1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Mazda3 2.2 Optimum
0

Test: Mazda3 2.2 Optimum

Test: Mazda3 2.2 Optimum
0
0

Sad du og overvejede en Alfa Giulietta? Prøv en Mazda i stedet.

Der er højspænding i Golf-klassen i disse tider. Vi siger stadig Golf-klassen, for den forenede motorpresse er ikke rigtigt blevet enige om, hvilken af de nye bud fra Skoda, Peugeot eller Mazda der kunne være værdig til at arvtage tronen. Om nogen.

Nå jo, der var da nogen stykker der blev enige om at Skoda Octavia var årets bil, men der var ringe enighed om hvad kriterierne var for bedømmelsen af denne. Hvad der kunne skabes konsensus om var, at det enten skulle være Peugeot 308, Mazda 3 eller Skoda Octavia. Selv er vi ved at være lidt småtrætte af alt den palauer omkring segmentet, så vi samler hele banden inklusiv Golf til en stortest i næste nummer.

Her er faktaene omkring Mazda’en: den har den bedste dieselmotor, den bedste gearkasse, det bedste udstyrsniveau og dermed den bedste pris. Oven i det, de bedste køreegenskaber. Vi sagde rigtigt nok på vores første tur i Peugeot’en at den nu var den køredynamiske etter i klassen, men efter at have fået dem begge hjem på iskold vintergrå dansk asfalt, må vi afskrive det som en ferieforelskelse. De kan sgu ellers noget, de franskmænd og 308’eren er altså anelse lækrere i kabinen; Octavia’en mere praktisk.

Læs også:  Sådan vælger du de rigtige vinterdæk til din bil

Jeg ved at de fleste folk vil have øje for benzinmodellerne af 3, for de er nu engang de billigste. Uheldigvis hænger pris og kvalitet i dette tilfælde udmærket sammen, for benzinmotorerne er heller ikke helt konkurrencedygtige med de lækre turboladede sager fra franskmændene og tjekkerne (tyskerne).  På den anden hånd har Mazda stadig den bedste dieselkværn i klassen. Volkswagens og Peugeots 150-hestes motorer er begge mægtigt fine, men Mazda trumfer dem fortsat to år efter introduktionen.

Men tilbage til artiklens hovedperson og hvorfor du bør købe den i stedet for den Alfa som du egentligt gik og drømte om. Du forestiller dig måske at der mangler en teskefuld nerve japaneren hvorimod Alfa’en vil strutte af karakter, smælde drillesygt fra udstødningen og gøre naboen skidengrøn af jalousi. Men Mazda’en føles på mange måder som den bil Giulietta’en burde og skulle have været. Højteknologisk, velkørende, smuk og fornuftigt prissat. Gør det Alfa’en til en dårlig bil? Niks, blot Mazda’en til en hamrende god en af slagsen.

Læs også:  Hvad er et partikelfilter?

Så hvad med problemerne, der må da være nogen? Mazda’ens primære akilleshæl er, at den støjer alt for meget. Ikke fra motoren, der med silkeblød gang og nærmest benzin-lignende soundtrack aldrig generer, men fra dæk og vind der trænger gennem ruder og døre som en bil sidste årti. Og nok er kabinen fornemt skruet sammen og trimmet med fine designdetaljer, men med sit sort-på-sorte farvetema, bliver det hurtigt en noget dyster grotte at opholde sig i.

Til alt held er kabinen i Optimum-niveau et rent overflødighedshorn af udstyr. Velspillende BOSE-anlæg, navigation med trykfølsom skærm, Bluetooth, head-up display, central omdrejningstæller og bi-xenon med LED-teknik for og bag er blot et udsnit og selv i mellemste udstyrsniveau til 30.000 færre kroner, får du kastet udstyr i nakken som du skal have læderet op ad lommen for at få med i din Octavia. Det ligner en vinder.

Læs også:  Efter point-drama: El-SUV vinder Årets Bil i Danmark 2025

Vi mener: Sublim drivline, overdådigt udstyr og gennemsolide køreegenskaber elementer der gør Mazdas japanske Golf til en værdig konge af klassen. Kun rabalder i kabinen og en depressiv farvepalette i kabinen skæmmer helhedsindtrykket.

Model: Mazda3 2.2 SkyActiv-D Optimum
Ydelse: 150 hk v. 4.500 o/min380 Nm v. 1.800 o/min
Præstationer: Topfart: 210 km/t0-100 km/t: 8,1 sek
Oplyst forbrug: 24,4 km/l – 127 g/km
Køreklar vægt: 1.395 kg
Mål i cm: L: 449 B: 179 H: 145
Bagagerumsvolumen 340 / 1.360 liter
Vejledende pris uden ekstraudstyr 325.990 kr.

 

tags: