Test: Suzuki Swift 1.3 DDiS GL ECO+

Suzuki Swift er en rigtig populær bil på de danske veje. Indtil videre hovedsageligt som bil nummer to, for en dieseludgave har ikke været tilgængelig. Nu er den her endelig, med en motor der også findes i Fiat 500. Så hvordan klarer den sig som pendlerbil?

Suzuki kan slet ikke stoppe med at tale om hvor sjov Swift er at køre, og vi må give dem ret – der er noget om snakken. Entusiaster vil bemærke den lidt høje siddeposition, der naturligvis ikke bidrager til et lavt tyngdepunkt. Sidestillingen giver dog et fint overblik i byen, hvor Swift unægtelig vil befinde sig en stor del af tiden. Nu vi er ved sæderne, føles de ligesom resten af bilen, umiskendelig japansk, og passer dårligt på en blegfed europæer i en stor vinterfrakke.  Der skal også lyde en kritik for manglende længdejustering af rattet, der mest af alt synes at være en forglemmelse fra Suzukis side.

Europæisk dynamik i japansk indpakning

Rundt omkring i byen, vil man øjeblikkeligt bemærke det fremragende styretøj, som Suzuki har arbejdet hårdt med at forbedre. Man er aldrig i tvivl om, hvad forhjulene foretager sig, og hvor meget greb de har i asfalten. Stor ros til Suzuki, for at formå at skabe et lækkert styretøj på trods af det elektriske handikap. Helt præcist er det dog ikke, hvilket ikke gør forfærdeligt meget i en bil der kører på smalle dæk og dermed ikke er synderlig sjov ved højere hastigheder. På trods af det, er styretøjet stadig levende omkring midterstillingen, hvilket er et særsyn nu om dage.

Swift er en fornem legekammerat på de snoede veje, hvor god indstyring og minimal krængning gavner morskaben. Bagenden føles med sine torsionsstænger som en gammel Peugeot fra de gyldne dage, og sørger dermed også for en neutral køreoplevelse, men kan dog blive løs i det såfremt man slipper speederen midt i kurven. Bilens undervogn føles fast uden at virke ukomfortabel, men kan til tider virke en kende forstyrret, især i byen.

Kabinen opleves som et nogenlunde behageligt sted at være, hvor alting befinder sig nogenlunde hvor du forventer det. Det skulle da være med undtagelse af kabinelyset, der mere eller mindre betjenes fra bagsædet. Forsædepassagerne må dog slås om den ene kopholder som Swift tilbyder. Alle betjeningsgreb føles af god kvalitet, og der skal bestemt ikke herske tvivl om at Swift er godt skruet sammen.  Kabinens højdepunkt er det overraskende lækre og godt udformede læderrat, der ligger smukt i hånden og føles af en høj kvalitet. Også plastkvaliteten på førnævnte rat, er lysår fra hvad man ellers oplever i resten af kabinen.

Som en tidsmaskine til 90’erne

Men her stopper roserne også. For Swift byder i 2012 på en materialekvalitet som Hyundai havde stillet spørgsmålstegn ved i 1997. Kabinen er spækket med knaldhård og billig plast, der føles hentet fra bunden af en Toffifee pakke. Den værste synder er ubetinget materialeret på dørsiden omkring vinduerne, der uden anstrengelse kan ridses med en tommelfingernegl. Sædevarmen føles mest af alt som en ufrivillig vandladning og betjeningsarmene til viskere og blinklys er så glatte at man skulle tro de var gjort af teflon. Dørene opleves lette og tynde, hvilket naturligvis er gavnligt for betjeningsvenligheden af dem, men bestemt ikke giver den samme kvalitetsfølelse, som andre japanere leverer i klassen.

Tilsæt hertil, en besynderlig digitalurs lignende grafik på radioen, samt røde låseindikatorer som i en Corolla fra begyndelsen af 90’erne, og Swift føles lidt som en træde ind i en tidsmaskine, der tager en 10 år tilbage i tiden.

Ukultiveret dieselstøj

Motoren leverer en lyd der mest af alt minder om en sæk med svensknøgler og føles til tider mere end gennemsnitligt ubegavet med dens nærmest flere sekunders lange turbotøven. Når den lille indisk producerede sag ude foran engang vågner, sker der lykkeligvis noget, til tider så meget at gaspedalen mest af alt føles som en tænd/sluk knap. Heldigvis giver dette anledning til at benytte det intet mindre end fortræffelige gearskifte, som på japansk vis både er let gående og præcist. Sættes bilen i neutral i lyskrydsende, slukker motoren på bedste øko-vis pænt, selv ved kolde vintertemperaturer, og springer til live igen uden for mange generende vibrationer.

ESP-systemet kan, modsat i mange moderne biler, slås helt fra såfremt man ønsker det, hvilket for den køreglade billist er en detalje der er værd at bemærke.

På bagsædet er der rimelig plads til voksne mennesker, så længe de ikke er højere end gennemsnittet. Prisen for dette er unægtelig det i mere end én forstand begrænsede bagagerum, der ikke kun er mindre end en rejsekuffert men også byder på en høj læssekant der gør det besværligt at få større og tungere genstande i bagagerummet. Insisterer man på at køre på genbrugspladsen i sin Swift, må man se sig nødsaget til at ligge bagsæderne ned eller investere i en tagboks.

Men hvad med økonomien? Vi kom forholdsvist ubesværet i nærheden af de officielle tal for blandet kørsel, hvilket er et særsyn nu om dage, men delvist er opnået gennem Swifts manglende sjette gear, der ikke giver falske brændstoføkonomiske tal i EU-testen.

Konklusion:

På trods af Swifts små skavanker, er den alligevel en fornøjelse at køre og minder på mange måder om en gammel Peugeot 205 XS. Ikke synderlig mange kræfter, men ligger man lidt hårdt arbejde i, venter belønningen også. Prismæssigt befinder Swift DDiS sig et sted mellem en Renault Clio og Opel Corsa, med jokeren Kia Rio i midten. Såfremt materialekvalitet, image og støjniveau ikke figurerer på din checkliste, bør du seriøst overveje Suzuki Swift diesel, især hvis holder af at køre bil.

Suzuki Swift 1.3 DDiS GL ECO+

Ydelse: 75 hk ved 4000 omdr./min / 190 Nm ved 1.750

Præstationer: Topfart er 165 km/t. 0-100 km/t på 12,7 sek

Oplyst forbrug: 24,4 km/l – 106 g/km

Mål i cm: Længden: 385 cm, Bredde: 169 cm, Højde: 151 cm

Vejledende pris uden ekstraudstyr: 169.900 kr.