Tiden er løbet fra en bil, der for kort tid siden var den mest solgte i landet.
Det er ikke mange måneder siden, at Chevrolet Spark toppede salgslisterne, som den havde gjort gennem længere tid.
Lave priser og fordelagtige tilbud på forsikring samt finansiering var udslagsgivende for unge købere, der skulle ud og have deres første nye bil.
Og bevares – kommer man fra en 20 år gammel Nissan Micra, der har levet majoriteten af dens liv som arbejdshest på Stenbroen, føles Spark vel nok som et frisk pust og en helt igennem moderne opgradering.
Overhalet indenom
I mellemtiden er konkurrenter som Seat Mii og KIA Picanto kommet til. De har deres forskelligheder, men fælles for dem er, at de på alle tænkelige parametre er bedre biler end hver især.
Skulle man være i tvivl, er Seat Mii søsterbilen til VW up!, som utvivlsomt er den bedst byggede og mest velkørende bil i klassen. Materiale- og samlekvalitet er en liga over Picanto, så lad os slet ikke begynde med Spark, der mest af alt synes at være udtænkt i en kaffepause.
Det gør KIA’en bestemt ikke, og oven i hatten giver koreanerne dig 7 års garanti.
Betragter man Spark med en sund, kritisk optik vil man erfare at bilen reelt set ikke har noget svar til nogen af disse konkurrenter.
Stanken af skuffelse
Det første indtryk der møder en i kabinen, er et overraskende sanseligt et af slagsen.
Åben døren, og en fæl, kemisk stank af billig plastik breder sig udover nabolaget. Stanken formåede op til flere gange at fremkalde en mild hovedpine, og placebo eller ej, er det fuldkommen uacceptabelt.
Materiale og plastkvalitet havde været under lavmålet for 10 år siden, styretøjet synes ikke at være forbundet til forhjulene og 2. gear ligger lige omkring dit inderlår.
Det ville være en mild underdrivelse at kalde køreoplevelsen for utidssvarende, og rimelig retningsstabilitet, affjedringskomfort og plads på bagerste række er ikke tilstrækkeligt til at trække op.
Konklusion:
I en klasse der har været i en rivende udvikling de seneste år, synes Chevrolet Spark nu håbløst forældet. For blot et par år siden havde det ikke været videre problematisk at anderkende bilen som en nogenlunde proposition for et basalt transportmiddel.
Nu om dage fungerer den blot som en forbrugsfælde for uopmærksomme bilkøbere.
[table “” not found /]