Volkswagen Scirocco er en bil, som får folk til at vende hovedet, og vi må da også indrømme den er yderst smuk, men teknikken halter.
Selvom salget har været minimalt, så bliver der nu endnu længere mellem bilerne, for den danske importør har valgt at stoppe importen. Vi tog et sidste kig på den nu udgåede Scirocco.
For få måneder siden blev Scirocco faceliftet, men med seks år på bagen, så skulle der et ordentlig overhaling til, før den vil være interessant igen.
Anonyme ændringer
Desværre er der ikke sket specielt meget. Små forandringer er at spotte foran og bagtil, men ændringerne er så anonyme, at man skal have den ikke faceliftede og den nye stående ved siden af hinanden, hvis man rigtig vil kunne se forskel. Der er bl.a. også kommet nye farver og fælge, mens kabinen minder meget om en Golf. Derfor er der altså intet nyskabende omkring interiøret. Dermed ikke sagt der er noget galt med det, da kvalitetsindtrykket af en Golf er godt, men en coupé skulle gerne være lidt skarpere og mere sexet indrettet.
Èn sjov detalje er dog, at Scircco har fået tre måleure i midterkonsollen, hvor man kan holde øje med turbotryk, tage tid på omgangstider og olietemperaturen. De færreste sidder dog og kigger på midterkonsollen, når der bliver givet gas, og således er det en sjov, men ubrugelig gimmick.
Gammel teknik
Teknisk set bygger Scirocco stadig på den femte generation af Golf, og derfor har man ikke fornøjelsen af MQB-platformen. Den gamle platforme er også tungere og har umiddelbart ingen fordele ift. MQB-platformen, der bl.a. er lettere.
Der er dog også noget moderne teknik, da man kan tilkøbe en adaptiv undervogn for cirka 20.000 kroner ekstra. Det hele styres via en knap i midterpanelet, hvor man kan vælge mellem enten Sport eller Comfort. Sport gør affjedringen hårdere, speederresponsen skarpere og servostyringen mere præcis – vælger man Comfort sker det modsatte.
Trods man kan tale nok så negativt om teknikken, så kommer man dog ikke uden om, at Scirocco stadig kører rigtig fint, hvilket bl.a. skyldes et lavt tyngdepunkt. Styretøjet er præcist og hurtigreagerende, så man har en sportsvogn agtig fornemmelse bag rattet, der er hentet fra Golf GTI. Den sekstrins manuelle gearkasse er også fin, men ikke noget vidunder.
2-liter, men kun 180 hypper
Motoren under hjelmen i testmodellen er en 2.0 TSI, men selvom man skulle tro den havde over 200 hypper, så må vi skuffe og pointere, at den lille 2-liters ”blot” yder 180 hestekræfter. Ikke at det er en dårlig motor, for den leverer kræfterne fint og har et godt bundtræk, men det undrer os, at Volkswagen ikke har brugt den nyere 1.8 TSI med samme antal heste – bl.a. også kendt fra Leon FR TSI. Motorvalget har dog højst sandsynligt noget at gøre med platformen, hvilket igen beviser Scirocco bruger gammel teknologi, men det gør den ikke billigere.
Accelerationstiden fra 0-100 km/t med den 180 hestes motor er 7,4 sekunder og det blandede brændstofforbrug er angivet til 16,7 km/l. Til sammenligning er en 230 hestes Golf GTI Performance angivet til det samme…
Den eneste anden motor man kan vælge er en 150 hestes 2.0 TDI, så det er ikke ligefrem fordi motorudvalget bugner.
Prisen lyder på 422.000 kroner, hvilket er 45.000 kroner fra en Golf GTI, som bygger på moderne teknologi og en sjovere køreoplevelse.
Vi synes:
Farvel, Scircco. Vi kommer til at savne dit pæne ydre, men ikke din personlighed…
Volkswagen Scirocco 2.0 TSI
2-liters firecylindret benzinmotor
Ydelse: 180 hk v. 4.200 omdr/min, 280 Nm v. 1.250 omdr/min
Præstationer: Topfart: 227 km/t – 0-100 km/t: 7,4 sekunder
Forbrug: 16,7 km/l
Køreklar vægt: 1.346 kg
Mål i cm: 425,6, 181, 140,6
Bagagerumsvolumen: 312-1.006 liter.
Pris: 421.997 kr.