Tesla med amerikanske Elon Musk har netop præsenteret nogle spændende nyheder for os. ‘Ludicrous mode’ hvad er nu det for noget?
Tesla Model S P85D er allerede vild med over 700 elektriske hestekræfter under karossen, tophastighed på 250 km/t og en accelerationstid fra 0-100 km/t på bare 3,3 sekunder. Det er vanvittigt hurtigt for en bil med en egenvægt på over to ton, og nu bliver den endnu hurtigere. Elon Musk præsenterede os tidligere på dagen nemlig for en række nyheder i Model S, heriblandt “ludicrous mode”. Byd Tesla Model S P90D velkommen!
Vi kender “insane mode” fra den nuværende P85D, som netop gør så du kan accelerere fra 0-100 km/t på blot 3,3 sekunder, og nu kan købere af modellen tilkøbe “ludicrous mode”. Hvad det betyder er egentlig blot, at man nu kan accelerere fra 0-100 km/t på utrolige 2,8 sekunder. Det er hurtigere end både McLaren 675LT, Ferrari 488 GTB og alle de klassiske sportsvogne. Og det er ret vildt. P90D har nemlig næsten 765 hestekræfter…
Pakken kan tilvælges under køb af nye biler og går i USA til en pris af blot 10.000 dollars (omkring DKK 70.000 kr). Nuværende ejere af P85D kan få det eftermonteret til en pris af 5.000 dollars (omkring DKK 35.000 kr) i USA, og vi nævner disse priser, da vi endnu ikke kender til danske priser.
Men nyhederne stopper slet ikke her. Tesla Model S kører, som alle efterhånden godt er klar over, på batterier og kan fås i størrelser med enten 70 kWh eller 85 kWh. Det mindste batteri forbliver i modelprogrammet, alt imens muligheden for 85 kWh fjernes og erstattes med batterier på 90 kWh. Det betyder blandt andet, at den nye P90D kan køre op til 500 kilometer på en opladning, givet man ligger med konstante 110 km/t på motorvejen.
“Ludicrous mode” kan endnu ikke tilkøbes i Danmark.