1. Home
  2. Biltest
  3. Test: SEAT Alhambra 2.0 TDi Style DSG
0

Test: SEAT Alhambra 2.0 TDi Style DSG

Test: SEAT Alhambra 2.0 TDi Style DSG
0
0

SEAT Alhambra er med sine 4,85 meter SEATs søstermodel til Volksawagen Sharan, og det betyder massere af plads samt høj komfort.

Alhambra er designet til børnefamilierne, hvor der skal være plads til barnevogn, bagage og alle ungerne. – Faktisk er der plads til hele 7 personer, hvis man bruger den tredje sæderække.

Kedeligt Alhambra design

En af de typiske ulemper ved familiebiler er designet, hvor de er kasseformet og ikke har nogen unik profil. – Der er dog visse undtagelser, og der er kommet flere lækre familiebiler igennem årene. SEAT Alhambra er dog bare ikke udvendigt en af dem, og jeg vil gå så langt som at kalde den gammeldags af design. – Selvom designet skuffer, så det laver ikke om på, at den løser dens vigtigste funktion, nemlig pladsen.

Familiebussen med plads til 7

SEAT Alhambra er nemlig tiltænkt børnefamilierne, og derfor skal den være praktisk, hvilket man også allerede kan se den er udefra med kasseformen.
På alle rækker er der rigeligt med plads, hvilket dermed også gælder for den tredje række. Normalt er den tredje række kun tiltænkt familiens mindste, men hvis man sørger for ikke at køre midterrækken helt tilbage, så kan en voksen sagtens sidde på bagerste række.

Bruger man ikke den tredje række under daglig kørsel, så vil man opleve der er enormt god benplads ved midterrækken.

Ind- og udstigning foregår også let, og det er ikke noget problem for en voksen at komme ud fra tredje række. – For at få adgang til bagsæderne skal der kun bruges få greb, og så er man klar til at hoppe ind.

Hvis man ikke bruger den tredje sæderække, så rummer bagagerummet 658 liter, mens det kan forøges til hele 2.297 liter, hvis man også lægger anden række ned.

De 140 diesel heste er nok til de fleste

Motoren er den velkendte 2.0 TDi med 140 heste og et moment på 320 Nm, hvilket er rigeligt til de fleste. I byen og på landevejen klarer motoren det godt, mens at den på motorvej ikke ligefrem føles som noget lyn, når man kommer over 110/120 km/t.
Derudover er den udstyret med DSG-gearkassen som sørger for, at forbruget holdes på 17,5 km/l! – Det må siges at være i orden for en familiebil af den kaliber.

Ved 110-130 km/t er omdrejningerne oppe på 2.400, og der er ikke meget motorstøj at registrerer. – Det samme gælder for vind og dækstøj.

Bedst når det går lige ud

Store biler har aldrig haft deres forcer i skarpe sving eller på landevej med mange kurver, og det er selvfølgelig også her, at man finder én af svaghederne ved Alhambra. På almindelig lige veje med bløde sving går det dog fint, men når man kører på snoede landeveje, så virker den tung, og da den både er lang, høj, bred og tung, så er der ikke så meget at gøre i mod de fysiske love.

Selve undervognen er yderst behagelig affjedret, og den klarer det fint i villakvarterer med mange bump.

Fornuftig pris

Selvom prisen er en pæn sjat over en halv million kroner med Style-udstyrspakken, så er prisen fair, hvis man f. eks sammenligner med VW Sharan.

Alhambra har nemlig mere udstyr, hvor Style modellen bl.a. er udstyret med:

Fartpilot, læderbeklædt multifunktionsrat, media interface med USB, anlæg med otte højtalere, fuldautomatisk tre-zoners klimaanlæg, lyssensor til kørelys og instrumentering, tågelygter med kurvelys, 16’’ alufælge, el-klapbare spejle med varme samt varme i de højdejusterbare forsæder.- Derudover har man også mulighed for at indstille lændestøtten og ryglænet elektrisk.

Konklusion:

Prisen på SEAT Alhambra 2.0 TDi Style DSG er 513.900 kr., hvilket er uden ekstraudstyr, som er at finde på billederne forneden. – DVD og navigation.

Der er mange familiebiler som jeg hellere ville vælge til den pris, men hvis kravet er en 7-personers minibus, så er SEAT Alhambra et godt bud, da man samtidig for en lavere pris får mere udstyr end i VW Sharan. – Ford Galaxy 2.0 TDCi Powershift Trend er dog sjovere at køre, nogle få tusinde kroner billigere, men den er ikke lige så brændstoføkonomisk og langtfra lige så godt udstyret. Ford er dog kendt for at sælge nogle af Galaxy-modellerne med høj rabat. – Her er der op til 100.000 kr. at hente, hvis man vælger en demomodel!

SEAT Alhambra 2.0 TDi Style DSG:

Ydelse: 140 hk ved 4.200 omdr./min / 3200 Nm ved 1.750-2.500 omdr./min

Præstationer: Topfart er 191 km/t. 0-100 km/t på 10,9 sek

Oplyst forbrug: 17,5 km/l – 149 g/km

Mål i cm: Længden: 485 cm, Bredde: 190 cm, Højde: 172 cm

Vejledende pris uden ekstraudstyr: 513.900 kr.