offentliggjort sin faceliftet 3-serie, der har fået mere økonomiske motorer og efter sigende bedre køreegenskaber, der skal gøre den klar til at tage kampen op mod den nye Jaguar XE.
Den faceliftede 3-serie er stadig baseret på den samme platform, som den nuværende udgave, men BMW’s ingeniører fortæller, at de har optimeret bilens chassisopsætning, ligesom det elektriske styretøj også er blevet forfinet.
Kigger man på designændringerne er de få, men alligevel ser den både lavere og bredere ud end før, hvilket også har været BMW’s hensigt. Der er bl.a. en ny front og bagkofanger samt nye forlygter.
Næsten nyt motorprogram
Motorudvalget er næsten helt nyt. Den eneste ”gamle” motor, som stadig er tilbage er den 3-liters sekcylindret N57 turbodiesel – denne motor er at finde i 330d.
Mindste benzinmotor er 318i med den 1.5 liters trecylindrede enhed som yder 136 hk og 220 Nm. Denne motor kender vi bl.a. fra BMW 2-serie Active Tourer og Mini. CO2-udledningen er på blot 116 g/km, og dermed er den særdeles mere økonomisk end den nuværende 318i.
320i’eren gør brug af en 2-liters motor med fire cylindre under navnet B48, hvilket også gør sig gældende for den nye 330i, og dermed er det farvel til 328i. 320i og 330i yder hhv. 184 og 252 hestekræfter.
335i eksisterer dog heller ikke længere, da rækkesekser benzinudgaven på 3-liter fremover hedder 340i. Ydelsen er 326 hk og 0-100 km/t er klaret på 5,1 sekunder.
Alle de nye dieselmotorer er firecylindrede og baseret på B47 motoren. I 316d er ydelsen 116 hk og 318d yder 150 hk. Den regulære 320d har 190 hk og 0-100 km/t på 7,3 sekunder med automatgear, mens EfficientDynamics udgaven har 163 hk og er 0,6 sekunder langsommere til 100 km/t. Trods CO2-udledningen pr. km. er på flotte 102 gram, så slår det ikke den nye Jaguar XE, der kan komme under 100 g/km!
330d’eren byder på 255 hk og imponerende 600 Nm, hvilket får den fra 0-100 km/t på 5,6 sekunder, og den gennemsnitlige CO2-udledning per kilometer er angivet til 129.
Plug-in hybrid bliver den mest økonomiske
Den mest økonomiske 3-serie bliver plug-in hybrid-udgaven 330e, der har motoren fra 320i tilkoblet en cirka 110 hestes elmotor. Gearkassen som styrer kræfterne er en ottetrins automatgearkasse, og man vil efter sigende kunne køre omkring 30 km med en hastighed på 120 km/t. CO2-udledningen er angivet til 49 g/km.
BMW vil desuden fortsat tilbyd xDrive-firehjulstræk til 320i, 320d, 330d og som standard til 335d.
Slutteligt kan det nævnes, at M3’eren selvfølgelig også får de faceliftede modifikationerne, og den ventes fremvist ved Frankfurt Motor Show.
Salget af den faceliftede BMW 3-serie starter til juni.