Volkswagen har offentliggjort to helt nye turboladede benzinmotorer samt den nye generation af TDI dieselmotorer.
Den mest opsigtsvækkende motorlancering er en 1-liters trecylindret TSI enhed med e-booster som yder 272 hk og 270 Nm. Motoren er baseret på den 1-liters trecylindrede motor, som man bl.a. finder i den faceliftede Polo samt nye SEAT Ibiza. Volkswagen har dog ikke været klare i spyttet om motoren er klar til produktion eller blot er i udviklingsfasen.
“A nice example of just how much potential combustion engines still have in them,” udtalte Volkswagen Group Head of Powertrain Development, Dr. Heinz-Jakob Neußer.
Den anden nye TSI motor er en W12 6-liters med 608 hk og 900 Nm fra 1.500-4.500 omdr/min. Volkswagen fortæller desuden den nye W12 TSI motor, er den mest økonomiske tolvcylindrede motor i luksussegmentet. CO2-udledningen er under 250 g/km og afhængig af bil vil den kunne accelerere fra 0-100 km/t på under 4 sekunder, med en topfart på over 300 km/t. W12-motoren vil bl.a. være at finde i den kommende Bentley Bentayga, Continental, den nye generation af Audi A8 og muligvis den kommende VW Phaeton.
På dieselsiden er der også en ny EU6 2.0 TDI med mellem 84-204 hk og 220-450 Nm.