Vi var med dækgiganten Michelin på fransk visit hos Koenigsegg i Ängelholm, Sverige, for at få et indblik i hvordan en hyperbil bliver til.
Det er spirende tider for superbilsproducenter verden over. Udviklingslande som Kina, Rusland og Indien efterspørger i stigende grad ekstreme biler i smag med deres formuer og Koenigsegg er en af de få producenter på verdensplan der kan levere varen.
Svenskerne mener selv, at deres biler fortrinsvis henvender sig til hardcore bilentusiaster. Oppositionen kan opsummeres på en fyrværkeriskadet hånd – Pagani og Bugatti.
Hvor italienerne repræsenterer den ekstreme lidenskab og passion, og Bugatti det pålidelige adelsmærke, ser det ud til at Koenigsegg har skabt en niche for sig selv.
Følg Michelin på Facebook her.
De lokker hverken med overdådig luksus eller genkendelighed, og en tur ned langs havnen i Monaco, ville højest sandsynligt efterlade iagttagerne i ambivalens om, hvad pokker det var for et uhyre der netop krybede forbi.
Perfektion er et mål i bevægelse
Overstående er stifter og administrerende direktør, Christian von Koenigseggs svar til en dansk journalist, der ønskede at vide om Hr. Koenigsegg var perfektionist.
Det fremstår umiddelbart som en rammende beskrivelse af udviklings- samt konstruktionsprocessen hos den svenske producent.
Mest overvældende er de endeløse muligheder for at anbringe sit personlige præg på køretøjet, og dermed skabe noget unikt men samtidigt identificerbart.
Koenigsegg lader dig dybest set opbygge din egen bil, hvilket de utallige unikke kulfiberdele i alverdens farver og former dokumenterer.
Selvskabt forretning
I begyndelsen af 90’erne havde Christian von Koenigsegg efterhånden opnået velhaverstatus, ved at have tjent en anseelig formue på fødevareeksport til udviklingslande.
Der var lejlighed for at trække sig tilbage på livstid, og i stedet nyde tilværelsen med weekendhus ved middelhavet og yacht i marinaen. Men Hr. Koenigsegg havde en vision.
Og sådan blev det til, at den første prototype, der blev skabt i makkerskab med designeren David Craaford, stod klar i 1996, to år efter stiftelsen af Koenigsegg projektet.
Siden da har vi set i alt seks produktionsmodeller, fra en fabrikant der delvist gennem Top Gear har opnået fabelstatus.
En familieforretning
Rundvisningen på den ellers underdanige fabrik, varetages af Christians indtagende smukke kone, Halldora von Koenigsegg, der har kendt Christian gennem 21 år og har bogstaveligt talt fulgt ham i tykt og tyndt, siden den første prototype blev præsenteret på Geneve i 1996.
Hun er som Christian arbejdsomt involveret i den daglige drift i virksomheden, og demonstrerer som en følge af det, et eftertrykkeligt kendskab til fabrikationsmetoder og materialer.
Det er derfor svært at fastsætte om de kvart hundrede journalister savler over de overvældende mængder kulfiber i alle farvetoner, eller Halldora selv.
Der hersker en stærk kontrast mellem de ekstravagante og teknisk elegante biler, og de ellers beskedne faciliteter. Bevares, hallerne er spækket med dyrebart maskineri og begavede medarbejdere, der kan fabrikere en hyperbil efter alle kunstens regler.
Verdensrekord med Michelin
Derfor må Koenigseggs nyeste kreation, Agera R, betragtes som en sammenkogning af alle de enestående kvaliteter, der har gjort Koenigsegg til et ikon gennem tiden.
Agera er svensk for at handle, og det gør den i sandhed.
Som udgangspunkt har vi en 0-100 km/t tid der lyder på 2.9 sekunder. Tag in mente at første gear kun rækker til 92km/t og bilen skal sætte 1.125 hestekræfter på asfalten via baghjulene.
Tilsæt dertil en teoretisk topfart på 440 km/t, takket være specialdæk fra Michelin.
Overnævnte dæk viste sit værd under testsessioner i Ängelholm, hvor Agera R slog intet mindre end seks forskellige rekorder for produktionsbiler, medregnet 0-300 km/t der blev klaret på sølle 14.53 sekunder.
Dermed slog Koenigsegg den tidligere rekordholder, Bugatti Veyron, af banen med sine 14.6 sekunder.
Overstående rekord er bekræftet af Guiness Rekordbog.
De kolossale kræfter leveres af Koenigseggs egen 5.0-liters V8 motor, der får en hjælpende hånd fra to turboladere.
Bremserne der måler 397mm for og 380mm bag er fuldt ud keramiske, og i 2013 vil bilen nu også have særlige støbte AirCore kulfiberfælge, der udelukkende vejer 6.25kg i 20-tommers mål.