Regeringen vil nu foretage en ændring af de nuværende registreringsafgistsregler, med henblik på at skærpe regler og dermed hæve priserne på leasing- samt demonstrationbiler.
“Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår regeringens metode. Det skaber en massiv usikkerhed i befolkningen, og risikerer at sætte bilsalget i stå. Jeg ved kun en ting. Og det er at bilpriserne stiger om kort tid,” siger Christian Brandt, som er direktør for brancheforeningen Finans og Leasing, til eb.dk.
Indtil da, er der fortsat mulighed for at erhverve sig en leasing- eller demobil til ’gammel’ pris. Alle slutsedler med skæringsdato før lovforslaget ratificeres, er gyldige med de nuværende afgiftsregler. Lovforslaget er endnu ikke fremlagt, men forventes præsenteret inden for en uge grundet den højaktuelle debat omkring betalingsringen og den dertil manglende finansiering for reduktionen af de kollektive billetpriser.
Jens Brendstrup, adm. Direktør for DAF mener at stigningen vil være væsentlig:
“Hvis det bliver, som vi forventer vil prisen stige mellem 10 og 15 procent på en standardbil, og noget mere på de dyrere biler. Det her er en lappeløsning på et system, som i forvejen er lappet til,” sagde han.
I 2010 kunne staten notere en indtjening på små 43 milliarder fra bilafgifter, der er udgjort af vægtafgift, grøn ejerafgift, registreringsafgift, afgift på ansvarsforsikringer, vejbenyttelsesafgift samt afgift på brændstof. Danmark forbliver naturligvis det land i verden, med de absolut højeste bilafgifter.
Forslaget om at gå bort fra idéen om en betalingsring og i stedet hæve afgifterne på demo- samt leasingbiler, med henblik på at opnå en milliard kroner ekstra i indtægter fra bilafgifter om året, skal naturligvis først sikre opbakning fra et flertal i Folketinget, hvilket endnu er usikkert. Skatteminister Thor Möger Pedersen må om ikke andet drøfte det med de andre partier.