1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Opel Corsa 1.0 Enjoy
0

Test: Opel Corsa 1.0 Enjoy

Test: Opel Corsa 1.0 Enjoy
0
0

I denne weekend åbner Opel-forhandlerne dørene til premieren på den nye Opel Corsa. Det er en af klassens billigste biler, men det er ikke nødvendigvis en indikation af hverken bilens kvalitet eller underholdningsværdi. Vi har testet den lille tysker.

Efter flere år, hvor den nuværende Opel Corsa har stået i skyggen af særligt Ford Fiesta, VW Polo og senest Renault Clio, har Opel nu sendt seneste skud på stammen på markedet i form af den nye Corsa. Et pænt løft af designet, en skarp pris og en god portion udstyr skal sikre succesen.

Hård konkurrence på prisen
Til stor glæde for de danske bilkøbere er prisen på bilerne i Danmark blevet et langt vigtigere parameter end tidligere. Særligt i mikrobilsklassen. Men også minibilerne er faldet i pris. De billigste varianter – de såkaldte indstigningsmodeller – ligger for Ford Fiestas vedkommende på 119.960,- mens du kan få en Renault Clio for 114.900,-. Den billigste VW Polo koster 139.996,- og den nye Opel Corsa fås altså fra 117.990,-.

Men hvor nogle af konkurrenterne sparer på alt fra lydisolering og komfort til højtalere og el-betjente sidespejle for at få prisen så langt ned som muligt, så er Opel noget mere generøs med udstyret. Godt nok skal du op i næste udstyrsniveau, før du får varme i sædet, aircondition og fartpilot, men både multijusterbart rat, hill start assist og elruder er standard.

Læs også:  Stjerneregn over ny sikkerhedstest

Du kan læse mere om udstyrspakkerne her: Ny Opel Corsa – udstyr

Den eneste hage ved de lave priser er, at priserne på brugte biler nærmest er helt til grin. Så selvom du køber din nye bil billigt, skal du huske, at hvis du efter nogle år vil sælge bilen igen, må du ikke forvente at kunne hive tilnærmelsesvist samme pris hjem for din brugte bil, som du kunne for nogle år tilbage.

Køreegenskaber i særklasse
Hvad angår køreegenskaberne, er der ikke mange fingre at sætte på Corsa. Den nye 1,0-liters motor præsterer fremragende med sine 90 hk. Den karakteristiske 3-cylindrede lyd kan have en tendens til at lyde anstrengende i undermotoriserede modeller, hvor den utraditionelle cylinderrytme blot forstærker det negative indtryk af en undermotoriseret bil. Men i Opel Corsa fungerer det fremragende, fordi de 90 hk er nok til at give et solidt bundtræk, som gør det til en fornøjelse at sidde bag rattet. Så her giver de tre cylindre i stedet en mere sportslig lydkulisse. Fedt!

Speederresponsen er fin. Det samme er den nye 6-trins gearkasse. Styretøjet føles fint, og her er selv i indstigningsmodellen mulighed for justeringer – den såkaldte “city”-funktion – hvor styretøjet bliver lettere, når bilen eksempelvis skal parkeres. Det er en fin detalje – men umiddelbart også en smule overflødigt. Og apropos styretøj, så må man sige, at rattet i en Corsa står i diametral modsætning til rattet i en nyere Peugeot, hvor man gør en dyd ud af at gøre rattet så lille som overhovedet muligt for at øge den sportslige oplevelse af bilen. I en Corsa er rattet derimod kæmpestort. Personligt synes jeg også, at det er FOR stort, da jeg synes, det var svært at finde en behagelig og nogenlunde afslappet siddeposition pga. rattet. Men det er vitterligt også det eneste lille minus, jeg kan komme i tanker om, når jeg sidder i førersædet.

Læs også:  Stjerneregn over ny sikkerhedstest

Passende plads til passagerer
Opel har aldrig pralet med, at Corsa var en stor, rummelig familiebil med plads til det hele. Med god grund. For det er den ikke. Men den gør det ganske hæderligt alligevel. På bagsædet er det muligt at sidde relativt komfortabelt, selvom man ikke er under 170 cm. Og bagagerummet kan med sine 285 liter rumme mere, end man forventer. Kan du desuden undvære bagsædet og udsynet i bagruden på kør-selv-ferien, kan du komme af sted med intet mindre end 1.120 liter bagage. Dét er imponerende.

I det hele taget viste den ugelange test af den lille tysker, at den nye Opel Corsa er en særdeles alsidig minibil med komfortabelt udstyr, behageligt lydniveau og overraskende meget plads til både passagerer og bagage. Til gengæld er brændstoføkonomien ikke lige så ambitiøs som resten af bilen. Et teoretisk forbrug på lidt over 20 km/l er ikke noget, der hjælper med at vinde markedsandele. Og i praksis viste brændstoføkonomien sig desværre konsekvent at ligge under 15 km/l for mit vedkommende.

Læs også:  Stjerneregn over ny sikkerhedstest

Vi synes:

Man føler sig hurtigt hjemme bag rattet i en Corsa. Kvaliteterne er indlysende og modsat er de negative elementer til at overse. Prisen er markant lavere end en Polo. Designet er lige så interessant som Clio. Og køreegenskaberne er fuldt ud på omgangshøjde med en Fiesta. Opel har med den nye Corsa for alvor sendt en reel konkurrent i minibilsklassen på banen.

Opel Corsa, 5-dørs Enjoy, 1.0 Turbo ECOTEC
1.0 liters trecylindret benzin
Ydelse: 90 hk v. 3.700-6.000 o/min, 170 Nm v. 1.800-3.700 o/min
Præstationer: Topfart: 180 km/t – 0-100 km/t: 11,9 sekunder
Forbrug: 23,3 km/l
Køreklar vægt: 1.199 kg
Mål i cm: 402, 175, 194
Bagagerumsvolumen: 285-1.120 liter
Pris: 159.990 kr.

tags: