1. Home
  2. Baggrund
  3. Vi superlader en Tesla Model S
0

Vi superlader en Tesla Model S

Vi superlader en Tesla Model S
0
0

Tesla åbnede supercharger-station nr. 100 i Europa i sidste måned, og derfor tog vi den velrenommerede Model S under kærlig behandling endnu en gang. Foruden tilkomsten af de mange nye superladere får Model S også snart en adaptiv fartpilot, der arbejder sammen med et system som fortæller, hvor hurtigt du må køre på den pågældende vej. Dermed accelerer eller deaccelerer bilen selv afhængig af vejens fartrestriktionerne – smart!

Teslas store P85 udgave af Model S yder 310 kw, hvilket svarer til omtrent 416 hestekræfter, og med 600 newtonmeter fra 0 omdrejninger i minuttet sker der noget, når man trykker speederen i bund. Det kan bedst beskrives som at køre rutsjebane, da det hele sker så pludseligt. Det var selvfølgelig den store model af Tesla Model S vi prøvede, men snart introducerer Tesla en mere kraftfuld Model S, og så er P85’eren knap så potent til sammenligning…

Den kommende Model S D vil have en ydelse på mod 691 hestekræfter! D står for dual, og derfor leveres den med firehjulstræk. Firehjulstrækket fungerer således, at der i den store model er en 470 hestes motor ved baghjulene og en 221 hestekræfters motor ved forhjulene – jo, det skulle nok kunne få den til at rykke sig. Via en styreenhed kan kræfterne endda blive fordelt mellem for- og baghjul i løbet af millisekunder, og 0-100 km/t er klaret på blot 3,4 sekunder! Trods den firehjulstrukne udgave af Model S bliver 75-150 kg tungere, så vil den alligevel kunne køre længere pr. kWh oplyser Tesla. Tilbage hos Tesla på Bredgade i København får jeg udleveret nøglerne, hvorefter jeg traver hen mod et nærliggende p-hus for at sætte kursen mod en af superladerne på Amager. I øjeblikket er der kun fem superladere i Danmark, og de er placeret i København(Amager), Køge, Middelfart, Randers og Hjørring. Det er gratis for Tesla Model S ejerne at bruge ladestationerne, og de er meget belejlige, hvis man skal tilbagelægge længere strækninger, og vil reducere spildtiden når man oplader.

Fem gange mere power

Derhjemme lader man med 11 kw, og ved en offentlig ladestation er der typisk omkring 50 kw. Teslas supercharger lader dog med enorme 120 kw, og det betyder iflg. Tesla man kan lade 270 kilometer (cirka 50 %) på ”blot” 30 minutter. Da jeg sætter Model S til opladning på Amager, får den lov til at lade i cirka en halv time, og desværre får jeg ikke helt de lovede tal. Dette skyldes højst sandsynligt, at bilen lader langsommere og langsommere jo mere strøm der er på, men det kan du høre mere om i videoen. Foruden de fem superladere i Danmark er der omkring 95 andre i Europa, og de er placeret strategiske steder, således man eksempelvis kan køre helt til Østrig via det nye supercharger netværk! Det kræver dog et par stop på vejen.

Konklusion:

Superladernetværket gør det lettere, men det er stadig hurtigere at tanke en brændstofbil. Men så sparer man ikke 180 % i registreringsafgift..

Tesla Model S Performance 85 kWh

Ydelse: 310 kw / 416 hk – 600 Nm fra 0 omdr/min
Præstationer: Topfart: 210 km/t – 0-100 km/t på 4,6 sekunder
Km pr. opladning: 480 km
Køreklar vægt: 2.100 kg. Mål i cm: L: 497,6 B: 196,3 H: 143,5
Bagagerumsvolumen: 894-1.795 liter