Den gamle Hyundai i30 toppede salgslisterne, og forventningerne til den nye model er derfor også enorme.
Da Hyundai først fremviste i40’eren var forventningerne også store, og mange troede det ville blive en bil, vi ville komme til at se meget på de danske veje. Men da prisen først blev afsløret var den knap så spændende. Heldigvis har Hyundai tænkt sig en ekstra gang om før de prissatte den nye i30, da de fleste Hyundai-kunder primært køber modellerne pga. de lave priser og fem års garanti uden kilometerbegrænsning.
Mere moderne og sexet design
Selvom man sagtens kan genkende i30’eren, så har den alligevel gennemgået en ordentlig makeover som nu gør, at den iflg. vores mening ser langt mere attraktiv ud. Med comfort-udstyr har man bl.a. LED-daglys, hvilket ellers primært har været koblet til biler i den dyrere ende, men nu også ses på de billigere biler som eksempelvis Toyota Aygo til under 80.000 kr.. – Det er dog også standard ved køb af i30 Classic.
Formerne er blevet mere dynamiske og markante, da den førhen var mere rund i det, og der nu er kommet flere kanter, hvilket er en del af Hyundais nye designsprog. – Faktisk har det nye mere sexet design fået flere til at kigge nærmere efter den på vejene.
Kabinen går an
Selvom kabinen i forhold til den gamle i30’er har fået et gevaldigt løft, så kommer man ikke uden om, at kvaliteten stadig føles en smule billig. Meget af instrumentpanelet er plastik og selve gearstangen føles som om, at den er udført i en form for billig glat plastisk.
Kabinen er forholdsvis simpel indrettet, men går hen og bliver en smule for mørk, da næsten alle elementer samt sæderne i bilen er sorte fra standard. Udstyr er der rigeligt af, da man i Comfort-modellen bl.a. finder et armlæn, Bluetooth som betjenes via rattet, FLEX STEER, Hill Start Assist, handskerum med kølefunktion, iPod/USB & AUX-indgang og sædevarme med to niveauer. – Dele af det nævnte udstyr er endda standard i Classic A/C!
Man kan dog også købe i30 med Style-udstyrsniveauet, hvilket er det højeste og inkluderer 2-zoners klimaanlæg, fartpilot m. fartbegrænser funktion, forrude de-icer funktion, kølergrill med design i mørk krom og sort højglans, et rat i kunstlæder, regnsensor, sidespejle med blink samt el-indklappelige og meget andet
Ét irriterende punkt i kabinen er knapperne hvor man skruer op/ned for musikken samt skifter radiokanal. De er placeret langt oppe mod forruden, så hvis man sidder i passagersædet er det svært at ændre på dem uden, at skulle stikke hele fjæset op i forruden.
Heldigvis var testmodellen dog udstyret med multifunktionsrat, men hvis man går et udstyrsniveau ned, så vil det blive et irritationsmoment for chaufføren.
Ikke førende på bagsædeplads
Kigger man på bagsædepladsen er den en smule bedre i VW Golf, hvor man tilmed også sidder længere nede. Ford Focus har bedre lårstøtte end i30 men der i mod mindre plads på bagsædet. Dermed lægger den sig midt imellem to af de dyrere drenge i segmentet.
Med hensyn til bagagerummet vinder i30, da kapaciteten er hele 378 liter og kan forøges til 1.316, hvilket er højere end Golf og Focus som tilbyder hhv. 350/1.305 og 363/1.148 liter. – Tilmed går bagageklappen højt op ved i30’eren!
Overraskende sjov bag rattet
Det er selvfølgelig ikke nogen GTI’er, hvad angår motorkraft og sjov bag rattet, men i30 overrasker med at være sjovere end forventet. Styretøjet er overraskende præcist og undervognen en fin all-rounder, men ikke helt på samme niveau som Golf og specielt Focus.
Hyundai i30 byder dog i Comfort og Style-udstysniveauet på FLEX STEER, hvor man kan vælge servostyringen fra ”Comfort”, ”Normal” og ”Sport. Man kan godt mærke forskel på de forskellige niveauer, og man bruger derfor typisk førstnævnte når der skal parkeres, ”Normal” ved bykørsel og ”Sport” på landeveje og motorveje.
Motoren går også fint og er ganske støjsvag på motorvejen. Kræfterne er ikke uanet men med et fint drejningsmoment på 260 Nm trækker den fint i byen og ved almindelig kørsel generelt. Kigger man på alternativerne hos VW og Ford er de ikke meget men en smule mere interessante. Kigger man på brændstoføkonomien bliver der lovet 27 km/l ved blandet kørsel, men vi lå jævnt omkring 20 km/l under testperioden.
Selvom selve gearstangen er en smule for koreansk, så skal det ikke gå udover gearkassen som er let og hurtig at betjene.
Stærk pris
Hyundai i30 1.6 CRDI ISG ECO Comfort koster 224.995 kr., hvilket I forhold til VW Golf 1.6 TDI BMT 105 hk med Match-udstyr er 71.701 kr. billigere, mens Bluemotion-modellen også er 60.995 kr. højere prissat.
Ford Focus er også en stor sjat dyrere, da den 105 hestes 1.6 TDCI Titanium har en merpris på 53.295 kr., mens man med Trend-udstyrspakken stadig skal punge ud med ekstra 26.695 kr.
I forhold til de to nævnte konkurrenterne føles kvaliteten dog også bedre I de dyrere modeller, men man har stadig kun fem års garanti på én af modellerne, og det er koreaneren!
Konklusion:
Den nye Hyundai i30 gør et forrygende arbejde, også er det endda til en pris som man sagtens kan forstå. Den er langt billigere end konkurrenterne, men den er heller ikke helt lige så skarp på de mest væsentlige punkter, men det ser vi gennem fingre med, da den giver større råderum i økonomien og som den eneste af de tre nævnte tilbyder fem års garanti!
[table “” not found /]