Home Artikler TEST: Danskernes fortrukne trafikalarmer

TEST: Danskernes fortrukne trafikalarmer

TEST: Danskernes fortrukne trafikalarmer
0
0

Igennem de sidste tre år har vi danskere i dén grad taget trafikalarmer til sig. De to dominerende spillere er Saphe og ooono, og vi kigger på hvilken, der er bedst lige nu

Det er efterhånden tre år siden, at markedet for trafikalarmer blev sparket i gang af Saphe (udtales som det engelske safe)  med et nyt revolutionerende trafikalarmprodukt. Siden er meget sket. Trafikalarmr fandtes også før, men i ”gamle” dage skulle man huske at tænde en app på sin mobiltelefon, for at få advarsel om en fartkontrol. I ni ud af 10 tilfælde var det enten appsene Trafikalarm eller Fartkontrol, som danskerne foretrak. Trafikalarm valgte, at deres app skulle bruges med  et abonnement, mens Fartkontrol blev holdt gratis, hvis man ikke betalte for de opgraderingsmuligheder, der var. Det var lidt en smagssag, om man var til det ene eller det andet. Trafikalarm var en mere lækker og gennemarbejdet app, mens Fartkontrol var mindre helstøbt i design og brug, men begge løste problemet.

Devicens indtog

Problemet var dog, at mange glemte at tænde deres alarm, og dermed fik mange en fartbøde, selv om de havde en app. I udlandet begyndte der så at dukke løsninger op, hvor en lille device kunne overtage app’ens funktion, men det var dyre løsninger, som krævede abonnementer. Desuden brugte de strøm og var bøvlede i dagligt brug. Dette problem løste Saphe på en let og elegant måde med en lille enhed, som blot skulle forbindes til telefonen, hvorefter den passede sig selv. Saphe har været en stor succes, som danskerne har taget til sig i stor stil. Men som det ofte sker, så dukker konkurrenterne op, når et marked er interessant. Den første nye på markedet efter Saphe var ooono, med deres runde dims, som gjorde meget af det samme som Saphe.

For enkel?

Bilsektionens redaktion har længe kørt rundt med enten Saphe eller ooono i vores egne biler eller i nogle af de mange testbiler, vi hele tiden har igennem systemet. I den seneste måned har vi dog valgt at have begge enheder i bilen på samme tid. Vi kender derfor begge produkter, og har egentligt godt kunne lide begge to på hver deres måde. Ooono har været det simple produkt (måske for simpelt), hvor Saphe har flere funktioner. Det gav en følelse af mere kontrol, da man kunne indstille flere ting på en Saphe end på en ooono (hvor man tidligere ikke kunne indstille noget). Så på trods af, at vi skulle teste den nye sorte ooono op mod Saphe, så havde vi nok på forhånd, regnet med Saphe som favorit.

Læs også:  10 grunde til at Ford Focus blev årets bil

Ny ooono med store forbedringer

ooono har nemlig oppet sig med en slags ooono 2.0, og det mærker vi allerede, da vi skal pakke begge produkter ud. Ooono kommer i en lækker plastikboks, hvor Saphe kommer i en halvkedelig papæske. Når vi får produkterne ud af så er den nye ooono også blevet markant mere lækker at se på og røre ved end en Saphe.

Nå, men det nytter jo ikke noget at være lækker, hvis produktet ikke virker. Vi downloader derfor respektive apps (vi havde begge, men vi startede lige forfra for at kunne fortælle jer læsere om vores brugeroplevelse), og vi forbinder begge devices. Med begge apps bliver brugeren ført gennem en række tjekpunkter, der skal bekræftes og krydses af. De er lige nemme, der er ingen forskel. Dog er ooono kommet med en ny app, som indeholder meget mere end tidligere, hvilket også bevirker, at forbindelsesprocessen er blevet længere end i den gamle ooono app.

De små forskelle

Inde i de to apps kan man i begge tilfælde indstille en del ting. Man kan vælge, hvor mange sekunder før en fartkontrol, man vil advares, om man vil advares om ulykker, biler i nødsporet, andre hændelser osv.

På begge produkter blinker produktet blåt ved fartkontroller (babuu, politiet holder øje) og rødt (potentiel fare på færde) ved alt andet. Vi vil dog fremhæve et par nye smarte features i den nye ooono. Dels kan du skrue op og ned for advarelstonen inde i appen. Så når ungerne sover, kan du mute devicen eller sænke lydniveauet, og omvendt skrue helt op for lyden, når små skal høre Nik&Jay på fuldt skrald i bilen.

Derudover kan du i den nye app også altid se, hvor de fem nærmeste fartkontroller er ud fra din nuværende lokation, ligesom du kan ”overvåge” din favoritrute, og modtage en besked, lige så snart der bliver registreret en fartkontrol på ruten. Med den nye ooono bliver du altså både advaret når du kører‚ og før du kører. Det kan vi godt lide.

