BMWs 3-serie er i stationcarform en sublim allrounder, som udover en dieselmotor med klaprende tænder, ikke sætter et ben forkert.
Der sker noget besynderligt blandt de tre store tyskere i disse år. Audi er ikke længere i front på kvalitet, Mercedes bygger nu passionerede V8-monstre som motorjournalister falder i svime over, og BMW beskyldes for at være for kliniske.
Skal man være ærlig er basisinteriøret i 3-serien noget af en trist affære, med dens grå stofdørsider og halvflade sæder. Tyske biler har alle dage været betinget af lystige kryds på ekstraudstyrslisten, og på trods af at München har skruet op for standardgrejet i den nye 3-serie, er det stadig ikke nogen fest.
Det er som sådan ikke på grund af, at man sidder og skriger efter klimaanlæg, sædevarme eller fartpilot. Der mangler blot det ekstra, den detalje der minder dig om, hvorfor du omlagde dit boliglån for at komme bag rattet af noget med ringe, stjerne eller propel på kølerhjelmen.
Prikken over ièt
I C-klassen finder man den karakteristiske morgenurins-farvede stemningsbelysning, og i A4 hersker der nærmest lounge-agtig stemning med perfekt farvesammensætning i nattemørket.
Det er svært at sige, hvorfor BMW ikke kan det samme. Men det ændrer ikke på, at 3-serien stadig er den objektive konge af klassen.
For 3-serien er nu ligeså nøgternt sammensat som en A4 og komfortabel som en C-klasse. Og den er stadig førende på effektivitet, ydelse og køredynamik.
Testugen bød på et kedeligt landskab med sjappede veje og hårde frostgrader. Og dér, midt i en eftermiddags vintermørke slog det mig pludselig, at der ikke længere er nogen umiddelbare ulemper ved at vælge en baghjulstrukken tysker.
BMWs ESP system er muligvis det bedste jeg nogensinde har prøvet. Før du selv mistænker baghjulene for at slippe, er systemet allerede opmærksomt og bremser det relevante hjul før bagenden begynder at te sig. Det er imponerende sager, og systemet kan selvsagt slås fra såfremt man insisterer på at frigøre sig fra det elektroniske sikkerhedsnet.
320d er den bedst sælgende udgave af 3-serien på europæisk plan, men vores afgiftsramte nation vil de fleste nok lade sig takke med en noget mere beskeden 316d.
Det finder jeg ikke noget mærkværdigt i, for den mindre diesel er hverken mere støjende eller grov end den testede enhed, og skal man være ærlig er kræfterne ikke voldsomme nok til det bliver sjovt at køre diesel-3’er. Der skal et par cylindre mere til.
Motor står ikke mål
Selve motoren vibrerer og støjer forfærdeligt, hvilket er besynderligt taget i betragtning af, at BMW fører både hvad angår brændstoføkonomi, CO2-udledning og ydelse. Lydbilledet undtaget, er det en glimrende enhed. Turbotøven er takket være en TwinScroll-turbo dybest set elimineret, og de 184 hestekræfter slippes fri på en omdrejningsvillig maner.
100 km/t nås på under otte sekunder, hvilket nok skal passe, og er man forsigtig kan man snildt opnå de opgivne brændstoføkonomiske tal, som det altid er tilfældet med BMW.
Touring, som tyskerne har døbt den familievenlige udgave, er rummelig nok til de fleste, faktisk den rummeligste i klassen med sølle fem liter, og har i nyeste udgave fået en skøn elbetjent bagklap som standardudstyr. Bagagerumsåbningen er samtidig blevet pyntet med lidt alu-lister, som unægtelig pynter, men alligevel ikke syntes noget særligt.
Konklusion:
Den nye 3-serie er i alles øjne den bedste bil i klassen. Selv mener jeg valget mellem den og en Mercedes C-klasse i bund og grund er mere et spørgsmål om smag, men jeg må alligevel bøje mig: komfort, køredynamik, brændstoføkonomi og præstationer er i absolut topmål, så også i stationcarform gør 3-serien alt det rigtige, men alligevel udebliver den store kærlighed.
Måske røg der en god portion af BMWs sjæl, idet de afskaffede de mindre sekscylindrede enheder igennem hele modelrækken. Så om du køber 316d eller 320d er i mine øjne hip som hap, for det bliver dieselmæssigt aldrig rigtigt spændende, før der står 330d på bagklappen.
[table “” not found /]