1. Home
  2. Bilnyheder
  3. First drive: Honda Civic Tourer
0

First drive: Honda Civic Tourer

First drive: Honda Civic Tourer
0
0

Er du typen der føler at livet er for kort til Golf eller hvilken koksgrå størrelse der nu ender som årets bil, er Honda klar med et smule utraditionelt og fremfor alt rummeligere alternativ.

Honda har ikke ret meget erfaring med at bygge stationcars. Ja, i hvert fald ikke i segmentet her, for vi skal helt tilbage til en tid hvor en Honda kunne hedde noget så eksotisk som Integra, Prelude eller NSX for at støde på sidste Civic med en mere praktisk bagende. Dengang fik den et navn, der måske på sin vis matchede det usædvanlige ydre. Civic Aerodeck arvede efternavnet fra storebroderen Accord Aerodeck, der var en herligt tosset 2-dørs stationcar.

Den nye er mere traditionel og det er lidt ærgerligt. For når det kommer til stykket er Honda ikke helt med på noderne ,hvis man prikker lidt til materialerne i den for Honda ret typiske kabine og ergonomien kunne give en VW-ejer seneskedehindebetændelse på millisekunder. Med det sagt appellerer Civic Tourer alligevel meget godt til venstre hjernehalvdel, først og fremmest med klassens største bagagerum. Det er en titel som Honda med nød og næppe (14 liter) kan bøffe fra Skoda, men i sidste ende er winnings winning. Jeg påstår ikke at de 0,2 % yderligere bagagerumsplads, får købelystne kunder til at spurte direkte i retning af nærmeste Honda forhandler, men det vil nok være en medvirkende faktor. Bagagerummet er i øvrigt målt op med gulv nedsænket, hvilket er lidt fjollet, men de andre gør det også. Udover det, har Tourer-udgaven af Civic naturligvis stadig de ultra-fikse sæder med det mindre fikse navn Magic Seats. Groft oversat fra japansk marketingspladder, er det en bagsæderække der kan løftes op og give plads til en stor cykel, en barnevogn eller lignende. Jeg demonstrerer det i videoen på næste side.

Læs også:  Spar penge med helårsdæk

Civic Tourer er altså forbandet praktisk og det er jo ikke noget ringe karaktertræk for en stationcar. Den skiller sig også ud på andre områder: der er kommet lidt sager at trykke løs på oppe foran, heriblandt en mulighed for at indstille de nye, justerbare støddæmpere bagtil. Valgmulighederne er rimeligt godt kendte efterhånden; Dynamic, Normal og Comfort ,hvor førstnævnte er det mindst komfortable. Personligt fandt jeg Comfort meget lækkert på motorvejen, mens Ekstra Bladets mand på rekordtid udviklede symptomer på søsyge. Vi blev enige om at Normal også spillede meget godt men at Dynamic var spild af tid. Det spiller imidlertid mindre godt i byen, hvor kloakdæksler og andre besværligheder trængte lidt for godt gennem undervogne, selv i blødeste funktion.

Motorprogrammet er til at overskue: der er to af slagsen, en benziner og en diesel. Dieselmotoren er den du vil have, både af økonomiske årsager og fordi tiden er galloperet fra Hondas engang udemærkede 1.8-liters VTEC motor, der yder 140 hestekræfter uden hjælp fra turbo. Sidst jeg kørte den var tilbage i 2011, hvor Honda ikke havde et dieselalternativ til den. Det har de nu fået: en 1.6-liters med 120 hestekræfter og 300Nm. Der er motorer på markedet med finere præstationer, men få med en så smidig gang. Den kører 27 km/l, udleder 99g/km og Honda vurderer selv at er billigere at holde kørende en benziner hvis du kører mere end 12.000 kilometer om året og hvem pokker gør ikke det? Valget er åbenlyst, for der kommer ikke andre motorer og der kommer ingen Type-R udgave.

Læs også:   Tesla Roadsters med 0 kilometer på tælleren fundet i Kina: Var beregnet til ''reverse engineering''

Priserne starter fra 260.000 kroner og for de penge får du en dieseldreven bil uden radio. Det er måske mere realistisk at kigge på en Comfort udgave til 290.000 kroner med standardudstyr som fartpilot og aircondition. Du skal altså have penge op af lommen for et stads som læderrat, regnsensor og klimaanlæg med to zoner. Hos Skoda har du valget mellem omtrent samme udstyr og 30 ekstra dieselheste eller højeste udstyrsniveau inklusiv parkeringssensor bag, to-zonet klimaanlæg, rat, gearknop og håndbremse i læder, elruder for og bag, elektrisk indstillelige og opvarmede sidespejle,  regnsensor og fjernlysassistent. Her må man give afkald på 15 hestekræfter. Uanset hvad, er det svært at få Civic Tourer til at tage sig billig ud. Ikke at jeg tror det bekymrer, for det har alle dage kostet at køre Honda og deres kundegruppe tilhører det segment der lige akkurat lader hjertet trumfe hjernen i bilkøbet.

Læs også:  Ny generation af Mercedes-AMG GT Coupé: kraft og elegance forenes

Vi synes:

Med klassens mægtigste bagagerum, en fornem dieselmotor og nydelige køreegenskaber er Civic vendt flot tilbage som stationcar. Prisen bliver største udfordring.