1. Home
  2. Bilnyheder
  3. First drive: Mazda3
0

First drive: Mazda3

First drive: Mazda3
0
0

En prøvekørsel i Spanien afslører at Volkswagen og rivalerne med god grund ryster i bukserne over den nye 3.

Golf-klassen er tilbage på 2006-niveau. Salgsmæssigt, altså og for øjeblikket ser det ærgerligt ud for Mazdas 3, der udelukkende sidder på en markedsandel i omegnen af 2,5 %. En markedsandel som Mazda Danmark takket være den nye 3 forventer vil fordobles inden udgangen af 2014 og med priser fra 199.990 kroner for den bankrådgiver-venlige 1.5’er, ser de ud til at mene det alvorligt.

Som med resten af Mazda-programmet, er den nye 3’er udviklet ud fra Mazdas SkyActiv-principper, der i al sin enkelthed er et elegant buzzword for at holde vægten undertrykt og økonomi samt ydelse oppe. Det betyder at den nye 3 er fysisk større, men væsentligt lettere end forgængeren. Under hjelmen finder vi motorerne som vi stiftede bekendtskab med i CX-5 og 6; de turboløse SkyActiv-G benzinere med verdens højeste kompressionsratio og en twin-turboladet SkyActiv-G dieselmotor med verdens laveste. Nyt på benzinfronten er tilføjelsen af en 1.5-liters med 100 heste, der udelukkende vil være tilgængelig i mindste Core-udstyr samt en nedskaleret 2.0-liters med 120 hestekræfter. Sidstnævnte spås til at fylde i motorrummet på majoriteten af de dansk-solgte biler og det skal man ikke være ked af. Man i det hele taget ikke være ked af den nye 3’er.

Læs også:  Mercedes-AMG GLC SUV: Kraftfuld Hybridteknologi og Uovertrufne Kræfter

Forrige generation var lidt af en bastard på en aldrende Ford Focus-platform, der til trods for at være velkørende svigtede fælt på komfort og kvalitet i kabinen. Den nye 3’er kører lige akkurat lige så godt som forgængeren, men byder på en kvalitet og komfort der er på niveau med eller over en VW Golf. Styretøjet er i nyere Mazda-tradition en anelse for letgående, men byder på rimelig føling og har fået en nærmest Alfa Giulietta-hurtig udveksling. Et par lidt for hurtige omgange rundt i diverse spanske rundkørsler afslører, at bagenden kan trimmes nydeligt med speederslip og overordnet set er den nye 3 er overordentligt velbalanceret bil, der er så køreglad som man kan forvente af en bil i klassen mens gearskiftet, som Mazda ynder at fortælle er roadster-like, er utvivlsomt og ganske suverænt det bedste i segmentet. Efter de første kilometer bag rattet er jeg positivt overrasket over, hvor lavt det overordnede støjniveau er i kabinen. Okay, der kommer lidt susen fra sidespejlene, men dækstøjen er flot undertrykt, selv på de største og mest sportslige 18-tommers ruller.

Den efterhånden skamroste dieselmotor gør om noget en endnu bedre figur i 3, der med fjervægt og bidende forende begynder at synes ganske potent med 380 newtonmeter under hjelmen. Anderledes forholder det sig med den benzinmæssige topmodel, der 165 heste, glimrende respons fra pedalen, omdrejningsvillighed og lyd til trods ikke kan matche en turboladet sag for punch ved lave omdrejninger. Den danskervenlige 2.0-liters 120-hestes enhed skal ind og stjæle salg fra biler som VW Golf 1.4 TSI og matcher den godt momentmæssigt, takket være sin gunstige volumen. 19 km/l er en i øvrigt også en bonus.

Læs også:  Antal offentlige ladestandere fordoblet på et år

Kabinen blander elementer fra Mazda 6 og CX-5 med nye detaljer, såsom den store, centermonterede omdrejningstæller i dur med mere eksotisk maskineri som Porsche 911 og Toyota GT86, der dominerer urene i de større motorudgaver. Hertil får man et Head Up Display, der viser dig alt fra fart til retningsangivelser i forbindelse med navigationen. Snedigt, men set før. Samlekvaliteten opleves om noget forbedret over den i forvejen solide Mazda 6 og den nye 3 byder ind med en kabine, der uden problemer tåler sammenligning med de fineste tyskere. Nyt og tiltrængt er også en 7-tommers trykfølsom skærm, der rummer et fremragende infotainment system. Handler du mellemste Vision-udstyr eller over sidder den der fra fabrikken.

Foruden trykfølsom skærm får du i Vision udstyr som alufælge, to-zonet klimaanlæg, fartpilot, p-sensor bag, regn- og lyssensor, læderrat, indklappelige el-spejle, blindvinkel assistent, automatisk bremsefunktion ved bykørsel og BlueTooth. Det koster dig 229.990 kroner for bemeldte 120-heste udgave, eller omtrent 45.000 mindre end en motormæssigt tilsvarende men ringere udstyret VW Golf.

Læs også:  Porsche hylder ikon med ny eksklusiv version

Opgraderer du til Optimum får du endvidere 18-tommers fælge, BOSE-anlæg med ni højtalere og subwoofer, bi-xenon forlygter, nøglefri adgang og p-sensor for. En sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot og vognbane-assistent kan tilkøbes for 30.000 kroner.

Eneste dieseludgave er indtil videre med 150 hestekræfter og det koster fra 296.990 kroner i Vision-trim. En mindre 1.6.-liters enhed er på vej, men forventes ikke på markedet før udgangen af 2014 og i tråd med traditionen om ens prissatte sedan og stationcar-modeller koster hatchback og sedanudgaven nøjagtigt det samme.

Indstigningsudgaven med 100 hestekræfter og Core-udstyr er indtil videre billigste bil i klassen med aircondition og omtrent 25.000 kroner billigere end en 1.2-liters, 85-hestes VW Golf.

Mazda 3 vil stå klar hos forhandlere landet over i weekenden d. 9-10. november.

Vi synes:

Den nye 3 er et pokkers prisstærkt kvalitetsbud på din næste firmaracer. Med gunstigt standardudstyr, en glimrende dieselmotor og et tiltrængt kvalitetsmæssigt løft er den tættere på VW Golf end nogensinde.

[table “” not found /]

tags: