Mazda2 Optimum 1.5
Mazda2 er en ufatteligt underholdende bil. Køreegenskaberne er fremragende, og udstyrsniveauet er imponerende. Denne variant er i den høje ende prismæssigt, men modellen fås fra 130.000, hvilket er en flot pris sammenlignet med konkurrenterne.
Motor & gearkasse7.0
Køreegenskaber8.0
Komfort7.0
Plads5.0
Udstyr9.0
Pris5.0
Mazda2 er klassens frække dreng. Det er Mazdas mindste model, men selvom det er den mindste i familien, er der ikke gået på kompromis med de dynamiske køreegenskaber, som vi efterhånden forbinder med Mazdas moderne modeller.
Bilen kører virkelig godt. Den har en god fast undervogn og et styretøj med udmærket feedback, så man kan mærke vejen. Den lille Mazda2 er baseret på den japanske koncerns Skyactive-undervogn, som er en smule lettere end forgængerens, hvilket både øger køredynamikken og komforten. Karrosseriet er lavet af højstyrkestål, som gør karrosseriet ekstra stærkt, men som også vejer mindre end forgængeren. I alt har Mazda skåret ca. 30 kg. af vægten i forhold til den tidligere Mazda2. Det lyder måske ikke alverden, og jeg er da heller ikke sikker på, at det ligefrem er den lavere vægt, der gør den store forskel, men bilen føles meget dynamisk.
Det er samtidig en okay rummelig bil. Der kan sagtens sidde to voksne og to børn i bilen. For manges vedkommende vil en Mazda 2 naturligvis ikke være bil nummer ét i husstanden, men der er god plads i bagagerummet, og en kravletur ind på bagsædet udløser ikke umiddelbart nogen klaustrofobiske anfald, så til det unge par eller en familie uden det store kørselsbehov kan Mazdas mindste model måske være en fin løsning.
Testbilen er en Optimum-variant, som er den dyreste og mest veludstyrede udgave af Mazda2. Den har blandt andet el-ruder for og bag, el-spejle med varme og elektrisk klapfunktion, bluetooth, radio med seks højtalere, USB- og AUX-indgang, ratbetjening, højde- og dybdejusterbart rat, automatisk klimaanlæg, parkeringssensor for og bag, fartpilot og regnsensor. Der er altså ikke sparet på noget i denne lille bil, men Optimum-versionen koster altså også 195.000 kr. Til gengæld kan bilen fås fra under 130.000 kr. – og det er vel at mærke med fem døre, hvilket må siges at være en meget konkurrencedygtig pris.
Udstyrsstykke uden lige
Testbilen er desuden udstyret med en Safety-pakke, som bl.a. indeholder LED-forlygter, blindvinkelsensorer og head up-display. Displayet kender vi fra de langt dyrere bilmærker og større modeller, og det er som regel en rigtig fin funktion, da man kan få sin hastighed projekteret op på forruden, så man ikke behøver fjerne opmærksomheden fra trafikken for at holde øje med hastigheden. Men her i Mazda’en fungerer det desværre ikke særlig godt. Jeg har ikke kunnet finde en måde at indstille det på, og jeg er med mine 192 cm simpelthen for høj, så jeg kan ikke se tallene på den lille glasplade. Og selvom jeg sænker hovedet, kan jeg ikke finde den rette position, for når jeg kan se tallene, bliver de visuelt skåret midt over af kølerhjelmen – i modsætning til eksempelvis BMW, hvor displayet er placeret, så man kan se tallene foran sig på asfalten – hvilket gør det svært at se tallene. Så selvom det som udgangspunkt er en rigtig god funktion, er den ikke umiddelbart funktionel her i Mazda2.
Heller ikke i instrumentbrættet er der levnet meget plads til speedometeret. Det er et lille ubetydeligt, digitalt tal nede i højre hjørne. Men det er meningen, for til gengæld er omdrejningerne i fokus, og den lille bil er rigtig glad for omdrejninger. Den vil helst over 3000. Så begynder den at være sjov. Og herfra og op til 6.000 omdrejninger er den virkelig frisk med sine 115 hk. En sand fornøjelse.
Når legebarnet er blevet stillet tilfreds, sørger de seks manuelle gear for en sund brændstoføkonomi med lave omdrejninger. Den er godt nok lavt gearet, og allerede før 60 km/t kan man sætte den i sjette gear, så den kunne sagtens tåle en højere gearing, men Mazda2 er ikke en bil, der er lavet for at køre langt på literen. Jovist, den klarer da omkring 20 km/l, hvilket er acceptabelt i en benziner, men det er køreglæden og den dynamiske undervogn, der skal sælge bilen, og her passer en lavt gearet manuel gearkasse fint ind i pakken. Det er ikke muligt at få Mazda2 med dieselmotor, så er du ude efter en meget økonomisk bil, er det altså ikke denne, du skal vælge.
Gennemførte detaljer
Bilen har nøglefri betjening. Og det er nøglefri i bogstavelig forstand. Den registrerer, du har nøglen i lommen eller tasken, og så kan du få lov til at låse bilen op ved at trykke på en lille diskret knap på dørhåndtaget. Når du har sat dig til rette, tænder du bilen ved at trykke på endnu en knap. Når du er nået til din ønskede destination, slukker du bilen ved at trykke på den samme knap, og herefter låser du bilen ved blot at trykke på dørhåndtaget. Det er meget praktisk og giver langt mere mening end en bil som har nøglefri start/stop, men hvor du alligevel skal have nøglen op af tasken for at låse bilen op. Så kan man jo lige så godt sætte den i tændingen, når man nu har fundet den frem. Nej, her er det gennemført. Så point til Mazda for den lille detalje.
Jeg synes faktisk også, den er gennemført køn. Mazda2 har ikke nogen dårlige sider designmæssigt. Både eksteriør og interiør ligger i tråd med Mazda-familiens større modeller, og instrumenteringen er pæn og overskuelig. Der er meget få knapper, fordi de fleste funktioner er integreret i bilens trykfølsomme skærm.
Mazda2, Optimum, 1.5 SKYACTIV 115
1.5-liters firecylindret benzinmotor
Ydelse: 115 hk v. 6.000 omdr/min, 148 Nm v. 4.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 200 km/t – 0-100 km/t: 10,7 sekunder
Forbrug: 20,4 km/l
Køreklar vægt: 1.050 kg
Mål i cm: 406,0 169,5 og 149,5
Bagagerumsvolumen: 250-787 liter.
Pris: 194.990,-