Bliv Fremtidens personvognsmekaniker
Et helt nyt samarbejde mellem AutoMester, Danmarks største kæde af frie værksteder og Skjern Tekniske Skole (STS) skal imødekomme nogle af autobranchens udfordringer og kan måske sætte en ny standard for fremtidens personvognsmekaniker.
Autobranchen har et par store udfordringer i øjeblikket. Den første er manglen på lærlinge: Et problem, branchen deler med mange andre håndværksfag. Den anden er, at udviklingen på det elektriske bilmarked går så hurtigt, at lærlingeuddannelserne har svært ved at følge med.
De Danske Bilimportører oplyser, at der sidste år blev solgt flere end 65.000 opladelige biler. Alene i december 2021 var hele 58 procent af alle solgte biler opladelige. Der bliver flere el- og hybridbiler på vejene. Til gengæld kan der blive mangel på kvalificerede mekanikere til at servicere fremtidens bilpark. I øjeblikket er det nemlig stadig kun en forsvindende lille del af mekanikeruddannelsen, der er afsat til servicering af elbiler.
Et nyt samarbejde mellem AutoMester, Danmarks største kæde af frie værksteder og Skjern Tekniske Skole STS er et forsøg på at imødekomme nogle af udfordringerne.
”AutoMester lærlingeuddannelse” – helt i tråd med kædens vision
Allerede da AutoMester Danmark blev dannet for tre årtier siden, blev det besluttet, at uddannelse skulle være en vigtig del af kædens historie og DNA. AutoMester har gennem årene haft frugtbare samarbejder med skoler og institutioner. Det har givet kæden mulighed for at tilbyde efteruddannelse, kurser og ny viden til medlemmerne – og har sikret, at de, i dag mere end 400 værksteder, holder en høj standard.
Jan Ankersen, kædechef i AutoMester føler, at det er helt naturligt for AutoMester at indgå en samarbejdsaftale med uddannelsesinstitutionen. ”Vi har set branchens udfordring som en mulighed i stedet for et problem. Det forpligter at være størst, og i 2021 tog AutoMester, med lærlingeklubben Young Mechanics CLUB, de første spadestik til et større engagement i samarbejdet med vores over 200 lærlinge. 2022 er året, hvor vi går endnu et skridt videre – og kan tilbyde en samlet uddannelse til de unge, som vælger at blive lærlinge på et AutoMester værksted.”
Faglighed og gode sociale relationer i fokus
Allan Kristiansen, uddannelseschef ved Skjern Tekniske Skole ser frem til samarbejdet. ”Vi glæder os til at skabe rammerne, der kan samle AutoMesters lærlinge fra hele landet. Lærlingene vil starte på hold, hvor der kun er lærlinge fra AutoMesters værksteder. I uddannelsen vil der ud over det faglige indhold være fokus på AutoMesters visioner om miljø, teknologi og digitalisering,”fortæller han og fortsætter: ”Vi håber på, at samarbejdet kan bidrage til at fastholde lærlinge i autobranchen ved at give dem gode sociale relationer – eksempelvis ved at lærlingene kan mødes efter skoletid for at nørde i faget, enten på værkstedet eller på skolehjemmet.”
Mike Holm, der er lærling hos AutoMester Sdr. Omme, er begejstret: ”Jeg er allerede rigtig glad for min tid på STS, men det vil være fantastisk at kunne møde AutoMester-lærlinge fra hele landet på skoleopholdene.”
Jan Ankersen er enig i, at det sociale element er vigtigt. ”Skoletiden er en vigtig periode, hvor loyalitet, netværk og venskaber skabes for livet,” udtaler han. ”Sammen med STS vil AutoMester gerne sætte ild til motivationen om at blive selvstændig og føre jobambitionerne ud i livet.”
Uddannelsesstart i efteråret 2022
”AutoMesters lærlinge er en kæmpe ressource,” fortsætter Jan Ankersen, ”og vi mener, at talenter skal plejes. Vores vision er, at de færdiguddannede mekanikere får en fremtidssikret uddannelse, som afspejler AutoMesters visioner. Sammen med STS håber vi, at vores lærlinge vil være de unge mennesker, der sætter standarden for danske personvognsmekanikere i fremtiden. På grund af vores mere end 400 værksteder kan vi sørge for, at kvalificeret service er tilgængelig for alle kunder, også uden for de større byer.”
AutoMester og Skjern Tekniske Skole ser frem til at kunne tilbyde første hold på AutoMester lærlingeuddannelsen velkommen i september 2022.