1. Home
  2. Biltest
  3. Test: SEAT Ibiza SC Cupra – Et sandt røverkøb
0

Test: SEAT Ibiza SC Cupra – Et sandt røverkøb

Test: SEAT Ibiza SC Cupra – Et sandt røverkøb 7.7
0
0

Anmeldelse

7.7

SEAT Ibiza SC Cupra er et regulært røverkøb, men det er ikke kun pga. prisen man skal vælge den. Køreegenskaberne og motoren er nemlig også yderst underholdende. Problemet er bare, at hvis du vil have et eksemplar, så bliver ventetiden lang….

Motor & gearkasse9.0
Køreegenskaber8.0
Komfort6.0
Plads4.0
Udstyr9.0
Pris10.0

Ibiza har fået et facelift, og det betyder således en ny Cupra er at finde i modelprogrammet. Cupra er GTI-navnet hos SEAT, og på det seneste har SEAT været særdeles dygtige, når det kommer til både opsætning og prissætning af deres Cupra-modeller.

Udvendigt er det let at genkende den nye Cupra, da den både leveres med LED-kørelys, LED-baglygter, Bi-Xenon forlygter, store alufælge samt udstødningsrøret i midten, som betyder krog ikke er en mulighed.

seat-ibiza-cupra-6

På den tekniske side er både den 1.4 liters motor og den syvtrins DSG-gearkasse fjernet – to ret væsentlige ændringer, når vi snakker køredynamik. I stedet har SEAT udstyret Ibiza Cupra med en 1.8 TSI tilkoblet en sekstrins manuel gearkasse.

Den nye motor kender vi bl.a. fra Polo GTI, og ift. den gamle 1.4 liters enhed er ydelsen hævet med 12 hk og hele 70 newtonmeter til samlet set 192 hk og 320 Nm! Det er specielt de sidstnævnte 70 Nm, som virkelig gør en forskel i en bil på størrelse med Ibiza. De 320 Nm er til rådighed allerede fra 1.450-4.200 omdr/min, hvilket betyder bilen næsten konstant er hurtig uanset gearet man befinder sig i. Motorresponsen er også kvik, og det er i det hele taget bare en ganske underholdende sammensætning, når man samtidig selv skal arbejde for sagen grundet den sekstrins manuelle gearkasse, der har rigtig fine skift.

Ibiza Cupra byder på forhjulstræk med et elektronisk spærredifferentiale, der skal tøjle det enorme moment til den lille racer. På landevejene sidder man med det største smørrede smil, når man runder de 4.300 omdr/min, hvor de 192 hk ydes, for man kan sagtens ”tæve” motoren meget mere. Faktisk ydes de 192 hk mellem 4.300-6.200 omdr/min, og jo flere omdrejninger motoren får desto bedre lyder den og trækkraften er helt fantastisk.

Helt fra standard finder man også justerbare fjedre, der kan indstilles til ”Normal” eller ”Sport” (ligesom vi kender det fra VW Polo, hvor det kan tilkøbes). Foruden undervognen bliver en smule hårdere, så giver det også mere lyd i kabinen vha. en sound composer og bilen strammes i det hele taget en lille smule op. Trods Ibiza SC Cupra har en hård undervogn, så er det ingenting ift. Fiesta ST, der fortsat overgår Ibizaen hvad angår køreegenskaber, men i dagligdagen fungerer undervognen i Ibiza bedre.

På papiret er accelerationstiden fra 0-100 km/t overstået på 6,7 sekunder, men det føles en hel del hurtigere, når man sidder bag rattet. Ift. den ikke faceliftede Ibiza Cupra er accelerationstiden dermed reduceret med 0,2 sekunder, og topfarten er nu 235 km/t. På en motorvejstilkørsel rammer man ubesværet 160 km/t, og så kan de andre biler altså ikke følge med.

Økonomisk set er der to aspekter. Først og fremmest brændstoføkonomien, hvor Ibiza SC Cupra er angivet til 16,1 km/l, men giver du den gas lander du omkring 10-12 km/. Kører man stille og roligt med et par enkelte accelerationer kan man dog godt lande omkring 14-14,2 km/l. Dermed redder man ikke ligefrem miljøet ved at køre Ibiza Cupra, men den kører længere på en liter brændstof end Opel Corsa OPC og omtrent det samme som Fiesta ST.

seat-ibiza-cupra-14

Kontantprisen er det andet økonomiske aspekt, og det er bestemt et af de ekstremt stærke punkter ved Ibiza SC Cupra. Blot 215.120 kr. skal man betale, mens testmodellen med metallak, Media System Plus og Full Link koster 228.180 kr. Standardudstyret inkluderer dog foruden de førnævnte eksteriørdetaljer både multifunktionslæderrat, Bluetooth, 17” alufælge, automatisk klimaanlæg og meget andet. Til sammenligning koster Opel Corsa OPC og Ford Fiesta ST hhv. 296.272 kr. og 278.520 kr. Det er dermed et regulært slagtilbud, hvilket også kan ses på salgstallene, hvorfor importøren har måtte erkende, at de ikke kan skaffe alle de biler, som de ellers ville kunne have solgt.

Praktisk set er det ærgerligt, at Ibiza Cupra i øjeblikket kun fås som tredørs SC, da det ikke giver meget plads til voksne personer. Bagsædet er kun et sted børn vil finde sig tilpas og indgangen til bagsædet er bestemt heller ikke sjov for en voksen.

Kabinen har også fået et løft, men der er stadig mange plastikelementer, og der er ikke meget eksklusivitet at skrive hjem om. Rattet og infotainmentsystemet (tilkøb) er det bedste ved kabinen, men når man kigger på prisen, så tilgiver man Ibiza hurtigt. Det store infotainmentsystem med Full Link gør det desuden muligt at spejle sin iPhone eller Android telefon på skærmen, hvilket er en uhyre smart detalje i en så lille og ellers billig bil.

SEAT Ibiza SC Cupra
1.8-liters firecylindret benzin
Ydelse: 192 hk v. 4.300-6.200 o/min, 320 Nm v. 1.450-4.200 o/min
Topfart: 235 km/t – 0-100 km/t: 6,7 sekunder
Forbrug: 16,1 km/l
Køreklar vægt: 1.250 kg
Mål i cm: 406,6, 169,3, 142,8
Bagagerumsvolumen: 292 liter
Pris: 215.120 kr.