Mazdas nye crossover er en kompetent bil, hvis kvaliteter desværre overskygges af en slaparmet benzinmotor.
Crossovermarkedet bugner i disse år, og den da den store CX-7 aldrig rigtig slog igennem på europæisk plan, sender den japanske fabrikant nu CX-5 til undsætning.
Satte man sig fra den nuværende Mazda 3 over i den nye, højbenede CX-5 ville man få et chok af den anden verden. Ser man bort fra de noget fimsede døre, vil man opleve at Mazda givet sin nyeste model et sublimt kvalitetsløft.
Hilsner fra München
Aluminium, blød plast og millimeterpræcis samlekvalitet dominerer en kabine, der også i bedste tysk stil har fået tildelt en fedladen drejeknap ved håndbremsegrebet. Den bruges nu sjældent, da den ligger uden for ens synsfelt og dermed heller ikke optræder i bevidstheden under kørslen.
Og det er utvivlsomt fra de pølsespisende græsgange, at inspirationen er hentet. Instrumentbelysning, layout og materialevalg oser af BMW, hvilket er et højt kompliment til en bil, hvis fabrikant ikke ligefrem er kendt for sine forførende kabiner.
Det er ikke kun eksternt at Mazda har ladet sig inspirere til CX-5. Verdens bedst sælgende sportsvogn, MX-5 har været så venlig at donere styretøj og gearskifte; to komponenter der er blandt de mest anmelderroste i hele industrien.
Nok fungerer begge godt i bilen – styretøjet er præcist, med god føling for en stor vogn og eminent vægtet, mens gearskiftet er fantastisk nøjagtigt med en perfekt vandring, men i en gumpetung sag som CX-5, orker man ikke rigtigt at sidde og flå i rattet.
Det største problem for mit vedkommende er indstyringen, der ikke føles helt skarp nok, selv bilens størrelse taget i betragtning. Mazda har til gengæld formået at skabe en levende bagende i bilen, hvilket er højst usædvanligt i en klasse der for det meste føler sig frem med forsigtige og neutrale køregenskaber.
Et tilbageskridt
Og i forlængelse af overstående dukker bilens andet problem op – benzinmotoren. Mazda har i jagten på lavere Co2-gennemsnit og brændstoføkonomi, valgt højt kompressionsforhold og lavvægts komponenter over den gode gamle turbolader, der efterhånden har fundet indpas i samtlige benzin- og naturligvis dieselmotorer verden over.
Man kan påskønne idealismen, og havde motoren siddet i en bil der var 800kg lettere, havde det være storslået. Men det er nu de færreste mennesker, der gider okse med at bringe omdrejningerne over 4.000, især når der ikke sker forfærdeligt meget når man engang når derop.
Største problem er motorvejen, hvor dieselmomentets dovne karakteristik har vænnet os til at vi kan få leveret et øjeblikkeligt skud kræfter, uanset hvilket gear vi befinder os i.
Uden turbo skal der arbejdes noget hårdere for at opnå samme resultater, der typisk indebærer mindst to nedgearinger, præcis som du gjorde i 90’erne.
Men nu hvor denne herlige teknologiske forvandling alt sammen er foretaget i brændstoføkonomiens navn, hvad kan den så opnå? 11,7km/l i snit.
Til Mazdas forsvar skal det dog nævnes, at det primært var ved bykørsel med adskillige korte ture.
Selverkendelse
En bil som denne, hvor politisk korrekt den om end må forsøge at fremstå, er i sidste ende overflødig. For det meste vil den blot fragte chaufføren selv, og aldrig bevæge ud på terræn mere udfordrende end en skovvej. Folk bliver ved med at købe dem, fordi de i sidste ende er et statussymbol, et små-luksuriøst objekt der tjener til selvforkælelse.
Der løber Mazdaen ind i nogle problemer, som starter med emblemet på fronten.
Selvom den unægtelig vil se klædelig ud foran fortovscaféen vil den for formentlig blive præsenteret som ’en firehjulstrækker’ eller værre endnu, ‘en Jeep’. Modsat de få, der pantsatte børn og arvesølv for at få råd til en af de tre tyskere, hvor den bedre halvdel sjældent er i tvivl om bilens ophav, højest sandsynligt fordi det var sådan den anden part solgte idéen til hende.
Heldigvis har den et andet es i ærmet – prisen. Hvor Qashqai, CR-V og resten af banden efterhånden synger på sidste vers, repræsenterer CX-5 en ny generation ’billige’ crossovere, med tilsvarende udstyrsniveau.
Navigationen er fra TomTom og fungerer fantastisk, det samme gør det velspillende anlæg og hele infotainment systemet er samlet set en klasse over hvad man hidtil har kunnet forvente af Mazda.
Er man en af de få, der køber bilen for at huse familien, bliver man heller ikke skuffet. Selvom børnebestanden må holdes nede på 3, er der fin plads til dem alle sammen på bagsædet. Og bagagerummet huser mindst en Arne Jacobsen stol. Eller, er man på budget, to Ilva spisestole, som nedenstående billede dokumenterer.
Konklusion:
En særdeles attraktiv pakke, der skæmmes af en motor, der burde høre fortiden til.
Mazda og hele klassen som sådan, har taget et kvantespring for så vidt angår materialekvalitet, køredynamik og raffinement.
Dog siger jungletrommerne, at det er dieselversionen man bør vælge. Vi ser frem til at finde svaret, senere på sommeren, men i mellemtiden kan du læse vores first drive test af Mazda CX-5 diesel her.
[table “” not found /]