1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Range Rover 4.4 SDV8 Autobiography
0

Test: Range Rover 4.4 SDV8 Autobiography

Test: Range Rover 4.4 SDV8 Autobiography
0
0

Herregårdsvognen over dem alle er den nye Range Rover. Den har endda været på effektiv slankekur og tabt sig 420 kilo, da karrosseriet nu er 100 % udført i aluminium. Gud bevares, den vejer dog stadig næsten 2,4 tons…

Dermed er det en solid limousine, man som overklasse kan bevæge sig ud iblandt pøblen med… For med en startpris fra cirka 2,2 millioner kroner er det ikke hvem som helst, som skriver under på slutsedlen. Testmodellen var endda udstyret med den kraftfulde V8-dieselmotor, Autobiography og ekstra udstyr, hvorefter prisen var lige over 3 millioner kroner…

Forfærdelig luksuriøs kabine

Når først man er hoppet ind i kabinen ser man hurtigt, at den selvfølgelig er eksklusivt indrettet med utallige knapper, og det skulle ikke undre mig, hvis én af dem udløste et katapultsæde… Heldigvis blev denne knap ikke fundet, da man også helst vil befinde sig siddende i de yderst behagelige lædermøbler. Udover de selvfølgelig er elektrisk indstillelige bydes der også på massage samt kold eller varmt luft.

Den store V8-dieselmotor tændes med et lillebitte ryk, hvorefter gearvælgeren skyder stille op fra midterkonsollen. Den sættes i ”drive” og der trilles væk fra forhandleren, da de forskellige tekniske funktioner skal testes. Testmodellen har nemlig en lang liste af ekstraudstyr såsom TV både i skærmen foran samt i de to skærme placeret i nakkestøtterne. Selvfølgelig er der også et mini køleskab, hvilket selvfølgelig er uundværligt med TV i bilen. Desuden kan den næsten fem meter lange firehjulstrækker selvfølgelig parralelparkere sig selv, mens der er kameraer placeret tre steder på bilen, hvoraf to af dem er tiltænkt off-road kørsel.
Infotainmentsystemet styres via en stor touchskærm, og der er tusindvis af smarte funktioner, men desværre fremstår systemet langsomt. Når TV’et er aktiveret har det den smarte funktion, at medpassageren eksempelvis kan se DR1, mens chaufføren på selvsamme skærm kun kan se navigationen – det er fandens smart!
Anlægget i testbilen er opgradet til et med 19 højtalere og 825 watt, hvilket for de fleste vil være nok, men ikke for alle… Kigger man videre på ekstraudstyrslisten finder man nemlig et 1.700 watt audiosystem, hvor man må punge ud med over 105.000 kr.!

Læs også:  2022 - blev rekordernes år på godt og ondt

Den luksuriøse Range Rover kan dog også udstyres med et stort panorama glassoltag som i testmodellen, hvilket giver en dejlig lys kabine. Kigges der videre rundt ser man hurtigt et gennemgående plastik-agtigt træ-look som desværre føles mindre luksuriøse.

På bagsæderne er lædersæderne mindst lige så lækre som foran, og man har her rigeligt med benplads. Ift. den gamle model er benpladsen forøget med 118mm, og en fed detalje er, at man kan nedfolde midterstøtten, hvori en lille computer gemmer sig til at styre TV’et.

Et sidste praktisk aspekt er bagagerummet, hvor der rigeligt med plads! Hele 909 liter med bagsæderne slået op, mens man let kan lægge dem elektrisk ned direkte fra bagagerummet, hvorefter man kan gøre brug af over 2.000 liter!

Klatretøsen version 4.0

Man kommer dog ikke uden om, at Land Rover også er kendt for deres off-road kapabiliteter, og det er nogen de får brug for i fremtiden da både Lamborghini, Bentley, Maserati og Aston Martin pønser på luksus SUV’er. Ingen af disse har dog årtiers erfaring med off-road-systemer som Land Rover.

