: I min optik er Giulietta klassens pæneste bil, og desuden tilbyder den kække italiener nogle ganske fine køreegenskaber. Nu fik jeg endelig muligheden for at køre den faceliftede udgave med den 170 hestes 1.4 MultiAir motor, hvilket uden tvivl må være den bedste Giulietta.
Alfa Romeo har faceliftet både Giulietta og den mindre MiTo, men selv for bilkyndige er det ingen synd at indrømme, det kan være svært at se forskel på før og efter faceliftet.
Faktisk må det være et af de mest diskrete facelift i nyere tid, for det ligner mest af alt chefdesigneren hos Alfa Romeo har holdt siesta. Kigger man virkelig godt efter vil man opdage en ændret frontgrill, men ellers er der ikke andet at komme efter. Ellers skulle det lige være en række nye metalfarver, mens man indvendig hurtigere ser der er sket lidt. I kabinen er der nemlig nye kontakter på midterkonsollen, et infotainment-system kaldet uConnect samt nye sæder.
Det nye infotainmentsystem med den trykfølsomme skærm imponerer ikke just ift. konkurrenterne, men opgraderer man til en 6,5” skærm og indbygget TomTom navigation bliver det pludselig mere interessant, men merprisen er også 18.000 kroner.
Trods testmodellen ikke havde den større skærm og navigation, så var den ganske hæderligt udstyret, da listen med ekstraudstyr rundede 100.000 kroner! Det mest opsigtsvækkende ekstraudstyr var QV Sportiva pakke til 45.600 kr., som bl.a. inkluderer de flotte 18” sorte alufælge i turbine-design, sort kabine, spejlhætter, alu-pedaler, sideskørter, sportssæder i dellæder og Alcantara, QV logoer, sportslæderrat med hvide syninger og ekstra tonede ruder bag. Desuden var der yderligere tilkøbt Xenon forlygter, Bose lydanlæg og meget andet, hvilket fik den køreklar pris til at nå 443.600 kroner! De penge er en 170 heste Giulietta næppe værd, trods man hurtigt kan blive overvældet af italienerens charme.
Prisen for Giulietta med den 170 hestes 1.4 liters MultiAir motor og Distinctive udstyr er 339.900 kr., hvilket er en god pris sammenlignet med køreglæden man finder i en VW Golf til samme pris. Alfa Romeo har dog fået en mere direkte konkurrent til Giulietta, og det er den nye Mazda3, hvor man for 296.990 kr. får 165 heste uden turbo, mere udstyr og samme køreglæde. Det skal dog siges Alfas MultiAir motor er langt mere spændende, men Mazdaen er til gengæld spækket med udstyr til den nævnte pris, hvilket bl.a. omfatter Bose-anlæg, bi-xenon forlygter, parkeringssensor for og bag samt head-up display. Kort sagt ville en duel mellem Mazda3 og Alfa Romeo Giulietta blive meget tæt!
Men lad mig komme tilbage til MultiAir-motoren, for den gør et særdeles fornemt arbejde. Det er nemt at blive blændet af QV’eren, og selvfølgelig er den sjovere, men man savner hverken saft eller kræft fra de 170 heste.
Desuden er køreegenskaberne også stadig skarpe, således man faktisk opsøger de mest snoede veje. Alfa har dog ikke afskaffet det åndssvage D.N.A. system, hvis eneste eksistensgrundlag er, at man kunne opnå en bedre blandet brændstoføkonomi. De tre indstillinger hedder Dynamic, Normal og All-Weather, hvor man i Dynamic har hele drejningsmomentet til rådighed, en mere aggressiv speederrespons, mindre servoindvirkning og i det hele taget mere dynamiske køreegenskaber, da ESP og ASR systemet griber mindre ind. Tidligere skulle man altid efter motorstart vælge Dynamic, da man automatisk startede i Normal, men nu husker systemet indstillingen man kørte med før bilen blev slukket. En lille, men dejlig detalje i hverdagen.
Senere vil vi også teste Giulietta med den opdaterede 2.0 liters dieselmotor, som tidligere havde 140 hk og 350 Nm, men det er nu hævet til 150 hk og 380 Nm – derudover er brændstoføkonomien endda forbedret en smule.
Vi synes:
Giulietta rammer noget specielt i mig, men der er også minusser! Mindre støj ved motorvejskørsel, lidt mere standardudstyr samt 20-25.000 kroner i afslag ville gøre den særdeles mere attraktiv. Jeg er dog stadig småforelsket.
Alfa Romeo Giulietta 1.4 MultiAir QV Sportiva
1.4 liters firecylindret benzinmotor
Ydelse: 170 hk v. 5.500 omdr/min, 250 Nm v. 2.500 omdr/min
Præstationer: Topfart: 218 km/t – 0-100 km/t: 7,8 sekunder
Forbrug: 17,5 km/l
Køreklar vægt: 1.415 kg
Mål i cm: Længde: 435,1, Bredde: 179,8, Højde: 146,5
Bagagerumsvolumen: 350/1.045 liter.
Pris: 339.900 kr. (testmodellen: 443.600 kr.)