Hurra for V40, men seks år efter introduktionen, fremstår den svenska körmaskin stadig som en fornemt køretøj.
Med offentliggørelsen af den sportslige udstyrslinje, R Design og sidenhed den mere ungdommelige V40, signalerede svenskerne et paradigmeskift.
I forlængelse af det, kan man gøre sig den betragtning, at flagskibet S80 er af den gamle, fremfor alt komfortable skole.
Man vil lede forgæves efter en sportsknap og glem alt om LED-kørelys.
Den logiske slutning ville være at alderen har halet ind på svenskernes topmodel, og man derfor ville gøre klogere i at vælge en tysker.
Ikke tilfældet.
Langt fra IKEA
Jeg har været her før. Et par gange tilmed.
Søsterbilerne V70 og XC70 deler dybest set alt på nær bagenden med den mere traditionelle S80. Et par snes testbiler senere, og erindringen er ude af systemet.
Derfor er det lidt mere end et glædeligt gensyn, da jeg på ny indtager kommandopositionen i den velvoksne svensker.
Jeg tør uden forbehold udråbe indersiden af en S80, som et af de bedste steder at tilbringe tid for øjeblikket; en følelse, der blev forstærket af et nyligt møde med en topudstyret Jaguar XF.
Lys, luksus og en nærmest klinisk perfekt ergonomi kendetegner et interiør, der følelses intuitivt og medarbejdende fra første færd.
De tykke bademåtter nærmest omfavner skoen, i det den plantes i dem.
Læderet er blødt som egyptisk bomuld og sæderne er mere komfortable end en dobbeltpolstret lænestol.
Men som førnævnte stol, bør du ikke sætte din lid til dem under høj bølgegang.
Gevaldige, solide flader af aluminium i alle afskygninger, præger store dele af berøringsoverfladerne, når de altså ikke gøres selskab af det silkebløde skind.
Men skal man rette en kritik, bør det være mod betjeningen af fartpiloten, der for de uindviede vil opleves en smule bagvendt.
En kende åbenlys
Skuffelse afløser forventninger.
Og jeg forventede ikke meget på den dynamiske front, og som en følge blev jeg ikke skuffet.
Jeg kan tilgive S80 de manglende idrætslige færdigheder, da den ikke gør sig nogen anstrengelse derom.
Køreegenskaberne er som det engang var svensk tradition: sikre, forudsigelige og ikke meget mere end tilstrækkelige.
Det udmønter sig lykkeligvis i en formidabel affjedringskomfort, der er lykkedes til trods for en sænkning der er foretaget i økonomiens navn.
På motorvejen glider man på lydløs maner mod horisonten, og kun de allermest vanrøgtede byområder kan få den til at miste orienteringen.
Styretøjet hiver næppe nogen priser for kommunikation eller bestemthed, men formår at udfylde sin rolle, ved at med en vis præcision diktere køretøjets retning.
Modsætninger mødes
Af besynderlige årsager, virker 1.6-liters dieselmotoren som optræder igennem Volvos modelprogram, mest af alt malplaceret i S80.
Man kan tilgive en stationcar eller en familiebil sin sløvhed, men en limousine, tilmed en der indgår i kongehusets flåde, bør kunne udvise en vis energi.
Alligevel synes kombinationen af den til tider uskarpe Powershift gearkasse og den mest ydmyge dieselmotor at kunne bære læsset.
Ind imellem kvitterer automatgearet med det røde felt når man blot ønskede at komme ud af starthullet lidt hurtigere, men det er en øvelse der kan mestres.
Det kan endda lade sig gøre at komme i nærheden af 20 km/l.
Konklusion:
Der går mindst et par år før Volvo lader deres flagskib udskifte, og indtil da kan man roligt satse på S80, der især i mindste dieseludgave udgør et scoop rent prismæssigt.
[table “” not found /]