Nissan sætter Micra under den magiske 100.000-grænse for mikrobiler.
I udgangen af sidste år fik Nissan Micra et omfattende facelift med nye kofangere, lygter og et væsentligt makeover i kabinen hvor en ny midterkonsol, ny finish og nyt indtræk løfter indtrykket.
Nu sænker Nissan prisen til 99.990 for den billigste variant og lader Micra bider skeer med mikrobilerne, som den ellers befinder sig størrelsesmæssigt en klasse over.
For de små 100.000 kroner får man en 1.2-liters benzinmotor med 80 hestekræfter. Den præsterer 20 km/l og kan tilkøbes med CVT-automatgear som ekstraudstyr. Topmodellen i programmet er fortsat DIG-S, der med sine 98 heste klarer 24,4 km/l og udleder 95g/km CO2.
Indstigningsmodellen er udstyret med fem døre, el-ruder for og centrallås. Aircondition skal tilkøbes, men hungrer man efter udstyr fås Micra i en Tekna-udgave hvor standardudstyret omfatter nøglefri betjening, automatisk klimaanlæg, parkeringssensor bag, parkerings-assistent, 15” alufælge og det nye Nissan connect infotainmentsystem, der samler Bluetooth, navigation og trykfølsom skærm i et. Priserne for Micra Tekna starter fra 159.900.
Køber man en Acenta eller Tekna-udstyret Micra får man minimum 25.000 kroner i byttepris for sin gamle brugte bil indtil 30. juni.