Home Bilnyheder First drive: VW Golf GTI

First drive: VW Golf GTI

First drive: VW Golf GTI
0
0

Syvende generation af Golf GTI er i samme ombæring en konservativ opdatering og en definerende bil i klassen. Forvirret? Læs med her.

Den bedårende Côte d’Azur i Frankrig danne  som det ofte er tilfældet rammen for introduktionen af syvende generation af Golf GTI. Det er som man kunne forvente af Volkswagen ikke noget sammentræf, idet de snoede bjergveje omkring den fortryllende franske riviera siden 1911 har været hjemsted for det om noget legendariske Rallye Automobile Monte Carlo hvor storslåede udsigter og hældende klippesider er majestætiske nok til at afvæbne enhver indspist motorjournalist.

Det kan syntes som et noget aparte sted at introducere noget så jordnært som en Golf GTI. Bevares, Volkswagens bud på en familieracer har det sidste årti været en kompetent om end kompromitteret bil der i højere grad har fungeret som en glimrende allrounder end en hårdkogt sportsvogn. Af samme årsag var forventningerne  til bilens underholdningsværdi ikke skyhøj blandt den danske journalisttrup, da vi gik bilen i møde ude på lufthavnens parkeringsplads. Men realiteten er, at VW lige så vel kunne have introduceret den nye Golf GTI på en sjaskvåd februardag uden for det lokale forsamlingshus i Nørre-Snede end i det palmebefængte Sydfrankrig, for VW har skabt en bil der kører så godt at man for et øjeblik glemmer tid og sted.

Tysk takt og tone

Nuvel, den nye GTI er ikke en ildsprudlende, overstyrende gaderacer der giver dig stive hår i nakken og ændret blodtilførsel; det er fortsat en GTI bygget på tysk manér men er du som de fleste danskere, vil dette falde i din smag. Det vigtigste man bør vide om den nye GTI er, at den for første gang vil være tilgængelig i to udgaver. Den regulære GTI er i sig selv en yderst kompetent bil men jeg kan uden forbehold råde alle potentielle købere til at investere 20.000 kroner i den såkaldte GTI Performance der mildest talt forvandler bilen fra en relativt underholdende GTI til en klassedefinerende bil der rydder bordet i segmentet. Årsagen hertil skal findes i det geniale spærredifferentiale der har en god portion DNA med fra Porsche fabrikken og er sin første af sin art i klassen. Ud af stramme 2. gears-sving kan man mod forventning simpelthen begrave speederfoden i gulvtæppet og blive skudt af svinget som en champagneprop, hvor biler som Focus ST blot havde understyret mod nærmeste køkkenhave. Med vejgreb som en Golf R når den nye GTI nye højder for anvendelighed i Danmark, hvor våde veje i højere grad er reglen end undtagelsen. Både ved høj og lav hastighed styrker det nærmest magiske differentiale vejgrebet og tillader selv den mest klodsede chauffør at med svedløs pande blæse igennem terrænet med hastigheder man ikke havde troede mulige i en familiebil for blot få år siden.

Læs også:  Leaf: Nu med lang rækkevidde og flere kræfter

Oven i Performance-pakken får man tillige større bremser og 10 yderligere hestekræfter. Momentet er uændret, men bliver hængende 200 omdrejninger længere, så glem den motormæssige forskel, for den er ikke til at spore. Motoren er i øvrigt ganske ny og rivende effektiv. På nærmest bizar dieselmanér indfinder 350Nm sig allerede fra 1.500 omdr./min hvilket bevirker til, at man ved døsig bykørsel har for vane til at køre motoren lidt som firmaslæden –  lave omdrejninger og få gearskift. Det er unægtelig en force der er med til at gøre den nye GTI til den alsidige bil den er, men omvendt har det skabt en lidt kedelig motorkarakteristik der ikke er i stand til at ophidse med hverken lyd eller omdrejningsvillighed. Det er et pokkers smidigt og effektivt apparat som også har fundet plads i den nye Audi S3, som dog aldrig formår at skille sig ud som en definerende brik der udgør den nye Golf GTI. Det er nemt at tilgive, da det er symptomatisk for den nye generation af turbomotorer som vi har haft den blandede fornøjelse af det sidste årti.

Læs også:  SUV-Mitsubishi kommer som plugin i DK

I balance

Har du sat sigtekornet på den nye GTI bør du gøre dig selv den tjeneste at bruge de ekstra 20.000 kroner på den mere velkørende Performance-udgave. Hvad der også får en mere end lunken anbefaling er den dynamiske undervogn inkl. køreprofil indstilling til 20.798 kr. Med denne er det muligt at ændre bilens karakter gennem manipulation af speederrespons, styretøj men vigtigere endnu, undervogn. Ikke noget deciderende nyskabende, eftersom de flest konkurrenter i klassen tilbyder lignende knapper.

Men med den individuelle indstilling har du mulighed for at slå undervognen i ’Comfort’ samtidig med at du holder sportsprogrammet på alt andet. I den mest komfortable indstilling syntes den nye GTI ikke at være mere ukomfortabel end naboens 1.6 TDI og på trods af det er der stadig spandevis af vejgreb og kontrol i det fornemme karrosseri, især over mere ujævne veje hvor den mere hårdføre ’Sport’ indstilling har en tendens til kænguruhop ved frisk kørsel. Ikke at Golf GTI nogensinde bliver ukomfortabel, om ikke andet ikke mere ukomfortabel end nogen af de nærmeste rivaler, men kombinationen af ’Comfort’ indstillingen og det herlige spærredifferentiale er en imponerende bedrift som ingen rivaler  har et modsvar til.

Styretøjet er som forventet også nyt og for første gang progressivt. I korte træk vil det sige, at udvekslingen ændrer sig alt afhængigt af styreudslaget. Jeg har som udgangspunkt ambivalente følelser omkring styretøj af denne type men jeg kan oprigtigt sige, at man efter kort tid føler sig hjemme bag rattet af Golf GTI, på trods af den manglende føling gennem det lidt utraditionelt smalle rat.

Læs også:  Her er seks kommende storsællerter i 2019

Sandt, du kan finde en Renault Megane RS eller en Opel Astra OPC der begge er minutiøst hurtigere og med et differentiale foran. Dog kan ingen af dem kan matche den komfort eller kvalitet som VW tilbyder. Oven i det er tyskeren omkring 50 kg lettere end konkurrenterne, hvilket betyder at den stadig er konkurrencedygtig fra 0-100 km/t. VW siger selv 6,4 sekunder i Performance-udgaven men på vejen hjem i flyveren fik jeg stukket et eksemplar af tyske Auto Motor und Sport i hånden, der ved individuelle tests havde fundet frem til, at Golf GTI kunne klare det på 6.2 sekunder med manuelt gear – hurtigere end Ford Focus ST, Mercedes A250 AMG og BMW 125i og tendensen fortsatte hele vejen til 200 km/t.

Problemet er, at Golf GTI ender med at koste over en halv million for en Performance-udgave med justerbar undervogn. Er den pengene værd?

Helt og holdent.

Konklusion:

VW har produceret den bedste GTI i 20 år.

Herregud, der er uomtvisteligt mere hårdhændede og sexede GTI’er på markedet men som det immervæk er tilfældet med Golf GTI formår ingen af dem at kombinere fart, kvalitet og komfort på samme vis. Den kløgtige undervogn og differentiale er i sandhed nøgleelementerne her, der forvandler syvende generation af den klassiske GTI fra en subtil opdatering til en skelsættende bil, der på ny definerer klassen.

[table “” not found /]