1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Peugeot 308 GT SW – fransk dieselsjov
0

Test: Peugeot 308 GT SW – fransk dieselsjov

Test: Peugeot 308 GT SW – fransk dieselsjov 7.2
0
0

Peugeot 308 GT SW

7.2

440.000 kr. lyder af meget, men vil man have en tilsvarende Golf, så må man punge ud med 499.000 kr. for GTD-udgaven med DSG og fem døre. Dermed er 308’eren lidt af et knaldtilbud. Og ja, 308’eren kan på papiret også køre længere på en liter diesel, hvilket sparer en for 1.580 kr. i årlig grøn ejerafgift.

Motor & gearkasse8.0
Køreegenskaber7.0
Komfort4.0
Plads8.0
Udstyr8.0
Pris8.0

Indtil Peugeot 308 GTI blev præsenteret var GT’eren topmodellen af 308’eren, men trods den ikke længere er topmodellen, så er den fortsat mest interessant for de fleste danskere grundet en lavere pris.

Vi har endnu ikke prøvet 308 GTI, men med en pris fra 510.000 kr., så er Peugeot 308 GT lidt mere spiselig. 380.000 kr. koster indstigningsmodellen af 308 GT’eren, der er den 205 hestes benzinmodel. Vi prøvede dog dieselmodellen med 180 hestekræfter og automatgear fra standard, hvilket ender i en pris på knap 440.000 kroner – og yderligere 15.000 kr. for stationcarmodellen.

Skal lukke hullet

GT’eren skal lukke hullet mellem den almindelige 308 og den voldsomme GTI’er, der i Danmark kun vil blive markedsført i den mest potente udgave med 270 hestekræfter – den findes dog også med 250 hk. Foruden 20 heste mere, så har den 270 hestekræfter potente model også et mekanisk spærredifferentiale ligesom RCZ R, ligesom der er 380 mm bremseskriver.

GTI’eren fås dog ikke med dieselmotor, så hvis man vil have en GTI-køreoplevelse med dieselmotor i 308’eren, så hedder modelbetegnelsen altså GT.

Kunstig motorlyd og masser af moment

Den 2-liters dieselmotor yder ud over de 180 hestekræfter imponerende 400 newtonmeter ved 2.000 omdr/min, hvilket giver den sportslige stationcar et ordentligt los i r*ven, når man først træder speederen i bund. 0-100 km/t accelerationstiden er tilpas, men ikke super hurtig. De første 100 km/t er klaret på 8,6 sekunder i stationcarmodellen som vi testede, og alt sjov stopper ved 218 km/t, hvis speederen holdes i bund.
308 GT’eren siger ikke specielt meget ved fuld acceleration, men sætter man den i Sport, så bliver der åbner for lydsluserne. Kunstig motorlyd – det er man ikke ét sekund i tvivl om.

Det er sjovt at aktivere sportsfunktionen, når man kører ned af motorvejsrampen, men på motorvejen med 120 km/t og fartpiloten aktiveret er den kunstige motorlyd en anelse anstrengende.

Familiebil med sjove køreegenskaber

Køreegenskabsmæssigt er 308 GT en fin kammerat på motorvejen, hvor den er meget retningsstabil. Er der et hul i motorvejen får man det af mærke, da undervognen er strammet væsentlig op ift. den almindelige 308. GT’eren er ikke en GTI, men det ved undervognen ikke.

På landevejene er der mulighed for at give den masser af gas. Det er virkelig der man mærker, hvor meget der er sket med GT’eren. Den er blevet 20 % stivere, sænket 7mm foran og 10 mm bagtil, fået en strammere undervogn samt et mere præcist styretøj. Læg dertil de mere potente motorer oven i hatten. Den sekstrins automatiske gearkasse er ny og gør et fortrinligt arbejde med hurtige skift – desuden kan man lege lidt med gearkassen vha. skiftepedalerne bag det lille Peugeot-rat. Speederresponsen er også hurtig og man savner ikke nogen manuel gearkasse.

Trods styretøjet er dejligt tungt vægtet, og det er en sportslig køreoplevelse i dieselmodellen af GT’eren, så kommer man nok ikke udenom, at benzinmodellen må være lige en tand skarpere. Dieselmodellen har nemlig en køreklar vægt på 110 kilo mere end benzineren… Vægt der må skyldes motoren og automatgearkassen.

Det står derfor ret klart, at man ikke skal forvente en GTI køreoplevelse – dermed ikke sagt 308’eren kører dårligt. Der er også en kæmpe forskel på Golf GTD og GTI.

Derfor GT diesel frem for GTI

Det der taler i dieselmodellens favør er, at den kan fås som stationcar, hvilket GTI’eren ikke kan. Her er altså hele 660 liters plads i bagagerummet, hvilket let kan bruges, hvis man er en familie på fire. Derudover kører dieselmodellen væsentlig længere på literen – faktisk er dens gennemsnitlige brændstofforbrug 24,4 km/l!

Standardudstyret inkluderer blandt andet røde syninger over alt i kabinen, en GT-hilsen i instrumentbordet, sportssæder, nøglefri betjening, 18” alufælge, LED-forlygter, sorte sidespejle, tonede bagruder, dobbelt udstødning, en let ændret front, i-Cockpit med 9,7” touchskærm, fartpilot, Bluetooth, navigation, 2-zoners klimaanlæg, p-sensor for og bag, regnsensor og elektrisk nedblændeligt bakspejl. Kort sagt mangler man ikke noget. Der kræver noget tilvænning med det lille sportsrat, og er man høj som jeg (195 cm), så giver det nogle gange lidt problemer, hvis det er en manuel gearkasse, da siddepositionen bliver en smule akavet.

Peugeot 308 GT diesel SW
2.0-liters firecylindret diesel
Ydelse: 180 hk v. 3.750 o/min, 400 Nm v. 2.000 o/min
Topfart: 218 km/t – 0-100 km/t: 8,6 sekunder
Forbrug: 24,4 km/l
Køreklar vægt: 1.424 kg
Bagagerumsvolumen: 660-1.775 liter
Pris: 455.990 kr.