1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Opel Cascada 1.6 ECOTEC Cosmo
0

Test: Opel Cascada 1.6 ECOTEC Cosmo

Test: Opel Cascada 1.6 ECOTEC Cosmo
0
0

Når den danske sommer viser sig fra sin bedste side, er der ikke noget skønnere end at cruise gennem landskabet i en åben vogn. Men hvad med de resterende 350 dage om året? Opel Cascada har måske svaret på det spørgsmål.

Duften af nyslået hø strejfer næseborene. Træerne langs de små bakkede veje flyver forbi, mens café-musikken fra telefonen flyder ud gennem bilens højtalere og får et par af passagererne til at vugge blidt i takt til rytmerne. En fuldfed måge letter lidt længere fremme på vejen. Med kalechen slået ned kan vi næsten mærke vingeslagene, da den store fugl forsøget at undgå at komme i nærkontakt med bilens forrude.

Ja, naturen bliver pludselig markant mere nærværende, når man sidder i en åben vogn. Desværre er det de færreste dage i løbet af et år, hvor det danske vejr er så charmerende og gavmildt som netop beskrevet. En cabriolet på det danske marked skal derfor også kunne begå sig, når skyerne skygger og sneen sætter sig i skægget.

Cascada er Opels bud på en alsidig cabriolet, som faktisk har fire reelle siddepladser, et interessant design og en 200-hestes benzinmotor. Som udgangspunkt en skøn kombination. Og så har den nogle praktiske løsninger, som gør den anvendelig det meste af året.

Sædevarme er et must i Danmark – uanset biltype. Det kan du naturligvis få i en Cascada. Et funktionsdygtigt klimaanlæg er også en nødvendighed. Med kabinetemperaturer, der kan variere fra -10 til +50 grader afhængigt af årstiden, må man ikke gå på kompromis med klimaanlægget. Og så er der en sidste meget vigtig detalje, som er let at overse: Varme i rattet. Hænderne er som udgangspunkt den eneste del af kroppen, der er i direkte kontakt med bilen, når man kører, og derfor er det utrolig vigtigt, at man kan få varmet dem på rattet – både når sneen daler og kalechen er lukket godt og grundigt i – men også når efterårssolen gør det muligt at køre topløst rundt, selvom temperaturen udenfor måske ikke inviterer til det. Her gør varme i rattet det lige en tand mere komfortabelt.

Læs også:  Mercedes-Benz lancerer ny version af ikon fra 1979

Opel Cascada blev introduceret som model på Geneve Motorshow i 2009, hvor den overtog pladsen i programmet efter den noget mindre charmerende Astra Cabriolet. Cascada er i modsætning til forgængeren en selvstændig modelserie, men en væsentlig del af teknikken er lånt fra Insignia.

Efter min mening er der en af de bedste biler, Opel har produceret. Den er en fornøjelse at køre i, og med en startpris på lidt over 400.000 ligger den på et niveau, hvor vi tidligere har set den netop udgåede Golf Cabriolet. Men i Cascada får man altså væsentligt mere plads i kabinen.

Men vi kommer ikke uden om de mindre sjove sider ved Cascada. 200 hk lyder af meget. Men det er det ikke her. Den vejer mere end 1700 kg, så du skal gevaldigt op i omdrejninger, før den flytter sig, hvilket går meget ud over brændstofforbruget. Bare fordi det er en cabriolet, behøver det ikke være en voldsom sportsvogn, men accelerationen på 0-100 km/t på den kedelige side af 9 sekunder er altså ikke imponerende. Og en snert af sportslig lyd fra udstødningen ville heller ikke gøre noget.

Læs også:  Optimeret sikkerhed på vintervejene: Kia præsenterer innovativ snekæde-integreret dækteknologi

Men selvom du finder din ”six pence” frem og triller ud i naturen i tomgang, så lyder det teoretiske forbrug alligevel på 14,9 kilometer på en liter brændstof. Det synes jeg er uambitiøst, når en konkurrerende model som Audi A3 Cabriolet kan klare mere end 20 km/l.

Gearkassen adskiller sig desværre heller ikke fra de andre Opel-modeller. Den er absolut ikke sporty – men til gengæld grov og firkantet – hvilket betyder, at du ikke kan gå direkte i en lige linje fra 2. til 3. gear. Du skal først flytte stangen op i frigear, rykke den til højre og så op i 3. gear.

Og så er der en sidste lille detalje, som også er typisk Opel på den ærgerlige måde. De har generelt set ufatteligt mange knapper i deres biler. Og Cascada er ingen undtagelse. Alene på rattet og midterkonsollen finder du mere end 50 knapper, du skal forholde dig til. Det er uoverskueligt, unødvendigt og det fjerner fokus fra kørslen, når man ikke kender bilen. Og det er unødigt, for jeg ville uden problemer kunne undvære op mod halvdelen af knapperne. Specielt når bilen har en integreret skærm, hvor man i højere grad kunne placere nogle af de sjældnere brugte knapper lidt væk inde i systemet.

Læs også:  Mangler du underholdning til bilferien? Her er fem gode ideer

Oplevelsen af at køre uden tag giver Cascada så ufatteligt meget plus på kontoen. Den er en fantastisk sommerbil og en acceptabel vinterbil. Så det relativt høje brændstofforbrug, den bøvlede gearkasse og den uoverskuelige instrumentering spiller nærmest ikke nogen rolle for mig i det endelige regnskab. Alligevel er det nogle af de detaljer, der gør, at en Audi A3 Cabriolet, som har nøjagtig samme pris og endda et lidt større bagagerum, eller en brugt Porsche Boxster, som er en køreoplevelse i en helt anden liga, kommer i spil. Og noget tyder på, at Cascada’ens fortrin heller ikke er nok til at overbevise de danske købere. Hele sidste år solgte Opel 10 Cascada-modeller. Og i år har de solgt seks.

Vi mener:

Cascada er den perfekte cabriolet til det danske klima. Men selvom den topløse konkurrence er lille, så er en ny Audi A3 Cabriolet eller en brugt Porsche Boxster meget tiltrækkende alternativer.

Opel Cascada
Cosmo – 1,6 liters firecylindret benzin
Ydelse: 200 hk v. 5.500 o/min
Moment: 280 Nm v. 1.650 o/min
Topfart: 235 km/t
0-100 km/t: 9,2 sek
Oplyst forbrug: 14,9 km/l
Køreklar vægt: 1.733 kg
Mål i cm: L: 470 B: 184 H: 144
Bagagerumsvolumen: 280 l.
Pris: 489.900 (Model fra 419.900)

tags: