1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Den nye Porsche 911 Carrera
4

Den nye Porsche 911 Carrera

Den nye Porsche 911 Carrera
0
4

Med innovative turboboxermotorer, en videreudviklet undervogn og mange andre ting er den nye Porsche 911 Carrera netop blevet præsenteret. Specielt den nye motorgeneration med biturboladere er værd at fremhæve: fremadrettet finder du nemlig ikke en eneste Porsche 911 uden turbo. Nye tider?

Ja, det er nye tider for Porsche, i og med alle 911-modeller nu kun fås med turboladere. Men det betyder i samme ombæring også mere køreglæde, performance og effektivitet hvis man betror sig producenten.

Imponerende performance og forbrug

De nye motorer har et slagvolumen på tre liter, og den mindste model i rækken – 911 Carrera – yder nu 370 hestekræfter og 450 Nm. En acceleration fra 0-100 km/t er klaret på 4,2 sekunder, såfremt den er udstyret med Porsches dobbeltkoblingsgearkasse (PDK) og Sport Chrono-pakken. Den er derved to tiendedele hurtigere end forgængeren.

Også den større 911 Carrera S har fået et performanceboost, så den nu yder hele 420 hestekræfter og 500 Nm. Begge biler har altså fået et boost på henholdsvis 20 hestekræfter og 60 Nm. Og det kan mærkes, specielt i Carrera S der nu accelererer fra 0-100 km/t på blot 3,9 sekunder udstyret med samme pakker som i den mindre (PDK og Sport Chrono). Det er første gang, at en Carrera-model kommer under den magiske grænse på fire sekunder.

Og det skyldes turboladerne. De henholdsvis 450 og 500 Nm er nu tilgængelige allerede ved 1.700 omdr./min. og konstant op til 5.000 omdr./min., så ikke alene er de hurtige men også sjove at køre. Tophastighederne for de to biler er henholdsvis 295 km/t for Carrera og 308 km/t for Carrera S.

Læs også:  Nye Porsche Cayenne er den kraftigste nogensinde

Brændstofforbruget begynder også pludseligt at blive interessant. Sammenlignet med forgængerne er modellerne ca. 12% mere økonomiske, og forbruget er derved blevet forbedret med op til 1,5 km/l. 911 Carrera med PDK-gearkasse er opgivet til 13,5 km/l (forgænger +1,3 km/l), imens 911 Carrera S med PDK-gearkassen klarer 13,0 km/l lige ud (forgænger +1,5 km/l). Den nye pendlerbil for aficionadoen?

PASM-undervogn som standard

Og som standard på de nye Carrera-modeller finder vi nu også en revideret udgave af PASM-undervognen. PASM står for Porsche Active Suspension Management og betyder blandt andet, at bilen er sænket 10 mm. Det giver en øget stabilitet ved hurtig kørsel gennem sving, og de reviderede støddæmpede hjælper også bilen særdeles godt på vej her. Derudover er de nye standardfælge med fem slanke, dobbelte eger med dæk med reduceret rullemodstand og øget performance. De bageste fælge vokser i bredden til 305 mm i stedet for de tidligere 295, og det ser godt ud.

Som ekstraudstyr på den store 911 Carrera S kan man nu også få aktiv bagakselstyring, som vi kender det fra 911 Turbo og 911 GT3. Kørselsstabiliteten øges ved både vognbaneskift, høje hastigheder og igennem sving. Generelt set bliver bilen under indstyring meget mere adræt.

Læs også:  BMW i5: Kåret som årets bil i Danmark 2024

Ja ja, det lyder da smart nok, men bliver den ikke for lav? Måske, men Porsche tilbyder et hydraulisk liftsystem med integrerede teleskopcylindere i forakslens fjederben, så man med et tryk på en knap kan øge frihøjden med 40 mm på under fem sekunder. SÅ er den i hvert fald ikke for lav.

Nyt PCM-infotainmentsystem

PCM står for Porsche Communication Management System, og det betyder faktisk blot, at stemmebetjening og et onlinenavigationsmodul nu er standard i de nye 911 Carrera-modeller. PCM-systemet betjenes med multitouch-bevægelser på en 7″-skærm, og man kan her blandt andet indtaste ved hjælp af håndskrift. Tilmed kan mobiltelefoner og smartphones kobles op via WiFi.

Porsche ved, at du altid har din mobil på dig. DERFOR har de lavet et decideret smartphoneopbevaringsrum, som er integreret i midterarmlænet. Læg du bare din smartphone her for en batteriskånende opladning og optimeret multinetforbindelse. Nævnte vi, at iPhones nu også kan kobles på Apple CarPlay-systemet?

Navigationsmodulet i bilen er med Google Earth og Google Street View integreret for at opnå en bedre orientering og detaljegrad. Det er smart nok.

Læs også:  Juli bød på vækst i bilsalget

Ekstraudstyr som bare pokker

911 Carrera kan nu tilpasses til de personlige præferencer. Fartpiloten fås som ekstraudstyr, og den har nu mulighed for at bremse moderat, hvis den angivne hastighed overskrides under kørsel ned ad bakke eksempelvis. For at spare brændstof er afstandsreguleringen ACC nu tilbudt med en rullefunktion i forbindelse med PDK-gearkassen. Det betyder at koblingerne åbnes ved køkørsel, således bilen blot ruller og dermed sparer brændstof.

Problemer med at tjekke i den blinde vinkel? Let it be no more. Vognbaneskiftassistenten overvåger den bagvedkørende trafik, og man bliver advaret ved hjælp af LED-indikationer omkring sidespejlene, hvis biler bagfra nærmer sig den blinde vinkel. En multikollisionsbremse er inkluderet standard.

Lancering til december

De nye Porsche 911 Carrera-modeller lanceres i Danmark til december og kan allerede nu bestilles hos landets to autoriserede Porsche Centre: Porsche Center Sjælland og Porsche Center Jylland. Prisen er inkl. moms og afgifter fra kr. 2.035.281 for 911 Carrera, kr. 2.346.505 for 911 Carrera S, kr. 2.322.707 for 911 Carrera Cabriolet og kr. 2.633.831 for 911 Carrera S Cabriolet.