Moderne motorsport bliver ofte klandret for at gå for meget på kompromis i forhold til både lyd og power, og at bilerne – på grund af færre hestekræfter – er alt for nemme at håndtere.
For at redde motorsportens image mødtes en række Formel 1-chefer tidligere på måneden for at diskutere mulighederne for at skrue op for bilernes præstationer og dermed også kravene til kørernes egenskaber.
Ifølge rygterne går overvejelserne i retning af at skrue op fra de aktuelle 750 hk til op mod 1000 hk.
Nogle af de tekniske chefer mener, at 1000 hk-målet kan opnås uden et kostbart redesign af nutidens turboladede V6-motorer. De vil simpelthen blot tillade en højere grænse for motorens omdrejninger og en mindre forøgelse af brændstoffets strømningshastighed og tankkapacitet på over 100 liter, som samlet set vil kunne gøre arbejdet.
Den tredobbelte Formel 1-verdensmester Niki Lauda, der har oplevet de skiftende tider og reglementer, går ind for det nye tiltag.
– Hvis det stod til mig, skulle det have været 1200 hk, plus bredere dæk og mere aerodynamiske egenskaber, der leverer en stejlere effektkurve, som bliver meget mere kritisk på grænsen, siger han.
– I øjeblikket er der alt for små forskelle på F1 og klasserne GP2 og F3, hvilket desværre betyder, at førere som skifter til F1 alt for hurtig kan klare sig som etablerede racerkørere uden den store risiko, slutter den tidligere verdensmester.
FIA har allerede indført strengere krav for nye kørere, så det er blevet sværere at opnå en Formel 1-kørelicens, og nu ser det altså ud til, at der bliver arbejdet på at øge downforce, større hjul og mere aggressive motorer.