Kontakt, tak

En anden superfin detalje på den nye ooono er, at den blinker grønt, når den er forbundet med telefonen. Vi har både selv oplevet, og hørt andre sige det samme, at man nogle gange er i tvivl om enheden er forbundet til telefonen. Dette vil ellers normalt kræve, at man tager telefonen op og ser i appen om enheden er forbundet.

Læs også:  Astra: Når du (også) er vild med leverpostej

Det grønne lys tilpasser sig dag og nat via en indbygget lyssensor, så det grønne blink bliver aldrig irriterende. Du ved bare, at du er på, og det er praktisk.

Begge enheder forbandt hver gang vi gik ind i bilen. Ofte forbandt Saphe et sekund eller to før ooono. Vi oplevede ingen udfald på nogle af de to. Under kørsel kan Saphe- ligesom ooono-appen vise de nærmeste fartkontroller, og begge kommer med en popup på mobilskærmen, når der kommer en alarm.

Hvem har flest brugere

Både ooono og Saphe har passeret 100.000 solgte enheder, hvilket gør, at de begge er så effektive, at flere brugere ikke giver en mærkbar effekt. Alligevel har der åbenbart verseret en lille krig mellem Saphe og ooono om, hvem der har mest data og brugere, og godt nok har Saphe har nok flest, men i praksis er det lige meget. Vi har ikke en eneste gang kørt forbi en fartkontrol med hverken Saphe eller ooono uden at blive advaret. Saphe kommer dog med de mest præcise alarmer ved biler i nødsporet, mens Ooono har mest data fra udlandet, så man også får advarsler udenlands i 50 lande, hvis man er på ferie eller lignende.

Med den gamle hvide ooono har vi prøvet at få fejlalarmer, hvor der ikke var nogen fartkontrol, men det er helt elimineret med den nye sorte udgave.

Vi har hørt, at ooono kan opdatere softwaren på alle de enheder, der kører rundt og rygtet siger, at en opgradering er på vej til den hvide og ellers ret enkle ooono, som var det “gamle” produkt.

Én kontra to knapper

Hvor Saphe har to knapper, har ooono kun én. Tanken om to knapper er egentlig ok, men da vi mistænker, at mange efter et stykke tid kun bruger enheden til fartkontroller, kan det jo være lige meget. Man indberetter og bekræfter fartkontroller på den blå knap, og alt andet på den røde knap f.eks. ulykker. I en vintermørk bilkabine kan det dog være svært at se forskel, så flere gange undlod vi at bekræfte en fartkontrol, da vi kom i tvivl om, hvilken knap man skulle trykke på.

Læs også:  Clarksons dom: Her er de bedste og værste biler 2018

På en ooono er der som sagt kun en knap. Man indberetter og bekræfter fartkontroller med én tryk, alt andet indberettes og bekræftes med to tryk. Det er rimeligt nemt at huske og vænne sig til.

…og vores valg er…

Det er en tæt kamp. Vi har to produkter som koster det samme. Vi har købt begge i Thansen til 399 kroner. De virker begge godt, og kommer med korrekte alarmer, de har begge utroligt mange brugere, som bidrager til at holde systemet kørende. Begge virker stabile, de monteres på samme måde, og begge har en app, der i store træk kan det, de skal.

Hvordan vælger man her? Hvis testen havde været den gamle hvide ooono, så havde vi valgt Saphe, men med ooonos nye opgraderede model (den sorte), så falder valget på den fremfor Saphe.

Der er tre hovedårsager der påvirker vores valg. For det første er ooono bare langt pænere end Saphe, men det kunne vi godt abstrahere fra, hvis der var en klar brugermæssig fordel ved den ene, kontra den anden. For det andet var vi vilde med forbindelseslyset, der giver tryghed for forbindelse. Det der i sidste ende giver udslaget, er den ene knap. Ooono fik ikke rigtig fuld valuta ud af deres setup med den tidligere hvide model, men med flere funktioner på den nye, sorte ooono, kommer produktet til sin ret. Og derfor vinder ooono… – med et mulehår.

oooono 5 stjerner

Saphe 4 stjerner

Bilsektionen synes at…

Ooono er blevet vokset. Den opfører sig stabilt og pålideligt, og med den nye funktion, som betyder at vi får en bekræftelse, når den er sat til samt at den virker i udlandet, gør, at den vinder. Den får fuld plade fra Bilsektionen.

⭐⭐⭐⭐⭐

Saphe er stadigvæk et fint produkt. I gamle dage var den ooono overlegen, men efter opgraderingen er det tydeligt, hvor enkelt det kan gøres – og så kan Saphe ikke helt følge med. Det bliver til fire stjerner fra Bilsektionen.
⭐⭐⭐⭐☆