Video: Var det noget med en tunet Ferrari F12?
Udseendet er ondt og det er lyden også – hør bare videoen! Novitec Rosso er klar med den ondeste Ferrari F12 Berlinetta til dato.
Du husker rigtigt, hvis du allerede mener, at Novitec Rosso har offentliggjort en tunet F12 Berlinetta, men det var tilbage i 2013 og den model er allerede udsolgt. Derfor har de nu lanceret en revideret udgave, hvor designet er blevet markant anderledes – ja, det er faktisk nærmest ondskabsfuldt.
Den gamle Novitec Rosso model hed F12 N-Largo, og der er blot bygget videre på dette navn ved at tilføje et S. Således hedder den nye model F12 N-Largo-S.
Som det kan ses har F12 N-Largo-S fået et komplet bodykit, der gør den markant bredere. Faktisk er den 7 cm bredere foran og 14 cm bredere bagtil. Der er også flere carbon fiber aerodynamiske dele, mens de 21” og 22” vil give ekstra meget opmærksomhed.
V12 og 781 hypper!
Motoren er ligesom i den almindelige F12 Berlinetta en 6,3 liters V12-motor, men ydelsen er hævet fra 730 hk og 690 Nm til 781 hk og 722 Nm, hvilket er flere kræfter end F12tdf har klar til leg. Novitec har opgraderet ECU og givet F12’eren et nyt udstødningssystem, hvilket dermed hæver ydelsen. Topfarten lyder på ekstreme 350 km/t, så det er en sand racer, hvis man har mod på at prøve alle hestekræfterne.
Vil du eje et eksemplar skal du dog ikke være nærig, og du skal samtidig handle hurtigt, da der kun bliver produceret 11 eksemplarer!