Opskriften på 2-serien er som vi bedst kender BMW: Baghjulstræk, sportslige køreegenskaber, to døre, fire sæder og 50/50 pct. vægtfordeling.
Det er ikke kun i modelbetegnelsen, at 2-serien har større ciffer end 1-serien. Blandt andet er 2-serien vokset i længden med 72 mm, bredden med 32 mm og akselafstanden er vokset med 30 mm.
Med lidt mere spiselige tal giver det den nye 2-serie Coupé en størrelse på 4.43 m i længden, 1.78 m i bredden og en akselafstand på 2.7 m.
BMW 2-serie Coupé lanceres med et bredt udvalg af diesel- eller benzinmotorer. Til dem, der synes, at det er naturstridigt at køre med dieselmotor i en coupé, er der en BMW 220i Coupé med en 2.0-liters firecylindret motor med 184 hestekræfter og 270 NM. Den klarer sprintdistancen fra 0-100 km/t på 7 sekunder og har et gennemsnitligt benzinforbrug på 16.4 km/l.
Topmodellen er en BMW M235i Coupé med en 3.0-liters sekscylindret rækkemotor. Den præsterer med M-Performance TwinPower-teknologi 326 hestekræfter og 450 Newtonmeter.
Den når 100 km/t på fem sekunder takket være en sekstrins manuel gearkasse, der er standard i bilen. Alternativt fås en ottetrins sportsautomatgearkasse med Launch Control, hvilket sender M235i fra 0-100 km/t på 4.8 sekunder.
Hvis man gerne vil kombinere fornuftig brændstoføkonomi med sportslige køreegenskaber, er der også mulighed for det.
Den firecylindrede dieselmotor i BMW 218d Coupé yder 143 hestekræfter, 320 NM og kører 23.3 km/l med et CO2-udslip på 114g/km. Alligevel når 318d 100 km/t på 8.9 sekunder.
BMW 220d Coupé har 184 hestekræfter, 380 Newtonmeter, et forbrug på 22.2 km/l og et C02-udslip på 119 g/km.
Den største dieselmotor i 2-serie Coupéen kommer til at sidde i modelvarianten 225d Coupé. Der er tale om en 218-hestekræfters dieselmotor med to turboladere, en lille og en stor.
225d Coupé er som standard udstyret med en ottetrins automatgearkasse og sprinter fra 0-100 km/t på 6.3 sekunder. Det gennemsnitlige forbrug er 21.3 km/liter og CO2-udslippet er på 124g/km.
Det er ikke kun de ydre mål, der er vokset på 2-serien i forhold til forgængeren. Også i kabinen er pladsforholdene blevet optimeret, og benpladsen ved bagsædet er øget med 21 mm. Bagagerumsvolumen er vokset med 20 liter, så der nu er plads til 390 liter bagage.
De almindelige udgaver af 2-serien kommer i tre forskellige varianter, Sport, Modern eller M-Sport. Sidstnævnte er 10 mm lavere, har 17-tommer alufælge og mere sporty udseende. M235i har bedre M-bremser og letvægts 18-tommer fælge, som dog kan købes til de andre modeller. Til M235i kan tilkøbes spærredifferentiale.
Som det er for vane hos BMW er introduktionen af 2-serien ikke kun starten på en ny model, men også en hel ny modelserie fra BMW. Derfor går der ikke længe, før vi kommer til at se billeder af den åbne udgave af 2-serien.
BMW 2-Serie får sin officielle debut på Detroit Motor Show i januar næste år, og den kommer til salg på markedet i marts 2014.