En weekend for et halvt år siden fandt jeg mig selv hos den lokale Corvette forhandler. Før jeg havde set mig om, sad jeg bag rattet og trykkede på startknappen. De 8 cylindre sprang villigt i gang, og den svage brummen lød af noget der var mere end klar til noget action. Så jeg kørte en tur, med forhandleren siddende i passagersædet. Det første jeg bemærkede var hvor letkørt den var. Det næste jeg bemærkede var hvor brutalt den kunne accelerere! Forhandleren var heller ikke sen til at sige: ”If you buy it, you can do this every day.” Hmm… Jeg kunne finde på ting der var værre at fordrive tiden med.
Eksklusiv kabine i Corvette C6
Da den første ekstase havde lagt sig, bemærkede jeg noget nyt i kabinen. Den var jo lækker!? Hvis jeg skal sige det på en pæn måde, så har interiør designet i tidligere modeller været underligt. Kvaliteten har ikke været på højde med tilsvarende Europæiske biler. Men med C6 modellen var der virkelig sket noget. Det virkede meget Europæisk. Både i layout og kvalitet. Egentlig er interiøret mere luksuspræget end sportsligt. Det er nyt i en Corvette!
Med C6 er det ydre design også blevet skarpere, og heldigvis er klaplygterne væk. C6’eren virker som en god, gedigen og robust sportsvogn, som pludselig giver mening at købe. Den er tro mod historien, som går tilbage til 50’erne, og samtidig moderne. En Corvette er en rigtig drengerøvsbil, men med C6’eren virker det faktisk ikke forkert at stige ud af den iført jakkesæt. Nogle ryster opgivende på hovedet når de ser en, og andre bliver vilde.
Drengerøven sejrede
Jeg lod den indre drengerøv sejre, og købte den gule jeg prøvede. Dog ikke samme dag, men halvanden uge senere.
Man sidder godt i lædersæderne, og alting fungerer logisk og overbevisende. Alt er elektronisk i en Corvette. Selv dørene åbnes med tryk på knapper. Den er så komfortabel at køre, at jeg ikke har betænkeligheder ved at tage den når jeg kører en tur til Los Angeles, hvilket sker jævnligt. Det er en køretur på 5,5 timer, og det er ikke noget problem for kroppen. Lædersæderne er faste, og holder kroppen godt fast når det går stærkt. Men de er også komfortable nok til en længere tur.
Corvette C6 V8 motorkraft
Der er flere driving modes at vælge imellem, og den mest aggressive er Competitive Driving Mode. Sæt bilen i det mode og smæk numre på siden. Så er du klar til race. Men jeg kører altid i normal mode, med antispin slået til. Uden antispin er det meget nemt at komme til at lave lidt hjulspin når man forlader et lyskryds. Selv dæk i størrelsen 285/30/19 kan intet stille op mod motorens kræfter.
Min Corvette har LS2 motoren, som er en V8 6.0 med 400HK og 542Nm. På et tidspunkt var det faktisk den motor der blev brugt i NASCAR racerbiler. Der er virkelig punch i motoren! Jeg har prøvet mange biler, inkl. Ferrari. Og kun én bil har givet mig et tilsvarende kick: Dodge Viper.
Holder jeg stille i et lyskryds og vælger 3. gear, accelererer den stadig fra de fleste biler. Ejere af dieselbiler snakker altid om hvor godt et moment deres biler har. Men man skal have noget af en dieselkværn for at have samme moment som en amerikansk V8’er. Det fulde moment er tilstede ved kun 4.400 omdr/min.
Min Corvette C6 Coupe er standard modellen. De fås i mere aggressive varianter med op til 650HK. Men jeg synes faktisk at 400HK er tilstrækkelig langt det meste af tiden. Jeg bruger primært min til almindelig kørsel. Den er ligeså letkørt som en familiebil, men når man hamrer til speederen mærker man at det ikke er en familiebil. Når man kører den lidt mere aggressivt mærker man også at det er en rigtig sportsvogn. Den har en perfekt 50/50 vægtfordeling, og den er super nem at balancere rundt i skarpe sving med en let driften. Man fornemmer tydeligt hvor man har bilen, den er let at læse og det virker helt udramatisk at drifte. Præcis som det skal være i en bil af denne kaliber.
Forgængeren lyder voldsom selv i tomgang. C6’eren siger næsten intet. Ved almindelig bykørsel siger den heller ikke meget, men lydbilledet ændrer sig radikalt, når man be’r den om at levere lidt mere power. Under fuld acceleration lyder den helt speciel. Den skriger ikke som en Ferrari. Den brøler ikke som Mustangs og andre V8 muskelbiler. Lydbilledet er tættere på en GT racer som man ser til Le Mans. Nåja, Jan Magnussen kører jo i øvrigt Le Mans i en gul Corvette C6. Næææsten som min.
Selvom jeg har standard modellen, er specifikationerne helt i superbils klassen. Den har V8 og 400HK som en Ferrari F360 Modena. Den tager 0-100 km/t på 4.2 sekunder som en F360. Den kører 300 km/t på toppen som en F360. Selv en quarter mile er identisk. Men her hører lighederne så også op.
Corvette C6 – Billig bil i USA
En Corvette koster kun en brøkdel i indkøb, det er solid mekanik der kan holde til at blive brugt hver dag, service er uhyre billigt ($99 for lille service, $239 for stort service), bedre brændstof økonomi end min Volvo og så er den også billig i forsikring. Man får specifikationer i Ferrari-land, men betaler priser i BMW-land. En skrabet fabriksny Corvette C6 med manuelt gear har den lokale Corvette forhandler solgt til under $45.000 alt inkl. gennem længere tid.
Jeg var faktisk tæt på at købe en Porsche Boxster fordi den virkede som det fornuftige køb. Men jeg er overbevist om at Corvette’en er endnu mere fornuftig. I hvert fald her i USA. I Europa er priserne jo noget anderledes, og der vil afskrivningen på en Corvette nok være større end på en Porsche. Her er det omtrent det samme, måske marginalt i Porsches favør.
Jeg husker stadig dengang jeg lige svingede indenom Corvette forhandleren, en tilfældig onsdag aften efter arbejde, og endte med at køre derfra i en Corvette. Det var en stor aften for den indre drengerøv og bilelsker. Jeg har ikke et sekundt fortrudt købet. Det er noget ganske særligt at have en bil af den kaliber holdende på parkeringspladsen. En bil der kan køre lige op med en Ferrari F360 Modena, og som kun er et halvt sekund langsommere end en Lamborghini Gallardo.
”Lidt” for meget opmærksomhed…
Jeg har sådan set kun haft et problem med Corvetten. En gul Corvette tiltrækker en del opmærksomhed, og det sker da ofte at turister og andre lige skal have et billede. Der er markant flere søde piger der vinker til mig i Corvette’en end når jeg kører i Volvo’en. Jeg oplever ofte folk sige: ”Nice car!” Jeg husker stadig en ældre kvinde i 70’erne på cykel som skreg ”I LOVE YOUR CAR” for noget tid siden. Det er jo til at leve med. Men desværre tiltrækker den ligeså mange betjente, så jeg er snart på fornavn med samtlige betjente i Santa Clara County. Det kunne jeg godt være foruden…
Skrevet af Carsten