Knapt har dækrøgen, benzindampene og champagnesprøjtene lagt sig efter det prestigefyldte Le Mans-løb i Frankrig, før tyskerne svarer igen og inviterer til 24-timers løb på den legendariske Nürburgring. Bilsektionens Esben Skrumsager deltog i den tyske folkefest, hvor han blandt andre mødte en 57-årlig amerikaner, som i snart et årti har deltaget i 24-timers løbet i Tyskland.
Løbet på Nürburgringen er blandt andet kendetegnet ved at have en meget folkelig appel. Her midt i skoven er tilskuerne i centrum. Langs de 25 kilometer racebane skyder telte og campingvogne i vejret blot få meter fra den graffiti-belagte asfalt, og de snuskede kroer med dunkel indretning har kronede dage, når op mod 200.000 tilskuere stimler sammen i ”det grønne helvede”, som området kaldes i folkemunde.
Lige indtil starten går, er det muligt at bevæge sig frit rundt på pit- og startområdet, hvor kørerne beredvilligt poserer foran bilerne. Og i modsætning til Le Mans er her kun ”rigtige” serieproducerede biler, som med større eller mindre modifikationer dyster gennem banens i alt 170 sving pr. omgang. Her er der ikke noget, der hedder hybridbiler eller dieselmotorer. Nej, det er gode gamle benzinmotorer på alt mellem 4 og 12 cylindre, som giver det helt rigtige vræl, brøl og brag fra sig, når de gearer ned for at komme levende igennem de mange hårnålesving og efterfølgende losser speederen mod syd igen.
Rutinerede herrer bag rattet
Da jeg vandrer gennem pitområdet kort før start, kan jeg ikke undgå at bemærke alle de ældre herrer, der står og poserer foran racerbilerne. Mængden af grå og hvide hår kommer i dén grad bag på mig. Men ligesom at bilerne, der deltager, er “rigtige” biler, som man mere eller mindre ser dem på gaden – og ikke futuristiske rumskibe som i Formel 1 – så er kørerne også rigtige mennesker og ikke genmanipulerede elitesportsudøvere på suppe-diæt, som man ellers ser i moderne motorsport. Nej. Racerløb på Nürburgringen er for folket. Og med folket bag rattet. Hvis de har penge nok.
En af dem er 57-årige Matthew McFadden fra Los Angeles, som har kørt racerløb i sin fritid i 21 år. Han er tilbage for at køre 24-timers løb på den vesttyske bane for 8. gang. Men selvom han har nået efterlønsalderen, mener han bestemt ikke, at hans rolle er udspillet på en racerbane.
– Uanset alder, kan man altid blive bedre, hvis man yder den rigtige indsats. Det kan godt være, jeg har mistet lidt hurtighed, frygtløshed og har en lidt længere reaktionstid end tidligere. Men jeg er helt sikker på, at min erfaring kompenserer så rigeligt for det. Særligt i et udholdenhedsløb som dette betyder erfaring og kløgt langt mere end topfart og rekordhurtige omgangstider, lyder det fra den erfarne amerikaner, der har tjent pengene til sin dyre hobby ved at sælge sin stemme til tv-branchen.
Gourmetmad i et kulinarisk helvede
Der er ikke meget, der kan konkurrere med tysk madkultur, når det kommer til elendige og usunde madoplevelser (måske bortset fra USA). Karrypølser, pommes og mayo kan vel nærmest betegnes som nationalret, og der er ikke den form for råvare, som ikke bliver bedre af at overnatte i en frituregryde, hvis du spørger en tysk kok. Spisestederne omkring Nürburgringen er absolut ingen undtagelse. Nogle vil kalde det maskulint. Men selvom det uden tvivl er en del af charmen, vil jeg efter en weekend i Tyskland mest af alt bare kalde det klamt.
Ikke desto mindre lykkedes det mig at få en usædvanligt positiv overraskelse, da jeg søgte ned i den tilstødende by. Efter et par hundrede meters gang nede ad hovedgaden og et enkelt sving til højre fandt jeg den velrenommerede kro Pistenklause. Den er ejet af familien Schmitz, hvor datteren er den efterhånden temmelig berømte Sabine Schmitz, som blev den første kvindelige kører, der har vundet et 24-timers løb. Hun har også flere gange medvirket i det engelske program Top Gear.
På Pistenklause er væggene næsten ved at give efter på grund af de utallige billeder og affekter fra diverse racerkørere, som gennem tiderne har besøgt stedet. Husets unikke ret er rå kvalitetsbøffer, som bliver serveret på glohede sten, så man selv kan sidde og stege sin argentinske bøf, som man ønsker den. Kvaliteten er i top, og selvom det kræver en vis portion opmærksomhed at holde albuer og underarme i passende afstand til den afsindigt varme sten, så er det en oplevelse at sidde og vende kødet, mens man spiser. Så er du i området, må du ikke snyde dig selv for denne oplevelse!
Adrenalinen udeblev
Næste formiddag er jeg tilbage på ringen. Adskillige biler er udgået i nattens løb. Og når der går i omegnen af 10 minutter, før bilerne har kørt en enkelt omgang, kan banen godt komme til at virke tom i perioder. Det er altså ikke intensivt racerløb med drabelige dueller, man oplever på Nürburgringen. Jeg er ikke sikker på, at kørerne vil sige det samme, men som tilskuer er det en ganske stille og rolig oplevelse, hvor karrypølser, pommes og fadøl fylder mindst lige så meget som selve motorløbet.
Matthew McFadden og hans Opel Astra gennemfører det udmattende løb, men slutter som nummer 108 ud af 110 biler.
Det har været en interessant oplevelse, som jeg gerne gentager. Om nogle år. Det er trods alt ikke en af de mest sindsoprivende oplevelser, jeg har haft i mit liv. Så der er lige nogle andre destinationer og arrangementer, jeg skal opleve, før turen går til 24-timers løb i Tyskland igen. Men har du blot en lille forkærlighed for biler og racerløb, må du ikke snyde dig selv for et døgn i det grønne helvede.