Læs også:  Drømmer du også om en NY klassisk Porsche?

Range Rover imponerer derfor selvfølgelig med sine klatreevner, og kan endda køre i vand op til 90 cm! Herudover er der permanent firehjulstræk, og via ”Terrain Response” systemet som tilpasser drivlinje, affjedringsrespons o.a. kan man vælge iblandt forskellige off-road køreprogrammer. Der er selvfølgelig også et reduktionsgear som ved aktivering haler et større moment på de trækkende hjul.

Uden de fantastiske systemer og den kraftfulde motor ville det svare til, at lade Amin Jensen bestige Mount Everest i hans velmagtsdage…

Stor motor og stor tank

De 339 dieselheste og det enorme moment den 4,4 liters V8 turbodieselmotor yder på 700 newtonmeter gør endda Range Rover hurtig. Langt de fleste må nemlig se sig slået, hvis de forventede det var en stor doven klump. Accelerationstiden fra 0-100 km/t er lige under 7 sekunder, og med en topfart på 218 km/t er den autobahn-godkendt. Ved mellemaccelerationerne trækker motoren også godt, og der er ingen turbotøven at spore.

De mange heste og det høje moment tøjles klogt af en ottetrins ZF-automatgearkasse, og selvom dette ikke er nogen dobbeltkoblingsgearkasse byder den på næsten silkebløde skift.

Selvom den optimerede motor og gearkasse er blevet gjort mere brændstoføkonomi, så er det nok primært grundet chassiet, at den nye Range Rover er blevet særdeles mere økonomisk. Hele 11,5 km/l er den angivet til, og selvom det ikke lyder af meget for en bil i 2013, må det betegnes som særdeles godt gået af en bil i noget nær kampvognsklassen. I testperioden kørte vi cirka 9,5 km/l, og et besøg på tankstationen blev hurtigt dyrt, da der er plads til 105 liter i krabaten!

Range Rover er dog stadig den store elegante SUV, så selvom den er hurtig ude at starthullet, fungerer det bedst ved stille cruise. I byen er den tæt på at være for stor, men den fantastiske luftundervogn absorberer alle ujævnheder i både byen, på landeveje og motorvej.
Møder man snoede landeveje bliver man heldigvis ikke køresyg, som nogle af de store firehjulstrækkere har af tendens på folk. Det er dog ikke ligefrem fordi man ser frem til de snoede strækninger, da Range Rover uden tvivl er bedst på lige strækninger.

Læs også:  Klar til sommer dæk? Sådan skifter du dem selv.

Vi mener:

Kort sagt er den nye Range Rover et sublimt limousinekøretøj i både grusgraven, på motorvejen eller i byen. Man mangler bestemt ikke noget, men prisen er også herefter, hvorfor den almindelige dansker ville have valget imellem et flot rækkehus i Storkøbenhavn eller den testede model – her vil bankrådgiveren nok foretrække mursten, men han forstår sig ej heller på biler…

Der er dog stadig et marked for biler som denne i afgiftsplagede Danmark, hvilket en kort snak med sælgeren hos en af landets to forhandlere afslørede.

Range Rover 4.4 SDV8 Autobiography:
Motor: V8, 4.367 cm3, 32V, turbo
Ydelse: 339 hk v. 3.500 o/min
700 Nm v. 1.700 o/min
0-100 km/t: 6,9 sek.
Topfart: 218 km/t.
Forbrug EU-miks: 11,5 km/l
CO2-udledning: 229 g/km
Årlige afgifter: 10.320 kr.
Mål (L/B/H): 499,9 / 198,3 / 183,5
Vægt: 2.360 kg.
Anhængervægt: 3.500 kg.
Bagagerum: 909-2.030 liter
Pris: 2.594.800 kr.
Testmodellens pris: 3.034.800 kr.

tags: