Home Bilnyheder Kevin Magnussen officielt F1-klar for McLaren
0

Kevin Magnussen officielt F1-klar for McLaren

Kevin Magnussen officielt F1-klar for McLaren
0
0

Kevin Magnussen har nu officielt underskrevet en kontrakt med McLaren, så han i 2014-sæsonen bliver F1-medkører med Jenson Button. 

Dermed bliver 21-årige Kevin Magnussen den fjerde dansker til at køre i motorsportens kongeklasse. Mini-mag har, siden han var 16, været juniorkører hos McLaren, og nu tager han det sidste skridt op i blandt de helt store drenge.

Efter en uge med spekulationer omkring McLarens andenkører i denne sæson, Sergio Perez, har den danske motorsportspresse holdt vejret og håbet på, at tingene faldt ud til Kevin Magnussens fordel. Det gjorde de så, og nu kan vi i Danmark glæde os til at se Kevin i en McLaren-racer fra næste sæsons Formel 1.

Selv siger Kevin Magnussen:

“Jeg er fuldstændig ekstatisk over, at jeg får min Formel 1-debut med McLaren. For at sige det simpelt: Det er det bedste team.”

Ifølge Kevin Magnussen har det været hans drøm siden var ganske lille at komme til at køre Formel 1 for McLaren, og det ligger da heller ikke helt fjernt for familien. Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, var inden de store succeser i sportsvognsklassen Formel 1-kører for McLaren, hvor det blev til 1 point i VM-stillingen.

“Det er ikke en overdrivelse at sige, at jeg har dedikeret næsten hver dag i mit liv for at nå målet om at blive McLaren F1-kører,” siger Kevin Magnussen.

Samtidig glæder han siger over at skulle indgå i team med Jenson Button, som han kalder for den ‘ideelle team-mate’.

“Han er ekstrem hurtig, selvfølgelig, men også meget erfaren og meget vidende om teknikken. Han er tidligere verdensmester, som jeg selv håber at blive en dag, og jeg er opsat på at lære så meget, som jeg kan fra ham,” siger Kevin Magnussen.

McLaren er godt klar over, hvor svært det er for en rookie-kører at komme ind i F1, men teamet er sikre på, at Kevin har talentet, og at han kan indgå på lige vilkår med resten af feltet, når de mange regelændringer fra næste sæsons begyndelse gør, at alle kørerne skal lære de nye racere at kende.

Læs også:  Kommende Ford Puma viser tænder

Martin Whitmarsh, der direktør for McLarens F1-team siger:

“Kevin er meget talentfuld og meget dedikeret, og derfor har vi også store håb til ham. Hver gang han har testet vores F1-racer, har han været meget hurtig og meget stabil, og hans feedback har været af høj klasse. Desuden er måden han vandt Formel 3-5-serien på bemærkelsesværdig. Han viste os sit store talent for fart, samtidig med at han modnede og viste, at han kan strukturere en mesterskabssæson.”

Kevin Magnussen bliver McLarens første debutant siden Lewis Hamilton i 2007, der som bekendt vandt verdensmesterskabet i sin første sæson.

Fakta om Kevin Magnussen: 

Født 5. oktober 1992 i Roskilde.

Søn af den tidligere Formel 1-kører Jan Magnussen.

Karrieren i tal:

– 2008: Dansk mester i Formel Ford med 11 sejre og 12 podieplaceringer i alt.

Læs også:  Meget mere hi-tec i kommende Peugeot 2008

– 2009: Samlet nummer syv i Formel Renault 2.0 Eurocup. Samlet nummer to i Formel Renault 2.0 og kåret til årets rookie. Bliver en del af Formel 1-teamets McLarens såkaldte Young Driver Programme.

– 2010: Samlet nummer tre i det tyske Formel 3-mesterskab med tre sejre og otte podieplaceringer i alt. Årets rookie.

– 2011: Samlet nummer to i det britiske Formel 3-mesterskab med syv sejre og ni podieplaceringer i alt.

– 2012: Samlet syver i Formel Renault 3.5 med én sejr og tre podieplaceringer i alt. Bliver såkaldt McLaren Development Driver.

– 2013: Vinder mesterskabet i Formel Renault 3.5 med fem sejre og 13 podieplaceringer i alt. Reservekører for McLaren.

Kilde: kevinmagnussen.com