Citroën benytter årets Goodwood Festival of Speed til at præsentere en kombineret udgave af DS3 Racing og DS3 Cabrio.
Bilen er en hyldest til Citroëns engagement i World Rally Championship, og den er baseret på den almindelige DS3 Racing.
De skarpe køreegenskaber fra DS3 Racing er i konceptbilen kombineret med det åbne tag fra DS3 Cabrio.
Motoren er en 1.6-liters sag med turbo og 207 hk.
Hertil har Citroëns motorsportsafdeling, Citroën Racing, udviklet et særligt kulfiberkit til bilen og optimeret både bremser og undervogn.
Ombygningen fra fast tag til åben himmel har forøget bilens vægt med 25 kg.
For at sikre, at bilen har beholdt de sportslige køreegenskaber har selveste Sebastian Loeb testet den i det sydøstlige Frankrig.
Rent visuelt står DS3 Cabrio Racing, som bliver det mere eller mindre mundrette navn,i en matgrå Moondark-lakering, og dens sorte 19-tommer fælge og kromelementer på bl.a. dørhåndtag og sidespejle understreger bilens sporty look.
DS-logoet går igen på taget og på spejlhusene, og hertil kommer den kraftige Carmin farve på bremsekalibre, navkapsler og som brede bånd på dørene.
Både læder og alcantara har fundet vej til kabinen, hvor også særlige syninger præger instrumentbræt og de formstøbte sæder.
Citroën DS3 Cabrio Racing vises også på biludstillingen i Frankfurt, der er åben for publikum fra den 12. – 22. september 2013.