En bil jeg altid har været imponeret over er BMW M3. E92’eren er tilmed den sidste M3 coupé, da den fremover vil hedde M4, og den 4.0 liters V8-motor UDEN turbo vil være erstattet med en 3.0 liters TwinTurbo rækkesekser.
Med det i tankerne ankommer jeg til interviewet i en fornuftig, men kedelig, 60-hestes Skoda Citigo. BMW M3 E92 yder 400 Nm ved 8.400 omdrejninger i minuttet og hele 420 hestekræfter, hvilket er syv gange flere end den lille Skoda Citigo.
Bilen ejes af blot 26-årige Thomas Søgaard, som har formået at skabe sig et solidt forretningsgrundlag i en ellers presset branche. Han ejer baren Kostbar på Gothersgade i København, og på rekordtid er den tidligere ejers underskud vendt til et flot overskud. Hvor mange penge forretningen er værd, vil Thomas ikke ud med, men når snakken falder på bilerne, han har haft holdene i garagen, er man ikke i tvivl om, at det må være en anseelig sum.
Interessen for biler startede da han var helt lille, for mens de andre læste Anders And var det Bil Revyen Thomas kunne udenad.
Hans første bil var en 100 hestes Skoda Fabia. Da elevpladsen var i hus, og økonomien blev mere stabil, faldt valget på en 240 hestes Leon Cupra.
”Det er vel nok hvad enhver 20-årig drømmer om at få som bil”
Bilhistorien i starten af 20’erne tæller også en 160 hestes Golf samt 200 hestes Altea FR. Da Thomas opkøbte en ny forretning mente han, det var på tide at forkæle sig selv, hvilket betød SEAT blev udskiftet med Mercedes, ML350. ML’eren kom sågar på besøg hos Kleemann i Farum, og det fortæller Thomas gjorde en verden til forskel for den over 2-tons tunge SUV.
Fra Mercedes ML tog Thomas springet til den lynhurtige Audi TTS, men det var ikke ligefrem den perfekte bybil.
”Den var for hurtig til at køre rundt inde i byen, da man havde opfattelsen af, at man ikke kunne røre speederen, før det var blevet ulovligt”.
Audi TTS har 272 heste og firehjulstræk, mens Thomas tilvalgte S tronic dobbeltkoblingsgearkassen, hvilket bringer den fra 0 til 100 km/t på blot 5,2 sekunder med 350 Nm helt fra 2.500-5.000 omdrejninger i minuttet!
Efter blot fire uger skiftede Thomas TTS’eren ud med en Q5 3.0 TDI fra 2009, da denne også var mere praktisk til de store indkøbsturene, når baren skulle fyldes op.
”Q5’eren var også min første bil som kombinerede det at være stor og lækker med fornuftig brændstoføkonomi, modsat ML’eren”.
Derfor beholdt Thomas bilen i 7-8 mdr., hvilket er lang tid ift. han normalt udskifter bilen hver 5-6 måned.
Nyeste skud på stammen er M3’eren, og det er ikke et køb Thomas har fortrudt.
”Jeg havde brug for en bil som kunne kombinere hverdagskørsel og baneræs i weekenderne, og det kan BMW M3!”
Selvom M3’eren stadig er ny, overvejer Thomas allerede den næste bil, og det er ikke kedelige sager…
”Jeg kigget på Audi R8, men den virker en smule for kontrolleret. Et andet godt bud er E63 AMG, men jeg har endnu ikke besluttet mig helt.”
For Thomas er drømmebilen ikke en Ferrari, men derimod en Porsche 911 Carrera S.
Da spørgsmålet falder på, hvad den mest ekstreme bil han har kørt er, så er det hverken Ferrari eller R8 som er svaret. Der i mod er det den gamle RS4 grundet dens hurtighed trods størrelsen, elegance og man ikke skiller sig væsentlig ud fra de andre stationcars.
Efter nogle timer på passagersædet, hvor snakken gik frem og tilbage, har jeg fornemmelsen af, at det ikke nødvendigvis handler om eksklusivitet for Thomas. Bilen må gerne være lidt diskret, og det er én af grundene til han ikke gider have en Ferrari – det skal gerne være bilentusiasterne som vender hovedet.