Volkswagen præsenterer Golf Variant HyMotion som et friskt bud på, hvordan brændselscelleteknologi kan integreres i en masseproduceret bil.
Volkswagen Golf tilbydes allerede i dag med en bred vifte af drivlinjeteknologier, der omfatter el-, gas-, diesel-, benzin- og plug-in-hybridmotorer. Og nu præsenteres konceptbilen Golf Variant HyMotion, som er et yderligere skridt i retning af at skabe en intelligent og fleksibel konstruktion, som kan tilpasses et væld af forskellige former for drivkraft.
Dermed følger Volkswagen en strategi, hvor alle typer alternative drivlinjer skal kunne integreres i masseproducerede bilmodeller. Det betyder, at brændselscelleteknologien – ligesom de alternative drivlinjer i den elektrisk drevne e-Golf og plug-in-hybrid-modellen Golf GTE – skal kunne integreres i en eksisterende bilmodel uden de store modifikationer, hvilket er med til at sikre, at modeller med alternative drivlinjer kan tilbydes til en attraktiv pris.
Brændselscelle-teknologien blev udviklet af Volkswagen-koncernens udviklingsafdeling for elektriske drivlinjer i Tyskland. Den 100 kW stærke elmotor og den et-trins gearkasse i Golf Variant HyMotion stammer fra e-Golf. Motoren yder 100 kW og er placeret i motorrummet sammen med brændselscelle-enhederne, kølingssystemet og en omformer, der regulerer strømmen mellem elmotor, brændselscellerne og en kompressor. Sidstnævnte sikrer, at ilt fra den omgivende luft ledes ind til brændselscellerne, hvor det blandes med brint og producerer elektrisk energi med rent vand som eneste form for ”udstødning”.
Brinten er lagret tanke lavet i kulfiber, der er placeret under gulvet – to foran og to bag ved bagakslen. Tilsammen giver de fire tanke en rækkevidde på 500 km, og en opfyldning af tankene tager blot tre minutter. Desuden er et lithium-ion-batteri placeret over bagakslen, som genindvinder energi fra bremserne og udnytter denne strøm i opstartsfasen af brændselscellerne og genererer samtidig et boost ved acceleration. Den forhjulstrukne Golf Variant HyMotion når 100 km/t på 10 sek.