Mercedes lader op til sommeren tidligt i år. Det sker i form af den nye C-Klasse Cabriolet, som er den mindste cabriolet i Mercedes’ modelprogram og er en bil, som de hos Mercedes mener bør køres 365 dage om året.
Udadtil minder C-Klasse Cabriolet meget om om Coupé-varianten, når taget er oppe. Taget er fuldautomatisk og lavet som en klassisk soft top, der kan fås i enten sort, mørkebrun, mørkeblå eller mørkerød. Det tager under 20 sekunder at køre taget af/sætte det på igen, selvfølgelig automatisk, og kan gøres ved hastigheder op til 50 km/t. Som i enhver anden cabriolet er taget placeret i en lille boks i bagagerummet, når det er foldet sammen, og det tager altså en del plads ift. en Coupé-variant.
Afstanden på for- og bagakslen er 2840mm, længden 4686mm, bredden 1810mm og højden 1409mm for Cabriolet-varianten. Den er derfor 4mm højere end Coupé-varianten, har 4mm mindre plads til hovedet foran og 12mm mere plads til hovedet bagi kontra Coupéen. I forhold til den almindelige C-Klasse sedan og stationcar er Cabriolet-varianten 15mm lavere og ruller på 17” store alufælge standard.
Interiørmæssigt minder den meget om Coupé-varianten og er bygget af kun de bedste materialer. Sportssæderne kan nu også udstyres med AIRSCARF-systemet, der opvarmer nakkestøtterne i de kolde tider, hvor taget er slået ned.
Sammensætte sin helt egen bil kan man også sagtens. Man kan vælge forskellige farver til kaleche, lak og interiør, og så kan man faktisk også vælge AMG Line. Specielle kofangere med AMG-styling finder vi her sammen med et sæt 18” store alufælge. Interiørmæssigt får man et sporty multifunktionsrat med flad bund med i AMG Line-pakken – ligeledes får man AMG-sportspedaler.
Motormæssigt er det en god blanding af 4- og 6-cylindrede modeller. På dieselsiden en C220d, som ligeledes kan fås med 4MATIC-firehjulstræk, som den mindste med 170 hestekræfter. En lidt større C250d fås med 204 dieselheste. På benzinsiden er den mindste model end C180 med en 1.6-liters motor, der producerer 156 hestekræfter. Den største er en C400 4MATIC med 333 hestekræfter, med mindre man går helt op i en AMG-model: C43 4MATIC med en 6-cylindret 3.0-liters motor med 367 hestekræfter fås nemlig også, og alt i alt minder modelprogrammet altså om Coupé-variantens.
Sidstnævnte spæner fra 0-100 km/t på blot 4,8 sekunder.
Ellers er den faktisk fuldstændig magen til Coupé-varianten og har selvfølgelig diverse sikkerhedssystemer som ATTENTION ASSIST, COLLISION PREVENTION ASSIST, PRE-SAFE Brake og hvad der ellers er tænkeligt at have i nye biler i premium-segmentet.