Allerede i marts kunne flere danske og internationale medier berette at Golf R400 konceptet, som blev vist første gang sidste år, ville blive til virkelighed. Nu løfter VW-koncernen så endnu mere af sløret ved at bekræfte, hvad der også blev spået om tilbage i starten af marts: Flere hestekræfter.
Heinz-Jakob Neusser, der er chef-udvikler hos VW siger om bilen: – Vi har en mere sporty Golf end nogensinde før. Vi vil lave bilen, faktisk er vi allerede i gang med udviklingen.
Motoren, der skal producere de mange kræfter, strammer fra Audis TT-koncept, som også blev vist frem sidste år. Her ydede den 2-liters benziner hele 420 hestekræfter og massive 450 Nm. Og det er netop den effekt, VW nu lover i den nye Super-hatchback. Golfen bliver ligeledes den første model med den højtydende fire cylindrede motor.
Ikke en begrænset produktion
Når Golf R400 ( eller R420) rammer samlebåndet vil den sætte rekorden for verdens hurtigste hatchback i produktion. Med træk på alle fire hjul forventer VW en 0-100 km/t-tid på 3,9 sekund og en topfart på 290 km/t. Designmæssig deler den nye Golf det lidt underspillede look med brødrene GTI og R, som allerede er i handlen. R420 får dog et mere aggressivt udtryk og et mere aerodynamisk udseende. Desuden opgraderes bremserne, så de mange kræfter kan tøjles. Men bilen vil benytte samme MQB-platform, som VW bygger en lang rækker andre biler på. Heriblandt Audi A3 og Seat Leon.
Trods de mange kræfter bliver Golf R400 ingen gimmick, men i stedet VW-gruppens svar på de gamle VR6 og R32-modeller. De første modeller forventes præsteret på Frankfurt Auto Show til september med levering kort derefter eller tidligt i 2016.